Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bützow - Byzantinere, se Byzantinsk litteratur - Byzantinisme - Byzantinsk kunst - Ordbøgerne: E
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rostock, 5875 indb. (1905). Har et vakkert raadhus og
et gammelt slot. Universitetsby 1760—89, da
universitetet blev flyttet til Rostock.
Byzantinere, se Byzantinsk litteratur.
Byzantinisme.
1. Det princip, at staten er kirkens
beskytter og herre, baade i administrativ henseende og
i dogmatiske trosspørsmaal (se Cæsareopapisme).
2. Byzantinsk væsen, sedelig fordærvelse, fremkaldt ved
overdreven luksus, især indviklet ceremonivæsen og
uværdig kryben og smigren for fyrstelige personer.
Byzantinsk kunst. Efterat Konstantin den store
havde gjort Byzants til Romerrigets hovedstad (330) og
endnu mere efter rigets deling (395), blev Byzants
midtpunktet for en egen kultur og kunst, hvori kristelige og
italiske elementer var blandet med hellenistiske og
orientalske. Den orientalske indflydelse gjorde sig
gjældende fra Alexandria, Syrien, Lilleasien og især fra
det Sassanidiske rige. Allerede i det 5 og 6 aarh. havde
den b. k. sit særpræg: under Justinian (527—65) naaede
den sin første blomstring. Efterat islamiternes spot over
de kristne gudebilleder havde ført til billedstormene
(726—842; se Billeddyrkelse), indtraadte et
forfald. Under det makedoniske dynasti (867—1057) fulgte
den b. k.s renaissance. Byzants var paa den tid
verdens rigeste og mægtigste by, hvis kostelige silkestoffe
og guldsmedarbeider eksporteredes verden over. Under
Komnenernes dynasti (1143 — 85) fulgte endelig en
efterblomstring, da den b. k. forbenedes, men
bibeholdt sin tekniske overlegenhed. Ved korstogene og
Konstantinopels erobring (1204) var det denne sene
b. k., der fik europæisk indflydelse, og som derfor i
efterverdenens øine blev staaende som typisk, hvad der
har ført til en undervurdering af den b. k. — Ved den
sterke paavirkning fra Orienten blev det væsentlig i
bygningskunst og dekorativ kunst (ikke i skulptur og
maleri), at den b. k. fik sin styrke. I
kirkebygningerne benyttedes i den ældste tid endnu delvis den
romerske basilikatype med enkelte variationer. Den
fortrængtes dog efterhaanden af centralanlæg med kupler.
Udviklingen af kuppelbygningen er den byzantinske
arkitekturs største daad. Istedetfor de romerske
krydshvælvinger udviklede den fra det 6 aarh. hængekuplen
over et kvadratisk grundrids med hængekapper
(pendantifs) som overgange og mindre kupler over
siderummene. Fra det 9 aarh. bliver centralbygning med
grundrids i form af et græsk kors og med tambur (cylindrisk
eller polygonalt mellemled) under kuplen det vanlige.
Karakteristisk for søilekapitælernes ornamentik er den
spidsbladede acanthus, med dybe, skarpe, taggede
indsnit; en form, som synes opstaaet i Ægypten, og som
betegner det første skridt henimod ornamenternes
geometrisering under orientalsk paavirkning (se planchen
Byzantinsk kunst: Søilekapitæl i Sofiakirken). Denne
acanthusform optræder i b. k. allerede paa Theodosius’
«Gyldne port» (388—91). Mellem kapitælerne og buerne,
de bærer, indskydes allerede i den ældste tid (i
underjordiske vandreservoirer fra 421 i Konstantinopel i lighed
med dem i Alexandria) de terningformede mellemled
med skraa sider («kjæmper»), der ligeledes er
karakteristiske for b. k. og dens udløbere (f. eks. i Ravenna).
