Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eriksen ... - Ordbøgerne: H - hagtorn ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1397
Eriksen—Eri^nyerne
1398
hagtorn—haire
(Fot. af L. Szacinski.)
Alfred Eriksen.
amt, 1891, doktorgrad i filosofi med «Vilje, en
psykologisk afhandling» 1896, siden 1899 ordfører i Karlsø.
Begyndte fra nytaar 1902 udgivelsen af bladet «Nordlys»,
som han fremdeles (1908) redigerer; stiftede s. a. Tromsø
amts arbeiderforening paa socialistisk grundlag og har
hele tiden senere været dens formand. Medlem af
stortinget siden 1903; i 1905 medlem af specialkomiteen.
E. er den
socialdemokratiske fraktions fører. Som
saadan og i kraft af sine
betydelige egenskaber
som agitator er han en af
de mest bemerkede
personligheder i samtidens
politik i Norge. E. er
frygtløs og aggressiv, sine
partiformaal varmt
hengiven og, som det synes,
en uforsonlig modstander
af de «borgerlige»
partier. I kulturspørsmaal
indtager han et
frisindet standpunkt. Foruden
den ovennævnte
doktorafhandlinghar E.offentlig-gjort«ReligionsbiIlederog
kulturskildringer» (1901),
«Lovbok f folket» 1(1903),
«Sletten-saken»(1906)etc.
Eriksen, Jørgen (1535—1604), n. biskop, f. i
Haderslev, var slotskapellan paa Bergenhus 1560—66, studerede
derefter flere aar i Tyskland, erhvervede magistergraden
og blev i 1571 «superintendent» i Stavanger. Som saadan
arbeidede han med stor nidkjærhed og dygtighed paa
at gjennemføre den nye kirkeorden, bragte kirketugten
paa fode, forbedrede skolen, restaurerede den forfaldne
domkirke og førte gjennem regelmæssige visitaser tilsyn
med presterne og menighederne i sit stift. Til brug for
presterne udgav han en for sin tid yppedig samling
prækener over Jobs bog. Han blev begravet i Stavanger
domkirke, hvor hans billede endnu findes. [Litt.: Faye,
«Magister Jørgen E.» (1859); A. Chr. Bang, «Den norske
kirkes historie i 16 aarh.» (Kra. 1894).]
Eriksen, Richard (1869—), n. teosof og forfatter,
tog 1889 andeneksamen og kastede sig deret’ter med stor
iver over studiet af okkultisme og spiritisme, hvorom
han har udgivet flere skrifter; «Det oversanselige», «Sjælens
gaade» og «Spiritismen, dens rette betydning og værd».
Er senere gaaet over til teosofien og har foruden talrige
artikler af religiøst og filosofisk indhold i pressen
offentliggjort «Livets mening», «Kristus og vor tid», «Indledning
til teosofien» (en samling af foredrag). Er ved siden
heraf formand i Teosofiske samfunds Kristiania-loge.
Eriksgata, den reise, de sv. konger fordum foretog efter
hyldingen paa Mora ting i Upland «rättsyles» (med solen)
gjennem de seks andre landskaber, Södermanland,
Öster-götland, Småland, Västergötland, Närke og Västmanland.
Ved hver landskabsgrænse modtoges kongen og førtes til
hylding paa tinget. Karl IX red 1609 den sidste E. Navnets
oprindelse er uvis, maaske betyder det «al rigets vei», men
er vist snarere udledet af Erik (maaske Erik den hellige).
Eriks sjællandske lov er en paa Valdemar Seiers tid
ad privat vei fremkommen, paa dansk affattet samling
af de inden det sjællandske landomraade gjældende
retsregler («retsbog»). Indholdet er tildels fælles med
Valdemars sjællandske lov, nemlig forsaavidt angaar de
til familie-, arve- og strafferet hørende emner. Men
desuden har E. s. 1. visse afsnit af processen,
landboretten, regler om overdragelse af fast eiendom, mandebod
o. s.v. E. s. 1. blev 1505 udgivet i trykken og fortrængte
derved i det væsentlige Valdemars sjællandske lov af
retsbrugen.
Eriksson, Jakob (1848—), sv. botaniker, studerede
først planteanatomi, derefter fysiologi hos den berømte
plantefysiolog, professor Pfeffer i Tübingen. Hans interesser
gik dog allerede tidlig i landbrugsbotanisk retning, og de
fleste af hans arbeider behandler emner fra dette omraade.
