Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland ... - Ordbøgerne: L - lygtemand ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1215
Grækenland
1221
lygtemand—lykke
vestlige og nordlige dele, tidt dog i uren form.
Keisertiden betegner forfaldet, her saavel som i hjemlandet, til
oplosningen indtræder og den endelige død med
kristendommens seier, 3—400 aar e. Kr. Men dens poetiske
og kunstneriske indhold har levet gjennem tiderne. —
Sprog. Det oldgræske sprog er et indoeuropæisk sprog;
man har tidligere ment, at det var særlig besiegtet med
latin ; dette kan dog ikke længere hævdes. Oldgræ. kjender
vi gjennem en mere end 2000-aarig udvikling, fra ea. 1000
f. Kr. til ca. 1200 e. Kr., da det gik over til det
nuværende sprog, nygræsk. Eiendommeligheder for oldgræsk
er: 1. rigdom af vokaler, i udlyd kun anvendelse af faa
ganske bestemte konsonanter, ellers vokalisk udlyd; 2.
paa mange punkter viser oldgræsk opr. former (mere
end f., eks. sanskrit eller latin), navnlig i vokalsystemet;
3. rigdom af former, baade i verbal- og nominalbøiningen
(f. eks. dualis ved siden af singularis og pluralis; medium
ved siden af aktiv og passiv; en særlig tid aorist, svarende
til fransk passé défini; optativ ved siden af indikativ og
konjunktiv; nominalbøiningen kjender fem kasus, ablativ
og instrumentalis er tabt); 4. oldgræsk har kun optaget
faa laanord fra andre sprog, skjønt det trængte ind paa
en grund, der tidligere havde været beboet af andre folk;
5. oldgræsk træder os straks imøde i en række dialekter,
som vi gjennemgaaende alle kan forfølge flere aarh.,
inden de opsluges af et rigsmaal; 6. til en digtart, som
er opstaaet i en bestemt dialekt, vedbliver man
vedtægtsmæssig, selv naar den udøves af folk af andre dialekter,
at benytte den dialekt, i hvilken digtarten først er
opstaaet; 7. oldgræsk er usedvanlig rigt paa gloser og
sammensætningsmuligheder; derfor anvendes oldgræske
stammer endnu med forkjærlighed til dannelse af tekniske
og videnskabelige benævnelser. Medvirkende til
dialekternes bevarelse var sikkert landets opdelte geografiske
beskalfenhed og den dermed følgende politiske
opstykket-hed. Man har tidligere samlet dialekterne i tre grupper:
dorisk, jonisk(-attisk) og æolisk; denne gruppering lader
sig ikke opretholde; man maa i virkeligheden opstille
flere. De færreste af disse dialekter kjender vi gjennem
litteraturen, de fleste kun gjennem indskrifter; et par
kjender vi lidt til gjennem Aristofanes’ komedier (lakonisk
og megarisk, doriske dialekter). Dorisk (i Sparta,
Messe-nien, Argolis, paa Kreta og i Stor-G.) føltes af grækerne
selv som et haardt, tungt sprog (taltes særlig i bjergegne),
knapt og fyndigt i udtrykkene; eiendommeligt for dorisk
var de mange a-lyd; i den doriske dialekt skrev af
bevarede forfattere Archimedes. Paa dorisk grund opstod
korlyriken; denne digtart vedblev derfor at være
dorisk-farvet, ogsaa i det attiske dramas korsange. Æolisk (i
Nordvest-Lilleasien og paa de omliggende øer) var Sapphos
og Alkaios’ sprog. Den tidligst i litteraturen udviklede
dialekt var den j o n i s k e (paa en del af øerne, f. eks. Eubøa,
og Lilleasiens vestkyst), fremtrædende i den med
æol-ismer opblandede gammeljoniske form («episke dialekt»)
i de homeriske digte, senere i den nyjoniske hos Herodot
og Hippokrates. Nær besiegtet med jonisk var attisk,
som kom til at indtage en ledende stilling, medens jonisk,
som i en stor del af 5 aarh. f. Kr. var det prosaiske
litteratursprog, blev trængt tilbage. Attisk fik denne
betydning dels ved den glimrende litteratur (Thukydides,
Xenofon, Platon, Demosthenes, Aischylos, Sofokles, Euri-
pides, Aristofanes), dels ved Athens fremtrædende stilling
politisk (det store attiske rige i 5 aarh.). Idet attisk
udbredte sig over det meste af G. og samtidig ændredes
noget, dannedes der et fælles græsk rigsmaal (he koine,
fællessproget); dette fremmedes sterkt ved makedonernes
erobringer; Filip benyttede attisk i sit diplomati, og
Alexander var attisk dannet. Fællessproget fremviste dog ved
siden af den attiske grundstamme flere andre dialekters
eiendommeligheder, navnlig ikke faa joniske. Men de
ældre dialekter trængtes næsten helt tilbage, de sidste
virkelige dialektindskrifter har vi fra 2 aarh. e. Kr. I
moderne græske dialekter er der imidlertid sikre spor af
de gamle tilbage (i Lakonien, den zakoniske i Syd-Italien,
paa øerne o. a.). Af fællessproget har der imidlertid i
nygræsk udviklet sig nye dialekteiendommeligheder. Dette
udbredte sig ogsaa vidt ud over græskens ældre
sprog-omraade i Orienten, men trængtes senere tilbage derfra.
