Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst ... - Ordbøgerne: D - dølge ... - Ordbøgerne: E
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
søileformer og kapitæler. Begge synes at fremtræde
omtrent samtidig, men medens den doriske stil var
udbredt over hele det græske kulturomraade, var den
joniske mere lokalt begrænset. Den doriske stil
karakteriseres gjerne som udpræget mandlig, streng og nøgtern,
medens den joniske er mere kvindelig, friere og yppigere
i formerne. Som den tredje stilart nævnes den korinthiske,
en dekorativ udforming at den joniske stil. Den
første periode i den græske b.s historie strækker sig til
den perikleiske tidsalder ved midten af 5 aarh. f. Kr. og
er karakteristisk ved stilens strenghed. Typisk doriske
templer fra denne tid er Apollontemplet i Delfi,
Poseidontemplet i Pæstum. Den anden periode rækker fra
Perikles til Alexander den store og er den græske kunsts
blomstringstid, guldalderen. Paa Athens Akropolis bygges
kanske de mest fuldendte kunstverker, som den doriske
saavel som den joniske stil har skabt, Parthenon,
Propylæerne og Erechtheion. Den tredje periode, fra den
alexandrinske tid til Grækenlands erobring af romerne,
er nedgangens tid, profanbygningernes hovedperiode; den
græske profan-b. er væsentlig knyttet til offentlige
bygninger som teatre, kapløbningsbaner (stadier og
hippodromer) og gymnastiksale (gymnasier), medens
privathusene gjennemgaaende var tarvelige. Den græske b.
er et af de merkeligste og skjønneste udslag af de
høitbegavede helleneres store skjønhedsglæde, af deres klare,
harmoniske og logiske aand og udprægede formsans.
For de følgende aartusenders udvikling har den havt en
grundlæggende betydning; den græske b. har skjænket
verden et rigere fond af arkitektoniske former end alle
andre folkeslags b. tilsammen taget, og antikens former,
forplantet gjennem den romerske b., har fra de forst
fremstod og indtil denne dag aldrig ophørt at være
grundelementet i Occidentens b. (Se pl. Græsk b.)
Etruskisk b., som bedst kjendes fra gravbygninger,
er sterkt paavirket af den joniske stil fra de græske
kolonier i Italien, men opblandet med orientalske
elementer. Tidligere antoges etruskerne feilagtig for hvælv-b.s
opfindere.
Romersk b. fremgik af den etruskiske ved en rigere
optagelse af græske former, ved en forening af hvælv-b.
med græsk b., og udmerker sig mere ved omdannelse
og anvendelse af tidligere skabte arkitektoniske former
end ved selvstændig nyskabning. Med forkjærlighed
anvendte romerne den korinthiske stil. I konstruktiv
henseende særkjendes den romerske b. ved den udstrakte
brug af hvælv. De vældige dimensioner og den
pragtfulde udsmykning er karakteristisk for det mægtige
verdensriges bygverker, særlig da i keisertiden.
Materialet var oprindelig mest huggen sten, senere anvendtes
tegl i stor udstrækning, men Augustus indførte en
overdaadig brug af marmor. I de romerske byanlæg samledes
omkring torvet (forum) de vigtigste offentlige bygninger,
templerne, hallerne for rettergang og handelsforretninger
(basilikaer), de offentlige forlystelsessteder (teatre,
amfiteatre) og badeanlæg (thermer). Til byerne førtes
drikkevand ved store vandledninger, tildels anbragt paa arkader,
langveis fra, og landet gjennemkrydsedes af fortrinlige
militærveie, som forbandt de vigtigere byer. Det romerske
privathus var udviklet af det italiske bondehus,
oprindelig bestaaende bare af ét rum (atrium), senere tilbygget
en række siderum til et stort husanlæg. Af Roms
bygverker fra den ældste tid, kongetiden, kan foruden det
kapitolinske Jupitertempel ogsaa nævnes cloaca maxima,
som endnu er i brug. I republikens tid anlagdes
hovedsagelig nyttebygverker som basilikaer, veie og
vandledninger; af tempelbygninger det skjønne rundtempel
for Vesta i Tivoli, og Fortuna Virilis-templet, af
gravbygninger Cecilia Metellas grav ved Via Appia. Den
romerske b.s glanstid under de første cæsarer indledes af
Julius Cæsar, som anlægger et nyt forum og opfører
Basilika Julia. Augustus bygger ligeledes et nyt forum;
Marcellusteatret og Augustus’ mausoleum er blandt tidens
merkeligste bygverker. Den vældige kuppelbygning
Pantheon, en af verdens mest storartede bygninger, er
fuldført af Agrippa. Fra de flaviske keiseres tid er
Colosseum, det kjæmpemæssige amfiteater til 87000 tilskuere.
Af eiendommelige romerske bygverker kan desuden
nævnes triumfbuerne som Titusbuen og Konstantinsbuen,
Trajans og Marc Aurels søiler, Hadrians mausoleum,
Titus’, Caracallas og Diocletians thermer. Udenfor Rom
er romersk b. særlig rigt repræsenteret i Sydfrankrige:
Autun, Orange, Nîmes. (Se pl. Romersk b.)
Den oldkristelige b. er fremgaaet af den romerske.
Man har tidligere saagodtsom udelukkende fæstet sig
ved Roms indflydelse paa den oldkristelige kunsts
udvikling, men efter de seneste undersøgelser synes det,
som om den orientalske indflydelse fra Vestasiens b.
under romertiden ogsaa har været meget betydelig. Det
kristlige gudshus, kirken, er udgaaet fra den oldkristelige
basilika, hvis forbillede man har søgt dels i den hedenske
basilika forensis, dels i det romerske privathus’ atrium.
Den kristelige basilika er en rektangulær bygning, som
ved søilerækker deles i tre eller fem, sjeldnere syv skibe,
hvoraf det midterste er bredere og hæver sig høiere end
sideskibene. Paa basilikaens bagre tvervæg er en
halvrund udvidelse (apsis) dækket af en halvkuppel, med
plads for bispestolen og altaret foran denne; mellem apsis
og langskibet blev ogsaa lagt et tverskib. Ved siden af
basilikaer forekommer ogsaa rundkirker som gravkapeller
og døbekirker (baptisterier). Den oldkristelige
ornamentik er oprindelig romersk, efterhaanden faar den et eget
præg ved den udstrakte anvendelse af symbolske
figurfremstillinger; i udsmykningen er mosaikarbeider hyppig
anvendt. Rigt repræsenteret er den oldkristelige kunst
i Rom og Ravenna samt i Syrien og Palæstina.
Byzantinsk b. udvikler sig fra det 5 aarh. af
selvstændig fra den oldkristelige og findes udbredt
væsentlig i den orientalske kirke, hvor den kan siges at have
fortsat til vore dage i græsk-russisk kirke-b.
Karakteristisk for byzantinske kirkebygninger er centralanlæg med
kuppelhvælv, St. Sofia i Konstantinopel.
Muhammedansk b. (arabisk eller maurisk b.)
slutter sig nær til den byzantinske, idet muhammedanerne
i de erobrede lande optager de konstruktive former fra
den byzantinske b., men i Ornamentiken udvikler en
selvstændig stil, i almindelighed benævnt den mauriske,
af udpræget lineær karakter (arabesker), da Islam forbød
afbildning af levende skabninger. Det muhammedanske
tempel, moskéen, har altid en kvadratisk forgaard med
brønd, en stor, oftest overhvælvet hal for de bedende og
slanke taarne (minareter). Af konstruktive eiendommeligheder
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