Mest bekjendt er hans mange afhandlinger over de dyrkede
veksters sygdomme. I 1885 blev E. ansat som Kgl.
landt-bruksakademiens växtfysiolog og udnævntes kort efter til
professor.
Eriksson, Josse, se Josse Eriksson.
Eriksson, Kristian (1858—), sv. billedhugger.
Ernærede sig længe som ornamentbilledhugger, bl. a. i
Hamburg (1877—83), studerede i Paris (fra 1883) og
arbeidede i Falguières atelier (1884—87). Ernærede sig
ogsaa ved arbeide for kunstindustrielle verksteder og
som medhjælper for andre billedhuggere (Hasselberg o. a.).
Debuterede paa Salonen i Paris 1888 med «Martyren».
Portrætskulptur og monumentale grupper i marmor,
statuetter i træ og bronce, dekorative arbeider i sølv,
møbelforsiringer o. s. V. Har i sv. billedhuggerkunst indført
svenske folketyper og motiver fra det moderne liv (pige,
som aker paa kjelke).
Eriksson, se ogsaa Ericsson.
Eriksvisen, et gi. sv. digt af omstridt alder. Den
fortæller, at Erik, «den første kong i Göthe landett wijde»,
sender mænd til et hidtil udyrket land (Vetala), og efter
disses konge, Dan^ faar landet navnet Danmark. E.
offentliggjordes først (paa latin) af den svenske
historieskriver Johannes Magni (d. 1544); enkelte forskere fører
den tilbage til 13 aarh.; P. A. Munch sætter dens
oprindelse til 1450 ; H. Schück betragter den som oversættelse
af det latinske digt hos Johannes Magni.
Erik Thorvaldssøn den røde, se Eirik raude.
Ërin, keltisk navn paa Irland.
Erinaeeus, se Pindsvin.
Erindring kaldes den med gjenkjcndelse forbundne
vilkaarlige eller uvilkaarlige gjenfrembringelse af
forestillingen om noget tidligere oplevet (se Hukommelse).
Eri’nna, græ. digterinde, yngre veninde af Sappho,
hos hvem hun levede i Mytilene paa Lebos (andre lader
hende have levet senere); E. døde ugift, 19 aar gammel;
kun smaa brudstykker af hendes digte er bevaret.
Eri^nyerne var efter oldgræske sagn hevnende og
straffende guddomme, som forfulgte grove forbrydelser
og overhovedet for den moralske følelse var
personlig-gjørelser af gjengiendelsen, som tidlig eller senere
rammer synden. De udfører saaledes Zeus’ vilje, men har
hjem i underverdenen. Især tænktes de at straffe mened
og modermord. De forfulgte Orestes, da han for at
hevne sin fader Agamemnons død havde dræbt sin
hagtorn - ® Hage-,
Weissdorn m - © liawthorn - (f)
aubépine f.
ha-ha (e), haha ® m,
udsigts-hul (i hegn),
hahé (f) stille!
Häher (t) m. nøddeskrike.
Hahn ® m, hane; han (af
sangfugle). H. im Korbe ene
hane i kurven. H.enfuss m.
hanefod, -fjed; kraaketær;
ranunkel. H.enruf, -sang, -schrei
m, hanegal.
Hahnrei ® m, hanrei.
hai - ® Hai(fisch) m — ©
shark — (f) chien de mer, squale ;
requin m.
haie (f)f, hegn, gjærde: række,
spalier; p logaas.
haïe (f) hyp.
hail © hagl; (lade det) hagle
(med); hilse; praie; praining;
raab(e); vel mødt! h. from
(angive sig som) komme(nde) fra, høre
hjemme i, paa.
haillon (g m, fllle, pjalt.
Hain ® m, lund, lystskog.
haine ® f. had.
haineux (f) hadefuld, hadsk,
hair © haar, h.breadth haars-
mon, -bred. h.breadth escape
knap redning, h.-dresser frisør,
h.-glove (hestehaars)
frotterhan-ske. h.iness haarethed. h.-moss
bjørnemose. h.-seating
heste-haarsbetræk. h.-wash haarvand.
hairy haaret, hairy side
narvside.
haïr (f) hade.
haire (f) f, bods-, haarskjorte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