Af dette fællessprog udviklede sig efterhaanden nygræsk
(se det nye Grækenland, sprog) som italiensk af latin. —
Litteratur (se tillige de enkelte forfattere). Som paa
kunstens saaledes ogsaa paa litteraturens omraade har
grækerne ydet en vældig indsats i verdensudviklingen,
og den græske litteratur er (modsat kunsten) opr.
udviklet i G., ikke blevet til ved fremmed paavirkning, har
tvertimod stadig paavirket andre folks frembringelser. —
1. Ældste periode, omkr. 480 f. Kr. Epos. De ældste
græske verker, vi har, er de homeriske digte, «Iliaden» og
«Odysseen» (se Homer), omfangsrige epos (se Epos) i
daktyliske heksametre over emner fra den trojanske krig.
Ogsaa for den historiske tids grækere stod de som de
ældste verker. Men forud for dem maa der have ligget
en aarhundredlang digtning, mindre sange, der
forherligede enkelte helte eller episoder, og religiøse digte
(lovprisning af guder), før digtere vovede sig ikast med saa
store opgaver. Ca. 700 f. Kr. har begge digtene
formodentlig foreligget, i alt væsentligt som vi har dem nu.
De er blevet til i Jonien, men viser sterk paavirkning
fra æolerne («Iliaden» skildrer krigstog i det æoliske
land-omraade). De homeriske digte fortrængte snart de andre
talrige epos fra samme tid, som behandlede andre emner
fra sagnene (og som grækerne ogsaa opfattede som
«homeriske»); heller ikke yngre digte, der vil give en
sammenhængende skildring af den trojanske krig
(«kyk-liske digte», s. d.) vandt saadan yndest (nu tabt). Den
ældste græske digterpersonlighed er Hesiod (ca. 700)
fra Askra i Bøotien, forfatter af et epos, «Teogonien»,
som skildrede verdens tilblivelse og gudeslegterne, der
havde afløst hinanden, og et læredigt, «Verker og dage»,
som skildrede landlivet og dets arbeider; i sproget slutter
han sig til de homeriske digtes. — Elegi og jambe.
I Jonien udviklede sig disse to nye digtarter omkr. 700:
Elegien foredroges til fløite (d. e. nærmest vor klannet),
formen var disticha (d. e. afvekslende heksa- og
pentameter); i elegien udtalte digteren gjerne personlige
stemninger. Jamberne var jambiske vers, ofte af et sterkt
angribende indhold (maaske foredraget til fløiten). Som
en af de ældste repræsentanter for jambe og elegi nævnes
Archilochos (omkr. 675). Han og de andre sluttede sig
naturligvis her til en eksisterende folkedigtning, som vi
kun kan ane. Som andre digtere af elegier kan nævnes
omkr. 650 Kallinos og Tyrtaios (opmuntringer til kamp)
- © lantern; (street-)lamp - (f)
lanterne f; (gade ) réverbère m.
lygtemand (blaalys) — (t)
Irrlicht n, Irrwisch m — ©
Jack-o’-lantern, Will o-the-wisp,
marsh-fire — (D feu follet m.
lygtepæl — ® Laternenpfahl
m — (e) lamp-post — (D poteau
(m) de réverbère.
lying © liggen; ly ven.
lying-in © barselseng; fødsel.
1. hospital fødselsstiftelse.
lykke - ® Glück n; Beifall
(finden); (til al lykke)
glücklicherweise; (paa 1. og fromme) aufs
Geratewohl - © (skjæbne) fortune,
luck, chance; (held) good fortune
(luck), prosperity, success ; (i høiere
betydn.) happiness; (gjøre 1.)
succeed, take (make) a hit ; (paa 1. og
fromme) at hap-hazard; (til al 1.)
fortunately, luckily — (f) bonheur
m; (ydre) fortune; (medgang,
velstand) prospérité; (iield) (bonne)
chance f; (bifald) succès; (gjøre
sin 1.) faire son chemin, sa petite
trouée; (gjøre 1.) faiie fortune,
réussir, (stormende) faire fureur;
(til al 1.) par bonheur;
heureusement.
lykkejæger, -ridder - ®
Glücksjäger, -ritter m - ©
fortune-hunter, adventurer — ®
chevalier (m) d’industrie.
lykkelig - ® glücklich - ©
lucky, fortunate, prosperous,
successful — (f) heureux, fortuné;
favorable, propice; (fordelagtig)
avantageux.
lykkes - ® glücken, gelingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
