Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brandvæsen ... - Ordbøgerne: D - décor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saavel for den enkelte bygning som for samlinger
af saadanne. B. knyttes saaledes nøie til politi- og
bygningsvæsen. — Det varede længe, inden man lærte
metodisk at kjæmpe mod skadeildens herjinger.
Forholdsregler og slukningsredskaber var yderst tarvelige
lige til midten af forrige aarhundrede. Følgen var, at
ilden ødelagde med næsten ubunden magt, selvfølgelig
mest i byerne. Eftersom disse vokste og blev rigere, blev
tabene større og frygteligere. For at raade bod herpaa
udstedtes de saakaldte brandanordninger, og det er fra
disses fremkomst, man kan begynde at regne med en
mere planmæssig organisation af byernes b. og bygningsforhold.
Allerede aar 1619 udstedtes for Norge en
forordning, hvorefter alle byer paalagdes at ansætte
borgermester og raad, der bl. a. ogsaa havde at sørge for et
b.; men der blev ikke ofret meget penge eller arbeide
derpaa. Trondhjem fik en særskilt brandandordning
30 nov. 1689, ifølge hvilken der opsattes et brandkorps
paa 64 mand under en branddirektør. En lignende
forordning fulgte for Bergen 16 mai 1707 og endelig for Kra.
14 feb. 1714. En almindelig brandanordning af 18 aug.
1767 fastsatte, at hver by i landet skulde organisere et
b. under en branddirektør samt anskaffe forskjellige
slukningsredskaber o. a. De gamle brandanordninger
har i mangt og meget gjældt lige til vore dage. De
søges nu (1907) afløst af en almindelig brandlov. Ifølge
brandanordningerne udskreves de saakaldte «borgerlige»
brandkorpser. Disse korpser dannedes af haandverksborgere
og deres svende. Da man havde liden tilførsel
paa vand og kun var henvist til haandkraftsprøiter,
maatte korpserne gjøres meget mandsterke. De
inddeltes i «sprøitekorps», «nedbryderkorps» og
«vandlangerkorps», i sig selv meget betegnende navne.
Kra. borgerlige brandkorps blev ophævet ved lov af
30 mai 1894; de eksisterer fremdeles i flere byer, dog
væsentligst paa papiret. — De udskrevne brandkorpser var tunge
apparater at arbeide med og sene at tromme sammen,
Paa samme tid som tjenesten var byrdefuld for
mandskaberne, fik de selvfølgelig ogsaa liden øvelse som
brandmænd. Man blev mere og mere klar over, at
disse brandkorpser ikke var tilstrækkelige for byernes
sikkerhed, og gik over til at holde fastlønnede og stadig
tjenstgjørende korpser, organiseret efter militært
mønster. Kristiania fik sit faste brandkorps 1861,
Bergen og Trondhjem 1863. De faste brandkorpsers
befal og mandskab fordeles paa flere brandstationer,
hvis udstyr og beliggenhed afhænger af de stedlige
forhold. Inden hver station deles besætningen i
vagtskifter, saaledes at omtr. 1/3 kan have fri ad gangen.
Paa stationerne er alt indrettet med øieblikkelig
udrykning for øie. Man bør gaa ud fra, at den første hjælp
skal være fremme paa hvert punkt senest 5 minutter
efter modtagen melding, medens forsterkning kommer
efterhvert fra de nærmeste stationer. Af den allerstørste
vigtighed er et godt telegraf- og alarmeringssystem, det
er brandvæsenets hovednerve, idet hurtig hjælp er
mangedobbelt hjælp. Øieblikkelig, sikkert og uden hindringer
skal brand kunde meldes. Samtidig skal brandstedets
beliggenhed angives, altsammen uden unødig foruroligelse
af byens indvaanere. Alle disse fordele er opnaaet
ved den elektriske telegraf. Grundlaget for nutidens
brandtelegraf skyldes Siemens & Hallske, der i 1865 tog
morseapparatet i brandtelegrafens tjeneste. Fra
forskjellige punkter inden et omraade forbindes meldestationer
(brandalarm) med et eller flere morseapparater paa
brandstationen. Hver meldestation har sit eget telegraftegn
bestaaende af streger og punkter. Telegraferingen
foregaar ved hjælp af et urverk, som kan sættes igang af
hvemsomhelst. Brandsignalet, der samtidig høres som
ringning ved meldestationen og paa brandstationen,
gjentages i regelen automatisk 6 gange. Straks det er
forstaaet paa brandstationen, telegraferes meldingen
derfra til samtlige eller enkelte stationer, hvorefter
udrykning foregaar efter fastsat reglement. — Samtidig med
oprettelse af faste brandkorpser lagdes stort arbeide i
forbedring af vandverkerne. Byerne blev forsynet med
et net af trykledninger i jernrør, nedlagt efter
videnskabelige principer. Derefter har byernes slukningsvæsen
fuldstændig skiftet karakter. De gamle tungvindte
haandkraftsprøiter er for det meste afløst af slanger,
der forbindes direkte med vandledningen i brandkummer
eller i overjordiske brandstændere (hydranter). Paa
steder, hvor forholdene ikke giver adgang til anlæg af
ledninger med tilstrækkelig stort tryk, maa man ty til
dampsprøiter eller fremdeles beholde haandkraftpumperne,
medens vandledningsnettet ialfald i større byer maa
forbindes med pumpeverker og vandtaarne. Dampkraften
blev ikke taget i brandvæsenets tjeneste før 1829. Dette
aar konstruerede Braithwaites i London den første
dampsprøite. 1858 fulgte Shand Mason & co. sammesteds
eksemplet. Fra denne tid er disse maskiner blevet
almindelige og konstrueres nu i de fleste industrilande.
Vanskeligheden laa væsentlig i kjedelkonstruktionen, idet
der forlanges hurtigst mulig og sterk dampudvikling,
medens samtidig maskinens totalvegt bør være mindst
mulig. Kra. fik sin første dampsprøite (sjødampsprøite)
1870 og landdampsprøiter 1875. — I de senere aar har
man forsøgt at gjøre sig uafhængig af dampkjedlen,
idet man som drivkraft for pumpeverket bruger en
benzinmotor. Det samme kan opnaaes med elektrisk
motor, men en saadan kan kun sættes igang, hvor man
har en elektrisk sterkstrøm (sporveisledninger o. l.).
Kemiske sprøiter medfører en vandbeholder paa indtil
500 1., der drives i veiret med komprimeret kulsyre. De
kan være nyttige til at indlede slukningsarbeidet, medens
dampsprøiterne gjøres klar, og vil i mange mindre
brandtilfælde strække til, saaledes af megen nytte, hvor
vandtrykket i ledningerne ikke er høit nok. Foruden de
almindelig brugte smaa trykpumper («assurancesprøiter»)
gives der en mangfoldighed af smaa kemiske sprøiter
(ekstinktører) beregnet for husbrug. Siden 1902 har
man flere steder indført automobildrift og saaledes søgt
at erstatte hestetrækket. Den elektriske drivkraft synes
at være den for b. mest tjenlige. Man venter endnu
paa det fuldkommen paalidelige akkumulatorbatteri,
ligesom stedlige og klimatiske forhold vil være
bestemmende for brugen af automobiler til brandudrykning. —
Slangerne, som nu spiller en hovedrolle i slukningsvæsenet,
og uden hvilke man ikke vilde kunne udrette
meget, skal være opfundet af van der Heyde, d. i
Amsterdam omkr. 1712. De første slanger var syet sammen
af seildug. 1720 opfandt væveren Beck i Leipzig de
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
