Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eunomios ... - Ordbøgerne: H - hearth ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1475
hebeln—Heck
rømtest er «Medeia», «Hippolytos», «Elektra», den tauriske
og den auliske «Iphigeneia» og «Bacchantinderne». I
behandlingen af det mytol. stof, som E. tog op, gik han
meget frit tilverks, omformede sagnene, som det passede
ham, ogsaa saaledes, at personerne kunde blive talerør
for hans egne og hans samtids filosofiske idéer, Athens
«oplysningstidsalders» (ogsaa politiske spørsmaal fra sin
egen tid lader han dem drøfte). Modsætningen mellem
personerne og deres idéer virker ofte stødende, og tragedien
har herved mistet det ophøiede præg, den havde hos
Aischylos og Sofokles. Til gjengjæld afspeiler E.s verker
i langt høiere grad det virkelige menneskeliv, og han er
derved blevet forbillede for den yngre attiske komedie.
Hans svaghed er opbygningen af dramaet: han kan ofte
ikke skabe den rette
eksposition, men maa
tage sin tilflugt til at
oplyse tilskuerne) og
læserne) ved en prolog,
d. e. en enetale, hvori
en person meddeler
tilhørerne stykkets
forudsætning og gang. Til at
løse knuden bruger han
ofte et ydre middel, en
deus ex machina (s. d).
Koret spiller hos E. ikke
længer nogen stor rolle;
korsangene er en ydre
pynt for dramaet, ingen
væsentlig bestanddel
deraf Sin styrke har han
i udførelsen af den
enkelte scene, der ofte
virker med vældig kraft,
og især i skildringen af
de menneskelige lidenskaber, først og fremst kjærligheden ;
og her har han i verdenslitteraturen gjennem Seneca og
den franske tragedie faaet den største indflydelse. [Lift. :
«Medeia», overs, metrisk af F. Gjertsen, Kra. 1892. Dansk
overs, ved Wilster og Christensen-Schmidt.]
Euri’pOS, den smaleste del af sundet mellem øen
Eubøa og det græske fastland. Navnet, i sin moderne
form Egripo, benyttes nu om selve øen. De gamle
paastod, at vandet 7 gange steg og 7 gange faldt i løbet
af døgnet, noget nutidens iagttagelser ikke har stadfæstet.
Euri’t, en meget finkornig bergart, som bestaar af
kvarts, feldspat og glimmer. Udbredt over store felter i
Sverige, hvor den ledsages af betydelige malmforekomster.
Europa var efter oldgræ. sagn datter af kong Agenor
(el. Foiniks) i Fønikien. Da hun en dag med sine
legesøstre plukkede blomster ved stranden, bortførte Zeus
hende i tyreham til Kreta. Her fødte hun Zeus de
berømte helte Minos, Rhadamant^’^s og (efter nogle sagn)
Sarpedon. Hendes sønner arvede efter sin stedfader,
kong Asterios, herredømmet over Kreta. Her æredes
ogsaa E. som gudinde.
Europa er den nordvestlige niendedel af «den gamle
verden». Af Eurasien (d. e. E. og Asien) ud gjør det
mellem femtedelen og sjettedelen. Om E.s grænse mod
Asien se Asien. Efter vort nuværende kjendskab til
Euri^pos—Europa
1476
Euripide
jordoverfladen vilde E. ikke være at regne som en
egen verdensdel, men kun som en del af Eurasien.
Forøvrigt er E.s grænser: Middelhavet (hvor dog
baade Gibraltarstrædet og havstykket mellem Tunis og
Sicilien skiller mellem, hvad der i en geologisk ikke
fjern tid har havt sammenhæng), Atlanterhavet og
Nordishavet. Af den tertiære landbro over til Nordamerika
staar Island og Færøerne tilbage. Af øerne i de nævnte
have regnes de fleste store øer i Middelhavet
undtagen Cypern til E., i det Ægæiske hav (Arkipelagus)
regnes Kykladerne til E., Sporaderne til Asien. I
Atlanterhavet og Nordishavet ligger imidlertid flere øer,
om hvis tilhørighed til E. meningerne er delt:
Azorerne, Island, Spitsbergen, Novaja Semlja o. a. — E.,
som selv egentlig kun er en fra Asien fremspringende
halvø, løber igjen ud i halvøer og øer som ingen anden
verdensdel (35 pet. af den hele flade), om end
fastlandets kystudvikling (1:3.5) staar under
Nordamerikas. Afstanden mellem det nordligste punkt, Nordkap
(71° 10’ 21", Knivskjælodden ved Nordkap 71° 11’ 8"),
og det sydligste. Kap Tarifa i Spanien, 36° n. br., er
omtrent 4000 km. Vestpunktet af fastlandet er Kap da
Roca udenfor Lissabon (9° 21’ v. 1. f. Gr.), af Irland
Dun-more Head (10° 26 v. 1.). I øst følger Ural den 60de
meridian, i nord bøiende østover til den 65de. —
Fladeindholdet er 10 mill, km.^, hvoraf halvøer
2 700 000 km.^ og øer 790 000 km.^ E., den
næstmindste af verdensdelene, udgjør saaledes mellem
og Vi5 af jordkuglens landflade, Vsi af den hele
jordflade. — I den mellemste del af tertiærtiden fik E.