Af kirkebygninger i Konstantinopel fra Justinians tid er
de vigtigste S. Sergius og S. Bacchus’ kirke (527) og
Sofiakirken (Hagia Sophia; 532—37), den b. k.s mægtigste
verk og en af verdens ypperste bygverker, bygget af
Anthemios fra Tralles og Isodoros fra Milet; noget senere
er Irenekirken (8 aarh.), hvis ydre prydelse med
vandrette striber af forskjelligfarvet sten senere blev vanlig
(rød teglsten vekslende med gullig huggen sten). Fra
det makedoniske dynastis tid er Lukas af Stiris’
klosterkirke i Fokis (11 aarh.) og klosterkirken i Daphni ved
Athen, Nikodemoskirken i Athen (1045), Nea Moni paa
Kios (ca. 1050) og den sirlige Hagia Theotokos (Guds
moders kirke; 9 aarh; se planchen Byzantinsk kunst)
i Konstantinopel. Fra komnenertiden er moskeen Mone
tes Choras og Pantokratorkirken i Konstantinopel samt
kirkerne paa bjerget Athos. Indvendig prydedes kirkernes
vægge og kupler med pragtfulde mosaiker paa
guldgrund, af stor farvepragt og dekorativ virkning. De
bedste er de i Sofiakirken i Konstantinopel, men hvad
der endnu er bevaret af dem, er overkalket. Den
byzantinske mosaikkunst studeres derfor bedst i Ravenna.
Mosaikerne i Lukas-klosterets kirke i Fokis (10 og 11
aarh.) er endnu gode, medens de i Koimesiskirken i
Nicæa (1025) og i Nea Moni paa Kios (ca. 1050) røber
begyndende forfald. De i klosterkirken i Daphni er
sandsynligvis fra komnenertiden (12 aarh.). Den byzantinske
malerkunsts vigtigste frembringelser er miniaturbilleder
i manuskripter. De betydeligste af disse er: Kosmas
Indikopleustes’ (indiefarerens) reisebeskrivelse (Vatikanet;
ca. 547), Dioskorides’ «Plantebog» (Wien; før 527),
Chludoff-psalteret (Moskva), Pariserbibl.s kodeks 139, hvis smukke
helsidesbilleder viser antik paavirkning, Gregor af
Nazians prækener (Paris), Basilius II’s Menologium
(helgenkalender; Vatikanet). Den byzantinske skulptur bestaar
væsentlig i udskaarne elfenbensrelieffer paa skrin,
plader og diptycha. Meget høit stod guldsmedkunsten,
hvortil i stor udstrækning som forsiring anvendtes
celleemalje (se Emalje), en teknik, der sandsynligvis er opfundet
i det sassanidiske Persien og i Byzants udvikledes til en høi
kunst. De vigtigste bevarede byzantinske guldsmedarbeider
er: Pala d’oro (altertavle i guld med 83 emaljebilleder) i
Markuskirken i Venedig (bestilt i Konstantinopel i 976),
Konstantin VII Porphyrogennetos’ (912—59) relikvieskrin
i Limburg an der Lahn, emaljearbeider fra Swenigorodskois
samling (i Eremitagen i Petersburg) og Stefanskronen
i Budapest (ca. 1075). Verdensberømte er ogsaa
de byzantinske broncearbeider med nielloagtige
forsiringer, ofte anvendt paa kirkedøre (i Amalfi, Gargano,
Troja, Altrami, Salerno, og S. Paolo fuori le mura i Rom).
Hertil maa føies de pragtfulde guldindvirkede
byzantinske silkestoffe. — Den b. k. har særlig havt stor
indflydelse i Rusland og græsk-katolske lande i det hele.
Dens indflydelse i vesten har været bestridt væsentlig af
romersk-katolske forfattere (f. eks. F. X. Kraus) og
overdrevet af andre; særlig har den paavirket vesterlandsk
kunst i Ravenna, Nedreitalien, paa Sicilien, i Venedig og
i Syd-Frankrige over Marseille. De nyeste betydeligere
forfattere, som har behandlet «det byzantinske spørsmaal»,
fremhæver, at den b. k. har bevaret den græske kunsts
traditioner og er sterkt præget af orientalsk paavirkning
(D. Ainalow, «Fondements hellénistiques de l’art byzantin»,
1900; J. Strzygowski, «Orient oder Rom», 1901).
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
