Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 809-810 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Begonia - Begravelse - Begravelseskasser - Ordbøgerne: B - bode ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Som prydplanter dyrkes en mængde arter, dels for de
store, smukt tegnede og farvede blades skyld, dels for
blomsternes, hvoraf nogle har forholdsvis store, men
faa, medens andre har mindre, men til gjengjæld saa
mange flere og desuden blomstrer i lang tid.
Eiendommelig for slegten er ogsaa en rigdom paa haarformer,
som bidrager til at give bladene smukke lysvirkninger.
Ved krydsning er fremstaaet en mængde kulturformer,
som er yndede prydplanter i stue og paa friland.

Begravelse betegner som oftest et ligs nedsættelse i
jorden, men bruges ogsaa om andre maader at anbringe
det paa. De fleste folkeslag begraver sine lig under
visse ceremonier og paa maader, som afhænger af deres
forestillinger om livet efter døden; bare nogle faa
lavtstaaende folk kaster ligene bort. Hyppigst er begravelse
i jorden, f. eks. langs veiene, eller ogsaa i huler. Ligets
brænding før b. har været en til alle tider udbredt skik.
Enkelte folkeslag spiser ligene for at tilegne sig den
afdødes gode egenskaber; andre lægger dem op i høie trær
for at lade rovfuglene fortære dem; atter andre kaster
dem i vandet.

Ægypternes religiøse forestillinger fremkaldte en
overmaade omhyggelig behandling af ligene for at bevare
deres udseende (se Balsamering og Mumie).
Grækerne og romerne begravede sine døde med stor høitid,
ofte ledsaget af ofre, gjestebud og festspil ; de havde,
ligesom ogsaa andre folk, som f. eks. kineserne, store
familiegravpladse, som holdtes høit i hæder.

Begravelse: Romersk kolumbarium.

Begravelsesskikkene i Nordens oldtid veksler med tidsperioderne.
I stenalderen lagdes liget ubrændt i gravkamre af sten,
og ofte forekommer samlede b.; i broncealderen
derimod forekommer mest enkeltgrave, efterhaanden
indføres ligbrænding, og asken og de brændte ben blev
da lagt i en lerurne, som nedsattes i jorden.
Ligbrænding fortsattes i jernalderen, men veksler i den
yngre jernalder med b. med ubrændt lig, hvor graven
udstyredes rigt med den afdødes vanlige vaaben,
brugsredskaber og kostbarheder. Det var i Norden til alle
tider skik at hædre fremragende afdøde ved gravminder,
som store gravhauge, stensætninger, bautastene.

Kristendommen optog b. i huler fra jøderne; senere
anvendtes jord-b. og efterhaanden udviklede jordfæstelsen
sig til en vigtig religiøs handling udført af geistligheden.
Gravstederne samledes omkring kirkerne paa kirkegaarden,
eller hvis den afdøde var særlig fremragende, indrettedes
graven under kirkegulvet. I den første kristne tid var
ligbrænding tilladt, men blev senere forbudt som hedensk.
I middelalderen og langt ind i den nyere tid blev
b. i selve kirkebygningerne stadig hyppigere og var
tilslut en stor fare for sundheden. Murede grave
eller stenkister, afpasset efter ligets omrids, er
eiendommelige for middelalderen; saadanne grave findes
i Trondhjems domkirke. B. i jorden uden forudgaaende
ligbrænding (s. d.) er i nutiden overalt den hyppigste
fremgangsmaade til fjernelse af lig. Den medfører en
langsom opløsning af legemsstoffene. Kulden og de
dannede forraadnelsesstoffes egen hemmende virkning
paa formuldningens videre fremadskriden giver
anledning til, at opløsningen trækker længere ud,
end den vilde have gjort under luftens frie adgang.
Er jordbunden porøs, indtræder tilintetgjørelsen raskere, end
det vil blive tilfældet ved ler eller nærværelse af grundvand.
Der dannes tilslut kulsyre, simple kvælstofforbindelser
og vand. Sundhedsfarlige mikrober vil snart gaa
til grunde og kan høist fortsætte sin tilværelse et
par aar, og de antages almindelig ikke at kunne naa
jordoverfladen. Vandet i nærliggende brønde kan ved
uheldig beliggenhed af gravene og derved følgende
mangelfuld filtrering af grundvandet blive forurenset med
ligenes opløsningsprodukter. Ved hensigtmæssig dræning
af b.-pladse kan dette modarbeides. I norske byer maa
kirkegaarde ikke anlægges indenfor den til bebyggelse
regulerede del af byen.

Begravelse: Gravgaden i Pompeji.

Udenfor kirkegaard maa begravelse ikke finde sted
uden kongens tilladelse. Siden 1805 har det været
forbudt at indrette gravsteder i kirkerne.
Hver grav skal forbeholdes en plads af 2.4 m. længde
og 1.2 m. bredde. Gravens dybde bestemmes af helseraadet.
Dog skal kistens øverste kant ligge mindst 1 m.
under jordens overflade. Ethvert begravet lig skal i
regelen hvile urørt i jorden i 20 aar, hvilken frist dog
med kongens samtykke kan nedsættes til 15 aar.
For gravsteder erlægges i almindelighed ikke betaling.
For fæste af særskilt gravsted, eller naar grav ønskes
bevaret udover 20 aar, kan der herfor kræves betaling
efter fastsat vedtægt (l. 3/8 1897).

Begravelseskasser er ved sammenskud af
foreningsmedlemmer tilveiebragte fond, som regel særskilt
knyttet til en arbeiderforening eller anden association med
faglige formaal. Deres opgave er at sikre sine medlemmers
efterladte et bidrag til den afdødes anstændige begravelse.
I 1885 fandtes der i Norge 220 à 240 saadanne arbeider-b.,

[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>