Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark ... - Ordbøgerne: F - fordægtig ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
48 Danmark
612
menter); af gotisk skulptur findes talrige udskaarne, malte
og forgyldte alterskabe, dels udenlandske, dels udført i
D. (altertavlen i S. Knuts kirke i Odense af lybeckeren
Klaus Berg og i Slesvig (1514—21) af dansken Hans
Briigge-mann). Maiede ornamenter forekom allerede i 11 aarh.s
trækirker (bjelken fra Hørring kirke). Af særlig
interesse er kirkernes talrige kalkmalerier, de bedste fra den
romanske tid (11—12 aarh.), men ogsaa fra den gotiske
tid og renaissancen. — Med reformationen holder
renais-sancen sit indtog i holl. og tysk dragt; dog faar den sit eget
danske præg under Fredrik II og særlig under Kristian IV
(arkitektur: Kronborg, Fredriksborg, Rosenborg, børsen
i Kbli.). Som materiale brugtes teglsten med baand,
gesimser, vindusomfatninger og gavle af huggen
sandsten. Den rige byggevirksomhed og store pragtlyst førte
til større udl3redelse af skulptur (den hollanske familie
Steenvvinchel; skulpturerne til Fredriksborg af
hollænderen Adriaen de Vries). De store gravmonumenter
udførtes i udlandet (Kristian III’s og Fredrik U’s i Roskilde,
Fredrik I’s i Slesvig). Fra nu af frigjør malerkunsten
sig fra kirken. Det ældste danske portræt er Kristian U’s,
malet af flamlænderen J. v. Mabuse (1515). D.s første
faste verdslige maler er J. Binck. Ellers udmerkede sig
den danske M. Lorich, der ogsaa vandt navn i udlandet
som kobberstikker; desuden virkede flaml. Hans Knieper
(d. 1587) og Tycho Brahes maler, T. Gemperlin (tysk),
Paa Kristian IV’s tid fandtes en hel dansk malerskole,
dels af mer eller mindre nationaliserede hollændere: P.
Isaksz (1569—1625), K. van Mander II (d. 1623) og K. van
Mander III (d. 1670), A. Wuchters (d. 1683), R. Pietersz
(d. 1649), J. Goning (ca. 1650—ca. 1720), J. van Doordt
og H. Dittmarsz (d. 1677), de to sidste tyske, dels af
danske uddannet i udlandet: R. Thim (d. 1639) og B.
Keil (1625—87). — Medens indtil Fredrik III’s død (1670)
særlig hollandsk indflydelse havde gjort sig gjældende,
blev under Kristian V fransk toneangivende, skjønt ogsaa
hollandsk og italiensk indflydelse spores (Fredriksberg af
v. Platen, Charlottenborg, Amalienborg, Vor Frelsers kirke
paa Kristianshavn). Ogsaa i skulpturen spores fransk som
hollandsk paavirkning (Kristian V’s r^^tterstatue af A. G.
l’Amoureux, gravmonumenter tilskrevet hollænderen Th.
Quellinus). Af malere kan nævnes de franske B. Gofl"re
{d. 1722) og J. d’Agar (1642—1715). — Under Kristian VI
begynder rokokoens herredømme (Kristiansborg af
Hauser, Hirschholm af Thurah). Ved siden af den danske
maler H. Krogk (1671—1788) og den norske
elfensbens-skjærer M. Berg (1666—1739) arbeider indkaldte
udlændinger (billedhuggeren Petzold, de tyske malere Wahl
og Tuscher, italieneren Miani). — Under Fredrik V
udvidedes den i 1754 grundlagte kunstskole til
kunstakademi, der i begyndelsen lededes i fransk retning (med
den franske billedhugger Saly som direktør). Den franske
arkitekt Jardin betegner overgangen fra rokoko til den
antikiserende Louis XVI (Marmorkirken, fuldført 1894,
Fredrik V’s rytterstatue paa Amalienborg plads). Af
portrætmalere virkede svensken Pilo (1711—73) og den
udmerkede danske maler Vigilius Erichsen (1722—82).—
Fra 1772 lededes akademiet af danske kunstnere
væsentlig i antikiserende aand. Denne retning tilhører
arkitekterne Harsdorff (1735—99), K. F. Hansen (1756—1845,
ombygning af Kristiansborg, Vor Frue kirke) og P. Malling
fordægtig—fordærvet
(1781—1802), billedhuggerne Wiedewelt (1731—1802) og
Thorvaldsen (1770—1844). Malerkunsten lededes ved
akademiet af den lærde og formelle Abildgaard (1743—
1809). Den akademiske retning tilhorer ogsaa Gai’stens
(1754—98) og Kratzenstein-Stub (1783—1816). Den
udmerkede portrætmaler J. Juel (1745—1802) og E. Pauelsen
(1749—90, historiebilleder, portræt og genre) var de første,
der havde sans for gjengivelse af dansk natur. — Med
Eckersberg(1783—1853) brød naturstudiet igjennem,
hvorved der grundlagdes en national dansk malerkunst af en
fordringsløs borgerlig, intim, troværdig karakter. Som hans
elever udgik fra akademiet en hel ny dansk
malergeneration: G.A.Jensen (1792-1870), M. Rørbye (1803-48),
W. Bendz (1804—32), Gonstantin Hansen (1804—80), A.
Muller (1811—44) og de to interessante og fremragende
kunstnere Wilh. Marstrand (1810—73) med sine
fantasirige og humørfyldte genrebilleder og tegninger og G.
