Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrige ... - Ordbøgerne: J - jujube ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
June—junior
o23
Frankrige
540
forsvundet igjen) kan nævnes: bourg, brique, écume, étalon,
gage, gant, hanap, honte, jardin, mât, rang, trêve, fauve,
frais, laid, riche; choisir, gagner, haïr, saisir o. s. v. Af
nyere germanske sprogformer har saavel høitysk som
nedertysk og navnlig engelsk leveret bidrag; særlig i den
nyeste tid gjør en sterk engelsk paavirkning sig gjældende.
En mængde ord er fremdeles optaget fra de nærstaaende
andre romanske sprog, provençalsk, italiensk og spansk;
den provençalske paavirkning er ligesaa gammel som
de ældste litteraturmindesmerker, den italienske
begynder med det 14 aarh., den spanske viser sig navnlig i
slutningen af det 16 og begyndelsen af det 17 aarh.
Ogsaa fra fjernere sprog som arabisk, tyrkisk, ungarsk,
russisk o. s. v, er der ad forskjellige veie optaget ord.
Af stor betydning er de litterære laan fra sprogets egen
fortid, fra latin, de saakaldte «lærde» ord, hvis
tilstedeværelse kan konstateres fra den ældste tid. I
mangfoldige tilfælde svarer til et fransk konkret ord et
abstrakt latinsk, f. eks. chauve—calvitie, vide—vacuité,
dimanche—dominical, pluie—pluvial o. s. v. — Det franske
skriftsprog har i hovedsagen holdt sig i den form, som
det fik i den klassiske periode (det 17 aarh.), medens
talesproget paa forskjellige punkter, særlig i syntaksen,
har fjernet sig derfra, saa der i vore dage er en betydelig
forskjel paa bogsprog og naturligt talesprog. [Litt,,:
Nyrop, «Grammaire historique de la langue française»
(I—III, Kbh. 1899–1908, hovedverk); Suchier, «Die
französische und provençalische Sprache und ihre
Mundarten» i «Grundriss der romanischen Philologie»
herausgegeben von Gröber (1 bd., side 712—840).] —
Litteratur. F.s litteratur falder i to dele, hvoraf den
ene, som vi her skal betragte, er fransk i egentlig forstand ;
den anden gaar ind under provençalsk (s. d.). — Efter
Galliens erobring ved romerne fortrængtes meget hurtig
det oprindelige keltiske sprog af det latinske, saaledes
som dette taltes af folket i de romanske lande, altsaa
ikke den klassiske latin, men vulgærlatinen. Siden bragte
frankernes invasion under folkevandringerne en betydelig
kontingent af germanske ord. De ældste litterære
gammelfranske tekster, som er os bevaret, gaar saa langt
tilbage som til det 9 aarh. og omhandler navnlig legendære
og bibelske personer; én af dem, «Alexissangen», har større
litterært værd. Men det originaleste og største, som den
gammelfranske litteratur har frembragt, er heltedigtningen,
eposet, de saakaldte «chansons de geste», den poetiske
etterklang af de første kongers kampe mod ydre fiender
og siden mod oprørske vasaller; de er udgaaet af ældre,
kortere, episke (ikke lyrisk-episke) kvad. Den berømteste
af disse «chansons de geste» er «Rolandssangen», som
forherliger Karl den stores tog i Spanien og høvdingen
Rolands død der. I den senere middelalder omsattes
mange af disse heltedigte fra vers til prosa, blev romaner
og folkebøger, saaledes «De fire Haimonsbørn». Ved siden
af dette nationale epos fandtes der romaner og
fortællinger paa vers, som behandlede keltiske emner (kong
Arthur og ridderne af det runde bord, Tristan og Isolde,
Lancelot, Perceval ; ogsaa disse udtyndes senere til uhyre
prosaromaner); det store forfatternavn i denne poesi er
Chrétien de Trøyes (12 aarh.). Andre digtcykluser
be-skjæftigede sig med antike temaer (Alexander, Troja,
Æneas); tillige udnyttedes, f. eks. af Gautier d’Arras, den
græske roman og byzantinske krøniker. Der opstod
endvidere et slags dyreepos, «Le roman de Renart», som
voksede sig frem til at blive en parodi paa de
aristokratiske og geistlige klassers liv. Til den borgerlige
digtning hører ogsaa de bekjendte fabliauer (eller fableauer,
som man har begyndt at kalde dem), raske fortællinger
paa vers, i alm. fra det daglige liv, beregnet paa at
more, ofte umoralske og uanstændige, paa moden i det
13 aarh.; flere er afRutebeuf.— Lyriken staar lavt i lange
tider. Det franske temperament er ikke meget i siegt
med denne genre. Af en oprindelig gammelfransk lyrisk
digtning findes nogle spredte spor i danse- og spindeviser.