sine hovedtræk, som veir og vand senere har udmeislet
videre eller afglattet. Fra hin tid er E. geologisk
delt i: 1. Vest- og Mellem-E. med høiere eller
lavere liggende flak. Dette falder i 3 zoner, løbende
fra sydvest til nordøst: a. E.s høie nordvestlige rand
mod det nordatlantiske ocean og det europæiske
Nordhav, nemlig de nordlige irske og de nordengelske
bjerge, de skotske høilande og, paa den anden side af
Nordsjøen, det mægtige norsk-svenske høifjeld. b. En
lavtliggende midtzone, indbefattende saavel det
sydengelske, det nordfranske, det nordtyske og det
dansksydsvenske lavland, som de grunde have den Irske sjø.
Kanalen, Nordsjøen og Østersjøen, c. En sydøstlig zone,
endnu mere udstykket end den nordvestlige, nemlig
indbefattende den spanske høislette, det franske
midtplateau, de mellemtyske fjelde, det polske bjergland.
2. Det østeuropæiske lavland, hvis 2 zoner er: a. Den
svensk-finske, af Bottenviken delte grundfjeldsflade («det
baltiske skjold») og b. det store russiske lavland. 3.
Sydeuropa eller Middelhavsegnene, som har faaet sit præg
af geologisk talt nyere fjeldfoldninger og
landindstyrt-ninger. Til denne zone hører Syd-, Øst- og
Nord-Spaniens foldefjelde, endvidere Alperne, Apenninerne,
Karpaterne og Balkanhalvøens fjelde, blandt hvilke sidste
mødes en afvigelse fra zonens almindelige
opbygnings-maade i det serbisk-makedoniske landflak, ligesom der
ogsaa enkelte andre steder indenfor zonen møder
afvigelser. — Ogsaa efter sit omrids og de omgivende eller
indtrængende haves oprindelse og deres dermed
sammenhængende dybdeforhold falder E. i tre dele: 1.
Nordvest-E.s halvøer og øer mellem grunde have,
alle H. (in Bewegung setzen)
himmel og jord. die H.
ansetzen tage fat.
hebeln ® løfte (med en
løftestang).
heben ® løfte, hæve; høine;
fremhæve ; reise (en bygning);
bortskaffe, eliminere, gehoben høiere
(stil), sich h. gaa op (i op); vige
bort.
Heber ® m, hævert,
héberger (f) huse.
hébété ® (m), (aands^sløv, idiot,
hébétement ® m, sløvelse,
sløvhed.
hébéter (f) sløve,
hebraisk — ® hebräisch
-© Hebrew; Hebraic — ® hébreu;
hébraïque.
hébraïser ® studere hebraisk.
hebræer - (t) Hebräer m —
(e) Hebrew — (f) Hébreu m.
Hebung (t) f, hævning,
løftning; svulmen; stigen; opførelse
(af bygning); fjernelse (af hindring);
(skatte)opkrævning; (mat.)
elimination; ophjælp; (pi) oppebørsler,
(stehende) fast indtægt.
Hechel ® f, (lin)hekle; snerp;
sting-, stængesild.
Hechelei ©f, (stadig) hegling;
nedrakning.
hecheln ® hekle (lin);
gjen-nemhegle.
Hecht (t) m, gjedde ; tyk
tobaksrøg; fyr, kar. H.bars(ch) m,
gjørs. h.grau blaagraa.
Heck ® n, indhegning, stakit;
grind; (sjøord) hæk. H.apfel m,
apald. H.buche f, hvidbøg. H.-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
