Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Døden ... - Ordbøgerne: G - Geklirr ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1065
Døden—Dødningehænder
1066
Geklirr—gelassen
Døden. 1. (I bildende kunst.) D.s magt har fundet
de forskjelligste gribende udtryk i kunsten, gjerne i
tilslutning til digterne. Hebræere, persere og arabere har
dog ingen billedlige fremstillinger af d. Ægypterne kjendte
ingen personifikation af d., men i vignetterne i
«Døds-bogen» (s. d.), i gravkamrenes malerier o. a. st. fremstilles
ofte begravelsen, dommen over den døde, ankomsten til
elyseum og andre scener af livet efter døden. I
afbildningerne af dommen ser man, hvordan den afdøde ved
sin indtræden i domshallen modtages af sandhedens
gudinde, og hvordan guderne Horus og Anubis prøver
hans hjerte paa vegten, medens guden Thot staar færdig
til at meddele resultatet til guden Osiris, som er
præsident for de 42 dommere. Oldtidens grækere fremstillede
d. (Thanatos) som søn af natten, søvnens (Hypnos’) broder,
i den ældre tid som en gut, hvis legeme er sort (medens
søvnens er hvidt; Pausanias’ beskrivelse af
Kypselos-æsken; Paus. V, 18; 7 aarh. e. Kr.), i det 5 aarh. som en
kraftig mand (vasemalerier) og i den alexandrinske kunst
som Eros med sænket eller slukket fakkel
(San-Ildefonso-gruppen). Oftest er det sørgmodige ved tanken paa d. i
græ. kunst mildnet ved indirekte fremstilling af d.: den
dødes afsked fra familien eller den døde omgivet af det,
som var ham kjært i livet; saaledes i malerierne paa
de hvide atheniensiske gravlekyter og i de skjønne,
vemodige relieffer paa steler (gravstene). Medens man i
oldtiden tænkte sig d. som gudernes sendebud, der
hentede menneskene fra livet, fremkom forestillingen
om d. som fiendtlig magt først i middelalderen. D.
fremstilledes da som indskrumpet lig (endnu paa Durers
stik «Ridderen, døden og djævelen» (se Diirer, illustr.),
1513), som vildmand (Diirer), som kvinde (furie) med Ijaa
(paa vægmaleriet «Il trionfo della morte» i Pisas Campo
santo, ca. 1300), men oftest som skeiet (f. eks. i Holbeins
«Dødsdans», 1538), snart med Ijaa, snart i kriger- eller
jægerdragt, ridende paa en hest eller en løve.
Forestillingen om d. som slaattemaiid findes allerede hos
hebræerne (Job 5, 26; Jer. 9, 22). D. med Ijaa og timeglas
fastslaaes først som traditionel type i det 16 aarh. I
nyere kunst er d. oftest afbildet som skeiet (af Rethel,
Klinger, Bocklin (s. d., illustr.), Sattler, Rops o. m. a.),
men ogsaa som sorg over de døde (Bartholomés
«Monument aux morts», 1895—99; paa Pére Lachaise i Paris)
eller paa anden indirekte maade (f. eks. Klingers
raderinger «Vom Tode»). Skeletter forekommer ogsaa i antik
kunst, men da ikke som personifikation af d. selv, men
som repræsentanter for de afdøde, saaledes paa 4
sølvbægere fra omkr. Kristi fødsel fundet 1895 i Boscoreale
ved Pompeji (nu i Louvre); skeletterne er betegnet med
navne paa græske filosofer, digtere og kunstnere, og
fremstillingen minder meget om middelalderens «danse
macabre». I japansk kunst forekommer humoristiske,
dansende skeletter. Ligesom det sørgmodige «nyd
øie-blikket, imorgen kan du dø» lyder i den livstrætte
ægypters samtale med sin sjæl (fra «mellemrigetca. 2000—
1800 f. Kr.; samme tanke kan i ægyptiske tekster følges
tilbage lige til ca. 2500 f. Kr.), i japanske mundheld, i den
persiske digter Omar Ghajjams (d. 1123 e. Kr.) «rubaijat»,
paa sølvbægrene fra Boscoreale, i Horats’ og Lorenzo de’
Medicis digte, saa har d. fra oldtid til nutid fundet
analoge fremstillinger i bildende kunst (jfr. Døds bogen
og Dødsdans). — 2. D. bliver i folketroen
personificeret til et væsen, som kommer og henter
menneskene med sig (jfr. Dødsdans). Men d.s følge eller
tog knytter sig ikke gjerne til d. selv, men til andre
væsener. I Norge er det Gudrun Gjukedotter, som rider
i spidsen for dødstoget (oskoreien, s. d.). I Sverige,
Danmark og Tyskland er det Odin, der som dødsgud
jager frem gjennem luften med et følge af dødninger.
