Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Byzantinsk litteratur ... - Ordbøgerne: E - Edeling ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
edulcorate—efFervescent
Syrien (6 aarh.), hvis bedste verker i kunstnerisk
fuldendt form giver udtryk for en begeistret digters høie
tankeflugt. — Mindre interessant og betydelig er
profanlitteraturen. Historieskrivningen fulgte de anerkjendte
mønstre, Herodot og Thukydides. Man fortsatte traaden,
hvor forgjængeren slap (paa denne maade spænder den
græske historieskrivning over to aartusener). Den
betydeligste historiker i denne periode er Prokop (6 aarh.).
Ved siden af de tidshistoriske fremstillinger staar de i
videnskabelig og litterær henseende betydelig mindre
værdifulde verdenskrøniker, begyndende med skabelsen;
de har imidlertid øvet en mægtig indflydelse paa den
af Byzants afhængige slaviske og orientalske litteratur.
Dens mest typiske repræsentant er Johannes Malalas
fra Antiokia (6 aarh.). — Den profane poesi i denne
periode, som benyttede dels det akcentuerede
12-staveIses-vers, dels det saakaldte «politiske vers» (8 og 7 stavelser;
folkepoesiens yndlingsmetrum hele middelalderen
igjen-nem og lige indtil nutiden}, dyrkede fornemmelig eposet
(hovedrepræsentant: Nonnos fra Ægypten, ca. 400) og
den epigrammatiske poesi (hovedrepræsentant: Georgios
fra Pisidien, ca. 600—660). — 2. De to aarh. fra ca. 650—
850 betegner et sterkt forfald saavel i hensyn paa den
nationale dannelse som paa litteraturen. Det var i dette
tidsrum, alle kræfter maatte koncentreres paa kampen
mod araberne, og derunder tabte man de i aandelig
henseende mest produktive provinser Syrien (med
Palæstina) og Afrika; hertil kom saa den bedrøvelige
billed-strid. Under disse omstændigheder blev den profane
litteratur liggende helt i dødvande; og heller ikke med
den kirkelige blev det rart bevendt. En glimrende
undtagelse danner Johannes fra Damaskus (første halvdel
af 8 aarh.), billedstormernes, manichæernes og islams
tapre modstander, hvis store lærebog i den kristelige
dogmatik («erkjendelseskilden») har hævdet sin plads
som den græske teologis standardverk indtil den nyeste
tid. Ikke paa langt nær saa vellykket er Johannes i
sin kirkelige digtning; hans kunstlede «kanones», fattige
paa egte følelse, betegner overfor Romanos’ sange en
paatagelig klassicistisk reaktion. Johannes staar paa
overgangen mellem de græske kirkelige forfattere fra de
første 8 aarh. e. Kr., som tilhører hele den kristelige
kirke, og de følgende tiders skribenter, som væsentlig
giver udtryk for, hvad der rører sig i den specielt græske
kirkeafdeling. — 3. Det 9—11 aarh. udgjør en
gjenreisningens tid. Som en følge af tabet af provinserne
koncentrerede det aandelige liv sig om hovedstaden.
Her grundlagdes et universitet for filosofi,
naturvidenskaber og filologi (863). Og fra denne by, som nu for
lange tider kom til at danne et bolverk for den
kristelige civilisation, blev der hos slaverne og
kaukasus-folkene vundet nye plantesteder for den græske aand.
