Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygdemaal ... - Ordbøgerne: D - dæmre ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(som træ, sten, tørret ler) bestemme bygningernes
karakter og form, samtidig som de vil blive præget af de
livsvilkaar, de politiske og religiøse forhold, under hvilke
mennesket der lever.
Ægyptisk b. I Ægypten kræver naturforholdene
(navnlig af hensyn til reguleringen af vandet), at de
mange slutter sig sammen til fælles arbeide under en
alle omfattende planmæssig organisation. Dette har i
tidens løb sat sit præg paa folket og derigjennem paa
kunsten. Sjelden møder man i det gamle Ægypten
kunstneriske individualiteter (som i Grækenland); oftest er
det en masseudvikling, man bliver vidne til. Denne
udvikling gjennemløber forskjellige epoker, hver med sit
kunstcentrum. Efter (I) en præhistorisk tid, hvori
de ægyptiske huse formodentlig har seet ud omtr. som de
nuværende centralafrikanske folks hytter, følger (II) den
«ældste periode» (1—3 dynasti, ca. 3300—2800 f. Kr.,
centrum rimeligvis Abydos); allerede i denne tid har
man i b. anvendt ikke alene teglsten (baade lufttørret,
brændt og glasseret), men ogsaa huggen sten (kalksten og
granit); det betydeligste mindesmerke fra denne periode
er den nylig fundne grav efter kong Menes, den første
hersker af 1 dyn.: et gravkammer, forbundet med 4
proviantrum, det hele forsynet med en pilaster-facade og
omgivet af en mur. Dette gravanlæg danner udgangspunktet
for den videre udvikling, som i (III) det «gamle rige»
(navnlig 4 og 5 dyn., ca. 2800—2500 f. Kr., centrum Memfis)
især giver sig udslag først i de fornemmes
grave (som efter sin form benævnes mastaba, arab.,
bænk) og dernæst i kongegravene: pyramiderne.
Overgangsformen repræsenteres af kong Zoser’s (3 dyn.)
trinpyramide i Sakkara; den egentlige pyramidetypus møder
os i gravene fra det 4 dyn.s konger, først i Snofru’s
pyramide i Medum og dernæst i fuldendt form i
pyramiderne efter Cheops, Chefren og Mykerinos ved Gise
(i nærheden af Memfis). Ogsaa i (IV) det saakaldte
«mellemrige» (navnlig 12 dyn., ca. 2000—1800 f. Kr.,
centrum Fajum) gjenfindes pyramideformen, omend ikke
i saa kolossale dimensioner som tidligere. Af mindre
solid materiale var disse ældre epokers templer opført;
og af dem er derfor ikke meget bevaret. Et soltempel
i Abusir, fra 5 dyn., havde form af en aaben, af
tildækkede rum omgivet plads, i hvis vestlige halvdel der
hævede sig en vældig obelisk; foran denne stod et svært
alabasteralter. Et af kong Amenemhet III «Labares»
(12 dyn.) i Fajum opført tempel, der i tidernes løb fik
en mængde tilbygninger, er blevet berømt under den
græ. betegnelse «labyrint». Grundskemaet for templerne
var det samme som for privathusene og paladserne (thi
templet betragtedes som «guds hus»): først kom en aaben,
aflang forsamlingsplads, omgivet af søilerader (peristyl),
dernæst en hal, ofte i form af en treskibet basilika, hvis
tag bares af søiler (hypostyl), og hvori gudstjenesten
afholdtes, og endelig fulgte det allerhelligste, hvori gud
eller den hellige treenige familie (fader, søn og gudsmoder)
«begiver sig til hvile». Templet havde karakter
af fæstning; for at komme ind maatte man passere
gjennem en vældig portbygning (pylon), flankeret af 2
mægtige taarne; og det hele indesluttedes af en mur.
