Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 1045-1046 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blad ... - Ordbøgerne: C - chouette ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

eller indskaaret. Efter indskjæringernes dybde og
b.-afsnittenes natur kaldes b. tandet eller takket
(5 og 6), lappet (grunde indsnit, brede afsnit, 9 og 10),
fliget, naar indsnittene naar over halvveis ind i
b.-pladen (11), delt, naar de naar næsten helt ind (12),
sammensat, naar indsnittene deler b. i smaa-b., f. eks.
hestekastanje (koblet b., 13) og rose (finnet b., 14).
Som alm. regel kan siges, at de indskaarne b. tilhører de
tofrøbladede og bregnerne, medens moser, naaletrær og
de énfrøbladede (oftest) har hele b. —

Blad: 1. Linjeformet. 2. Egformet. 3. Lancetformet. 4. Ovalt. 5. Nyreformet. 6. Hjerteformet. 7. Pilformet. 8. Spydforraet. 9. Fjærlappet. 10. Haandlappet. 11. Haaiidfliget. 12. Fjærdelt. 13. Syvkoblet. 14. Uligefinnet.

Indre bygning (se figuren). B. har 1. yderst et hud væv,
som begrænser og beskytter det udadtil, væsentlig mod
sterk fordampning, 2. grundvæv, «b.-kjød>, som danner
b.s masse, og hvori 3. ledningsvævet, som «nerver»,
karstrenge (s. d.), har sit forløb. Hudvævet bestaar af ét
cellelag, yderst dækket af kutikula, mangler b.-grønt og
har spalteaabninger (s. d.), i størst mængde dog paa b.s
underside. I grundvævet kan man oftest udskille dels
cylindriske, langstrakte celler, som staar vinkelret og tæt
sammen mod b.-oversidens hud og danner det saakaldte
palissadevæv, dels afrundede eller uregelmæssige celler
med luftrum mellem sig; disse danner det porøse
svampvæv, som grænser op til undersidens hud. Begge væv
har b.-grøntkorn, palissadevævet dog tiest; heraf kommer
det, at b. oftest er blegere paa under- end paa oversiden.

Palissadevævet er det væsentlige sæde for kulsyreassimilationen
(s. d.). Luftens kulsyre tilføres palissadecellerne
hovedsagelig fra svampvævets luftrum, som gjennem
spalteaabningerne staar i direkte forbindelse med den
ydre luft. De organiske stoffe, som ved kulsyreassimilationen
opstaar i palissadevævet, ledes fra dette gjennem
svampvævet til karstrengene og med dem videre rundt i
plantelegemet. Svampvævet staar fortrinsvis i
aandedrættets og fordampningens tjeneste. Foruden løv-b.
hører der til planteskuddet ogsaa: lav-b., høi-b. og
blomstens forskjellige b. (se disse art.), der dog, som i nyere
tid (Goebel) paavist, kun er omformede (metamorfoserede)
løv-b.

Blad, den skjærende del af forskjellige slags verktøi
(knivblad, sagblad o. s. v.), navnlig hvis denne del er
tynd og flad. Ogsaa i almindelighed en tynd plade
af træ, metal el. l. (bladguld, bladsølv o. s. v.).

Blad, Vandrende, se Vandrende blad.

Bladar, arlignende merker, som fremkommer paa
træagtige planters grene, naar bladene fældes.

Bladbiller (chrysomelidæ), ogsaa kaldt løvbiller eller
guldbiller, smaa biller med kort og hvælvet, oval indtil
næsten halvkugleformet krop, somoftest skinnende
metalfarvet. Lever baade som larver og som fuldt udviklede
paa trær, buske eller urter, hvis blade de ofte
skeletterer aldeles. Eksempelvis nævnes poppelløvbillen
(lina populi) paa poppel og asp, den blaa og den grønne
oreløvbille (agelastica alni og lina ænea) paa or,
heggens løvbille (gonioctena pallida) paa heg,
pilens løbille (phyllodecta vitellinæ) paa pilearter
o. s. v. Herhen hører ogsaa den berygtede amerikanske
koloradobille (s. d.) eller potetbille, de for baade
land- og havebrug skadelige jordlopper (s. d.), de
eiendommelig formede skjoldbiller (cassida) og
lønhoveder (cryptocephalus), samt sivbukkene (donacia),
der lever paa vandplanter.

Bladfod, se Blad.

Bladformer, se Blad.

Bladfæste, det sted paa stængelen, hvorfra bladet udgaar.

Bladfødder (phyllopoda), en orden af smaakrebs; for
det meste dyr paa nogle cm.s længde, hvis krop bestaar
af talrige segmenter. Hovedet bærer et par sideøine, et
pandeøie, to par følehorn samt svagt udviklede munddele.
Hvert kropsled bærer et par bløde, bladlignende lemmer,
som samtidig tjener som gjeller og fødder; bevægelsen
halvt svømmende, halvt krybende. Legemets bagerste led
lemmeløse. — B. lever for det meste i damme og smaa
pytter, forekommer ikke i havet. Deres eg er istand til
at taale indtørring uden at tabe sin evne til udvikling.
Formeringen er ofte parthenogenetisk.

Bladfødder: Branchipus stagnalis. o øie; d tarm; c hjerte; a1—a2 første og andet par følehorn.

Hertil hører tre slegter:

1. Slegten branchipus med nøgen krop uden

[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>