Det 9 og 10 aarh. karakteriseres forøvrigt nærmest ved
gjenopdagelsen og samlingen af den gamle græske
litteraturs verker, ved udarbeidelsen af ekscerpter, ordbøger
o. s. v. Det fornemste navn er her Fotios (9 aarh.),
patriark i Konstantinopel, den samme mand, som
skjær-pede divergenserne mellem grækere og latinere til
uforsonlig modsætning; hans «bibliotek» udgjør
middelalderens vigtigste litteraturhistoriske verk. Denne mands
litterære virksomhed fortsattes af den lærde erkebiskop
Byzantinsk musik—Byzantinske mynter
Arethas fra Gæsarea (10 aarh.) og keiser Konstantin VII
Porfyrogennetos (10 aarh.). Resultaterne af alle disse
lærde studier samledes i det 11 aarh. af den alsidig
interesserede og dannede Mikael Psellos, som desuden
har gjort sig høit fortjent af den platonske filosofi. —
4. Det 12—15 aarh. er en høirenaissancens og
humanismens tidsalder. Blandt forfatterne maa fremhæves
keiserdatteren Anna Komnena (12 aarh., s. d.) samt
Eustathios fra Thessalonika (12 aarh.), den utrættelige
advarer mod klosterlivets forsumpning, og metropoliten
i Athen Mikael Akominatos (ca. 1200), der bl. a. har
forfattet talrige homilier. Ellers dyrkedes i denne periode
baade den erotiske fortælling, «romanen», den satiriske
digtning og dramaet («Kristi lidelse»). Samtidig hermed
vandt den lærde atticistiske retning frem til en endnu
mere dominerende stilling end tidligere. Denne
byzantinske humanisme har som bekjendt befrugtet den
vesteuropæiske, der dog havde langt mere sans for den
gamle græske kulturs dybe indhold og store skjønhed
end den byzantinske. I det 14 aarh. er den mest
fremtrædende skikkelse Nikeforos Gregorås, en mand, der
med sin omfattende viden minder om Psellos. Lige til
det sidste dyrkedes den tidshistoriske skildring af mænd
som Dukas, Georgios Frantzes og Laonikos Ghalkondyles
(samtlige i 15 aarh.). — 5. Medens den høiere litteratur
med sit gammeldags høitidelige skriftsprog fjernede sig
stadig længere fra det pulserende liv, fandt dette et
udtryk i folkelitteraturen, som benyttede det levende
folkesprog. Den møder os først paa poesiens omraade med
kjærlighedssange, eventyr, helgenfortællinger o. s. v.
Desuden finder vi store episke digtninger, f. eks.
heltedigtningen om Digenis Akritas (Digenis, d. e. af dobbelt
oprindelse, hans fader var muselman og hans moder kristen;
Akritas, d. e. grænseforsvarer, «markgreve»); eposets
ur-typus stammer fra det 13, muligens endog fra det 12
aarh. Af prosaskrifter kan nævnes historien om
filosofen Syntipas (identisk med de Syv vise mestere) og
«Ka-lilah og Dimnah»; fortællingsstoffet stammer for begges
vedkommende fra Indien; overhovedet gjør i
folkelitteraturen orientalismen sig paa mange maader gjældende. —
Den græske litteratur i tyrkertiden (1453—1821) er i det
store og hele et tro speilbillede af de bedrøvelige ydre
forhold. Og hvad nutiden angaar, fremviser den, som
ovenf. bemerket, samme kløft i sprog og litteratur som
fortiden. Først naar denne kløft udfyldes, vil den græske
litteratur kunne gaa en lysende fremtid imøde. [Af
studiet af den b. 1. har særlig gjort sig fortjent Karl
Krumbacher, til hvis forskninger denne oversigt støtter sig.]
Byzantinsk musik, den græsk-katolske kirkes gamle
musik, som synes at have sine rødder i den antike
græske tonekunst, samtidig med at den har havt stor
indflydelse paa musikens udvikling i Syd- og
Vest-Europa. Først i nyeste tid er studiet af b. m. begyndt,
men da det maa bygge paa et vidtløftigt
haandskrift-materiale, der er spredt i Østens klostre, har det store
vanskeligheder at overvinde. De betydeligste forskere
er dr. Pierre Aubry (Paris) og I. A. Gaisser (Rom).
Byzantinske mynter er pengestykker af bronce,
guld eller sølv, som prægedes i det. østromerske rige og,
spænder over tiden fra keiser Arcadius til rigets
undergang ved tyrkernes erobring af Konstantinopel (395—
edulcorate édulcorer ®
forsøde.
eel (e) (fiske) aal.
efeu - ® Epheu m — © ivy
— ® lierre m.
eiface ©, effacer ® udslette;
® ogs. fordunkle.
eifarer ® bestyrte, forvirre,
effaroucher ® skræmme,
effect © virkning; kraft; (pi)
effekter, løsøre; bevirke; udrette,
iverksætte.
effectif (D haandgribelig; m,
(hærs) virkelige styrke.
elfective @ virksom; effektiv;
tjenstdygtig.
efFectuer ® iverksætte, udføre,
effekt se virkning.
effektjageri — (t) Effekthasctierei f -
© straining after effect — (g amour
(m) de l’effet; pose f.
effekter - (t) Effekten pi,
Pas-sagiergut n - © effects, chatteis
- (g effets, objets m pi.
effektiv — ® effektiv,
that-sachlich - © effective, efficient
-® effectif.
effektuere — (t) effektuieren,
ausfiihren — © effect, execute —
(f) effectuer, exécuter.
effeminacy ©, effémination
® f, kvindeagtighed.
effeminate ©, efféminé ®
kvindeagtig, blødagtig.
eflfervesce © bruse (op),
effervescence © & (f) f,
(op)-brusning.
effervescent ©&® brusende^
gjærende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