Men den provençalske lyrik fremkaldte en udbredt
efterligning i Nord-F.; produktet blev imidlertid dødt og koldt;
til egthed og værd hæves genren først af poeter som Jean
Bodel, Charles d’Orléans og Villon; den sidste, fra det
ellers poesitomme 15 aarh., er F.s største digter i
middelalderen. — Tidens sterke hang til det belærende,
moraliserende og allegoriske gav sig et navnkundigt udslag og
ligesom et resumé i det store digt «Le roman de la Rose»
(13 aarh.; to forfattere). Første del er en slags
kjærlighedens kodifikation i provençalsk smag, omrammet af en
allegorisk handling med abstrakte begreber som personer,
desuden Amor og Venus; mest interessant er anden del,
hvis forfatter, Jean de Meung, viser sig i besiddelse af
en for middelalderen ualmindelig kraftig kritik og et
allerede temmelig udpræget naturfilosofisk syn.— Dramaet,
det alvorlige, udvikler sig af den kirkelige kultus, som
indeholdt talrige dramatiske elementer, der krystalliserede
sig til de saakaldte liturgiske dramaer, opført i selve
gudshuset. Efter dette forbillede opførtes religiøse stykker
ogsaa udenfor kirken; de kaldtes mysterier og mirakler,
de sidstnævnte gaves oprindelig til helgeners forherligelse.
I F. spilledes saadanne stykker allerede i det 12 aarh.
(«Adam», «Saint Nicolas»). Litterært staar disse
middelalderlige frembringelser ikke høit, men mysterierne fik
navnlig i det 15 og 16 aarh. en udbredelse, et glansfuldt
udstyr og en popularitet, som nationalt seet hæver dem
i klasse med det gamle epos. Moraliteterne var
allegoriske og moraliserende spil, baade alvorlige og af lettere
art. Det komiske drama synes delvis at staa i
forbindelse med antiken gjennem de folkelige, omstreifende
komedianter. En fremragende komedieforfatter i det 13
aarh. var Adam de la Halle fra Arras, det store
kulturcentrum før Paris; hans «Robin et Marion» har man
kaldt den første komiske opera. Samtidig findes spor til
farcen, som senere dyrkedes stedse ivrigere og i det 15 aarh.
satte sin skjønneste blomst i mesterverket «Patelin». —
Prosaen fremtræder allerede smukt udviklet hos det fjerde
korstogs historiker Villehardouin (12 aarh.); Joinville (13
aarh.) skildrer levende, gemytlig og koselig den hellige
Ludvigs korstog; flamlænderen Froissart skriver i det 14
aarh. sin pikante og maleriske krønike, og hans
modsætning faar vi en 100 aar efter i diplomaten Comines
farveløse, men skarpsindige og aandrige memoirer. — Det
14 og 15 aarh. viser paavirkning fra renaissancen,
saaledes som denne formedes i Italien og derfra gik ud over
hele Europa. I den senere middelalder er det Italien,
som overtager det kulturelle hegemoni; F., der havde
havt det før, kunde ikke opvise aander som Dante,
Petrarca og Boccaccio, desuden virkede følgerne af krig
led, nat; søm; (kritisk) tidspunkt,
øieblik
June © Juni.
jung (t) ung; frisk, das J.e,
ein J.es dyreunge.
, unge ® m, gut: læregut.
, ungemagd ® f, stupige.
ungen (t) kaste unger,
ungenhaft ® gutteagtig.
Unger (t) m, discipel.
jüngerhaft ® skolegutagtig.
Jungfer ®f, jomfru, mø; (zool.)
guldsmed. J.n werfen,
schiessen slaa smut. J.(n)knecht m,
jentedalt. J.(n)sucht f, blegsot.
jungferlich ©jomfruelig,
jomfrunalsk.
Jungfer(n)schaft®f, mødom;
svenddom.
Jungfernschwefel ® m, ren
svovl.
Jungfrau ® f, jomfru; mø.
jungfräulich (t) jomfruelig
Junggesell(e) ® m, ungkar;
pebersvend; yngste svend i et laug.
jungle (e) & (g f, djungel(krat),
vildnis.
Jüngling ® m, yngling, ung
mand.
jungmand — ® Jungmann,
Leichtmatrose m - © ordinary
(seaman) — ® novice m.
jüngst (t) yngst; nyest, senest,
sidst; nylig, nys = jüngstens,
jüngsthin.
juni - (t) Juni m - © June
- (f) juin m.
junior - ® & © junior - (?)
jeune; (i firmanavn) fils m.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