Hos de gamle islændere omtales en dødsgudinde, som
slæber menneskene med sig bundet til en hestehale.
De gamle heleneres færgemand for de døde, Gharon, er i
den nygræske folketro blevet til fører for dødstoget.
Til d. knytter der sig hos naturfolkene en mængde
overtroiske forestillinger. Man tror, at sjælen i
døds-øieblikket smutter ud af legemet i form af en liden sky,
slange eller mus. Man aabner døren til dødskammeret,
saa sjælen kan komme ud, og man iagttager visse
forholdsregler, saa den ikke skal vende tilbage. Jfr. D ø d
s-bogen og Vilde jæger.
Dødfødt er ethvert barn, der fødes dødt (el. skindødt
uden at blive kaldt tillive igjen) efter den 28de
svangerskabsuge (fødes et dødt barn før denne tid, er dets
fagmæssige betegnelse en abort, s. d.). Hyppigst indtræder
døden under selve fødselen, fordi denne varer for længe
(f. eks. ved trangt bækken), eller fordi moderkagen løsner
for tidlig o. a. Men tildels kan døden ogsaa være
ind-traadt kortere eller længere tid før fødselen; dette kan
skyldes syfilis, men ogsaa andre s^^gdomme hos moderen.
Dødfødte. I den norske statistik regnes alene som
d. de børn, der fødes uden liv. Fostre, født inden den
28de uge, medregnes ikke blandt d. D. udgjør 2.4 pct.
af samtlige fødsler. Der er flere d. blandt gutter end
blandt piger. Blandt børn, der fødes udenfor egteskab,
er d. betydelig hyppigere end blandt børn i egteskab.
Dødgang, den bevægelse, en maskine paa grund af
tilstedeværende spillerum kan udføre i forhold til en
anden, mod hvilken den skulde slutte tæt. Benyttes
ogsaa istedetfor betegnelsen tomgang, som er den del af
en maskines bevægelse, hvorunder den ikke udfører nyttigt
arbeide, f. eks. ved høvelmaskiner tilbageføringen af staalet
for ny snitbevægelse.
Dødhoved el. s t i g e h o v e d er en tilvekst til en forms
hulrum, hvori metallet (støbejern, bronce) kan stige op
under støbningen. I d. samler sig urenheder (slagg) og
gasblærer, og d. tjener ogsaa som magasin og trykøger
for den egentlige form. Metallet i d. fraskilles fra den
støbte gjenstand efter størkningen.
Dødkjød bruges populært om bunden og randene af
saar, naar de viser liden tilbøielighed til at tilhele og
derfor antages at «være lidet liv i».
Dødkoller, se Koller.
Dødmalet. Papirmasse o. 1. siges at være d., naar
findelingen er drevet videre end hensigtsmæssig.
Dødningbille (blaps moriisaga), en ganske sort,
henved tommelang bille, der lever i kjeldere o. a. mørke
steder, hvor den nærer sig af organiske affaldsstoffe.
Overtroiske mennesker har ment, at den skulde varsle
dødsfald i huset, deraf navnet.
Dødningehænder (alcyonidæ), familie af de 8-armede
koraldyr. Fastsiddende kolonier af blød til halvfast
konsistens og uregelmæssig klumpet form, med finger-
Geklirr ® n, klirren, klingren.
Gekluft ® n, kløfter.
Geknatter ® n, knagen, bragen.
Geknirsche ® n, knirkeri;
gnidsel.
Geknister ® n, knitren, raslen.
Gekoller ® n, rumleri, buldren,
gekornt ® kornet.
Gekose ® n, snak, passiar;
kjærtegn, kjæleri.
Gekrach ® n, knag(en),
brag-(en).
Gekrachze ® n, skrig:en).
Gekratze ® n, kradsen,
skraben.
GekrMusel ® n, krusning.
Gekreisch ® n, hvin(en);
skrigen; piben.
Gekribbel ® n, kriblen,
myldren.
Gekritzel ® n, fæl klo, kragetær.
Gekrdse ® n, kalvekrøs;
indvolde; kraaser.
Gekiisse ® n, kyssing,
gel ® m, frost.
Gelache, Gelåchter ® n,
latter.
Gelag ® n, gilde, lag. ins G.
hineinreden snakke bort i natten,
gelahrt ® lærd.
Gelalle ® n, lalling.
Gemnde ® n, landstrækning,
landskab; terræn.
Gemnder ® n, gelænder,
ræk-verk; espalier.
gelangen ® komme, naa (frem,
til et maal).
. Gelarm ® n, larm, støi.
Gelass ® n, rum, værelse,
gelassen ® rolig, sindig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