Kobke (1810—48), en betydelig malerisk begavelse.
I skulpturen behandlede Freund (1786 —1840) emner
af nordisk mytologi i græsk-antikiserende aand, den
fine, lyriske A. Jerichau (1816—83) gik i mer realistisk
retning og H. V. Bissen (X798—1868) fik særlig
indflydelse som lærer. I arkitekturen var den tyske Hetsch
(1788—1864) empirens forkjæmper; Bindesbøll (1800—56)
har æren af det smukke Thorvaldsens museum; af
brødrene Hansen arbeidede den yngre Teofilus i Wien;
Herholdt og Meldahl sluttede sig til renaissancen; N. S.
Nebelong gjenopførte Viborg domkirke. I malerkunsten
fortsætter det nationalt hjemlige som grunddrag.
Teoretisk hævdedes dette standpunkt i 1840-aarene kraftig
af kunsthistorikeren Hø3^er. I landskabsmaleriet bringes
det til udførelse af J. T. Lundbye (1817—75\ P. G.
Skovgaard (1817—75), V. Kyhn (1819—1903), G. Rump (1816
—80) o. fl., i folkelivsskildringer af J. Sonne (1801—90),
senere af G. Dalsgaard (1824—1907), J. Exner (1825—),
F. Vermehren (1793—1869) o. a. Ved siden af den
nationale skole holdt en del kunstnere paa en mere
alm. europæisk kunstretning. Fremdeles søgte mange
danske kunstnere til Italien. Den fantasifulde tegner
L. Frølich (1820—) paavirkedes af tvsk kunst (Richter);
historiemaleren G. Bloch (1834—90), L. A. Schou (1838
—67) o. fl. er ogsaa «europæere». Fra ca. 1878 blev det
ikke længer Italien, men Paris, der blev de danske
kunstneres valfartssted; særlig søgte de Bonnats atelier.
Det er friluftsmaleriets og naturalismens tid. Som lærer
i fransk teknik fik den koloristisk begavede Tuxen stor
indflydelse. Mesteren i moderne friluftsmaleri er Krøyer;
M.Ancher malte natur og fiskerliv paa Skagen, Anna Ancher
skildrede livet indendørs, V. Johansen det danske
familieliv; den nye teknik, men delvis med større indrømmelser
til fantasien, har illustratoren og radereren H. N. Hansen,
den farveelskende skildrer af Leonora Ghristines liv
Zahrtmann, den lyriske illustrator A. Jerndorfl",
Holbergillustratoren H. Tegner, V. Hammershøi, maleren af de
fine, intime interiører i sølvgraa toner, og de beslegtede
kunstnere Ilsted og Holsøe; samme retning tilhører J.
Paulsen, der ynder at skildre kampen mellem dagslys
og lampelys, E. Henningsen, Ring o. m. a. Hele denne
malergeneration har tilegnet sig den franske tekniks
overlegenhed uden at give afkald paa sin nationale
karakter. Af nyere billedhuggere kan særlig nævnes V. Bissen.
- ^ej lise Uiicrease; of price — (fj
(r)enchérissement m.
fordægtig se mistænkelig,
fordæk — ® Vor(der)deck n
- (e) fore part of the deck - (f)
pont (m) d’avant.
fordækt - ® verdeckt, -stohlen
- (e) covertly — (f) déguisé,
mas-qué; (spille f.) couvrir son jeu.
fordærve — ® verderben —
@ spoil, damage, (moralsk)
cor-rupt, deprave; (blodet) vltiate;
disorder, derange; (glæden) disturb,
mar — (g gåter, corrompre;
abt-mer , endommager; détériorer;
altérer; troubler (la joie de);
(moralsk) ogs. dépraver, démoraliser,
pervertir.
fordærvelig — (t) verderblich
- @ pernicious, ruinous, fatal -
(fjpernicieux; ruineux, malheureux;
fatal, funeste; démoralisant,
cor-rupteur.
fordærvelse — ® Verderben,
-derbnis n — (e) corruption,
depravation, depravity; vitiation —
® perte, ruine; corruption f;
en-dommagement m ; détérioration;
altératlon; (moralsk) ogs.
déprava-tion, démoralisation; pei’versité f.
fordærvet — (^ (sien) zuTode
(langweilen, lachen) - (e) (hurt)
severely (by beating), (be) ready to
die (With laughing), (work one’s
seif) to death - (f) (arbeide sig f)
se tuer å force de travailler; (kjede
sig f.) å mourir ; (le sig f.) mourir
(crever) de rire; (se blesser)
mor-tellement (en tombant).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