Forøvrigt yndede ægypteren at forestille sig templet, i lighed
med enhver anden bygning, som et miniaturbillede af
Nildalen; gulvet var jorden, af hvilken søllerne skjød op
som planter (papyrus eller lotus); taget tænktes derfor
heller ikke at hvile paa disse, men repræsenterende
himlen (og derfor dekoreret med gule stjerner paa blaa
bund) at svæve frit derover. Ved siden af denne
hovedtypus findes ogsaa kapellet, svarende til det ægyp.
landhus eller kiosk. Dette kapel, en retvinklet, aflang celle,
omgivet af en søilegang og mindende om det græ. naos
peripteros, møder os i (V) det «nye rige» (18—20 dyn.,
ca. 1600—1100 f. Kr., centrum Theben). Paa denne tid
traadte Ægypten gjennem erobringer og handelsforbindelser
ud af sin tidligere isolerede stilling og blev et
verdensrige. Den vestasiatiske kultur strømmede ind
fra Syrien og Palæstina (fra ca. 1460 ægyp. provins), og
jevnsides med den virkede den «mykeniske» middelhavskultur
befrugtende. Følgen var for Ægypten en ny
blomstringsperiode, der bl. a. kom til udtryk i en livlig
byggevirksorahed, navnlig i rigshovedstaden Theben (hvor
nu landsbyerne Karnak og Luxor ligger). Amon-templet
i Theben (grundlagt, efter hovedtypen, under 12 dyn.)
naaede efterhaanden et uhyre omfang. Sine grave gav
de i Theben residerende konger ikke længer form af
pyramider, men drev dem dybt ind i fjeldet, efter et
skema der skulde afbilde underverdenen, hvorigjennem
efter denne tids forestilling den døde farao om natten
seiler sammen med solguden. Et forsøg af den merkelige
kong Amenofis IV (18 dyn., ca. 1400 f. Kr.) paa at
revolutionere, ikke alene religionen, men ogsaa kunsten,
mislykkedes; der paafulgte en restanreringsperiode under
Sethos I (19 dyn.); og det var derfor den gamle aand,
som fyldte den ægyp. kunst, da hans søn Ramses II
gjennem udstrakt byggevirksomhed forherligede sit
glorværdige, seierrige regimente; denne tids kunst har bl. a.
sat sig merker i den store søilehal i Karnak og i det
vældige klippetempel i Abu-simbel (se billede sp. 57),
hvis stenkolosser synes at bære et helt bjerg. Dog har
allerede denne tid i sig spirerne til den nedgang i
kunsten som skjød sterk fart under det følgende
fremmedherredømme i Ægypten. En (VI) renaissanceperiode
(26 dyn., 663—525 f. Kr., centrum Sais) indtraadte, da
det lykkedes Psammetik at fordrive assyrerne; udenom
Ramses-tiden med dens noget kosmopolitiske karakter
søgte man nu tilknytning helt tilbage i det «gamle rige»,
som man dog ikke slavisk efterlignede, men hvorfra man
søgte impulser til at frembringe ny kunst. Men atter
kom fremmedherredømmet (perserne), kun afbrudt af
en kort æra under et hjemligt dynasti, hvortil hørte kong
Nektanebus, der udfoldede en betydelig byggevirksomhed,
om hvis høie niveau i arkitektonisk henseende det skjønne
tempelanlæg paa øen Philae bærer vidnesbyrd. I (VII)
den græsk-romerske epoke (fra 332 f. Kr. af,
centrum Alexandria) sad den ægyp. kultur ikke længere inde
med nogen skaberisk kraft. De ptolemæiske templer
har paa anerkjendelsesværdig maade gjenoptaget de gamle
traditioner, men ikke evnet at føre dem videre gjennem
nye former. (Se pl. Ægyptisk b.)
I det andet store vestorientalske kulturcentrum,
landene omkring Eufrats og Tigris’ nedre løb, havde den
sumeriske urbefolkning allerede i det 4 aartusen f. Kr.
udviklet en høi kultur med en eiendommelig b.
De lerholdige og træfattige egne havde fremkaldt en original
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
