Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gudbrandsdalshest ... - Ordbøgerne: M - maboul ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mâche—machiavélisme
1279
Gude—Guder
1280
Hans Frederik Gude
lige studier, hvoraf flere
mesterlige findes i
Kunstmuseet, men ogsaa i sine
senere billeder, bl. a. i
en række akvareller, har
han givet udmerkede
udtryk for det lyse og
idylliske i den norske natur.
G. har (1898) i forbindelse
med en livsskildring,
skrevet af professor
Die-trichson, udgivet sine
elskværdig fortalte
erindringer, som indeholder
meget af betydning for
norsk kunsthistorie. Ved
hans 70-aarige fødselsdag
blev der til bedste for
gamle trængende norske
kunstnere samlet et legat,
som bærer hans navn.
Gude, Nils (1859—1908), n. maler, ovenn. H. F. G.s
søn, har malet en række portræter, hvoraf et billede af
hans fader findes i Kunstmuseet.
Gude, Ove (1853—), n. diplomat, ovenn. H. F. G.s søn,
cand. jur. 1876, attaché i Paris 1877, indtraadte 1879 i
udenrigsdepartementet i Stockh., 1884 legationssekretær
i Berlin, 1891 i London, 1897—98 befuldmægtiget minister
i Japan og Kina med paalæg om at studere handels- og
skibsfartsforhold som særskilt opdrag, 1897 gesandt i
Madrid, 1902—05 i Kjøbenhavn, hvorefter tjenesteledig,
indtil han fra 1 april 1908 blev udnævnt til Norges
befuldmægtigede minister i Washington.
Gudehus, Heinrich (1845—), t. tenorsanger ved
Berlineroperaen, har bl. a. sunget «Parsifal» i Bayreuth.
Gudenaa, Danmarks længste elv (158 km.), løber
gjennem Himmelbjergegnen fra sjø til sjø og naar havet
10 km. øst for Randers, som ligger i G.s gamle delta.
G. er egentlig navnet paa det nedre løb. Elvens bredde
er 30 — 60 m., dybde 1—6 m. Til Randers er G.
uddybet og farbar for sjøgaaende skibe.
Guder. Grundidéen i ethvert gudsbegreb er magt,
større end den menneskelige. Paa spørsmaalet om,
hvordan menneskene er kommet til troen paa saadanne
overmenneskelige magtvæsener, har svaret fra gammel, navnlig
gammel kristelig tid af været, at den ene og sande Gud opr.
har aabenbaret sig for menneskeslegten; men alle folk,
paa ét nær, glemte den rene gudserkjendelse og «byttede
den uforgjængelige Guds herlighed bort mod et billede,
en afbildning af et forgjængeligt menneske og af fugle
og af firføddede dyr og af krybdyr» ; hermed fulgte
tilbagegang i sedelig henseende (Rom. 1, 23 ff.). Ifølge
denne teori, der kan karakteriseres som
depravations-el. degenerationsteorien, og som var den herskende
indtil det 18 aarh., betegner altsaa «hedenskabet» med
sin gudetro og sine religiøse former (jfr. Dyretilbedelse)
et fald fra et oprindelig fuldkomment religiøst
standpunkt: en etisk ren monoteisme. Ret imod denne
betragtning staar evolutionsteorien, hvis tidligste
talsmænd var Hume (d. 1776) og Herder (d. 1803), og ifølge
hvilken det religiøse standpunkt hos vore dages kultur-
folk opfattes som produkt af en lang udvikling. Dennes
udgangspunkt betegner en overmaade primitiv urtilstand,
som man med et fra den engelske forsker Tylor laant
udtryk i alm. har benævnt animisme. Hermed sigtes
til en slags primitiv verdensanskuelse, der forklarer visse
iøinefaldende naturfænomener ud fra troen paa, at hele
naturen er besjælet; himmellegemerne har bevidsthed
og evne til handling ganske paa samme maade som
mennesket (kaldes ogsaa, og bedre, naturisme,
poly-zoisme, panvitalisme o. 1.). Under indflydelse af
troen paa, at de afdødes «sjæle» vedbliver at eksistere
(her har drømmene spillet en betydningsfuld rolle),
kjender man desuden forestillingen om, at der rundt
omkring i verden findes utallige aander, som dels svæver
frit om (spiritisme), dels for en tid tager bolig i en
eller anden gjenstand (fe ti schisme). De store
naturfænomener, himîr.rl. ^o]. maniv\ torden o. s. v., maatte
nødvendigvis n-cnrs!;n< si.- s< ni de mægtigste væsener.
De afdødes aander var ikke saa mægtige, men til
gjen-gjæld mere tilgjængelige, hvorfor man som regel ventede
sig og søgte sig hjælp hos dem. Saaledes har den hele
udvikling et dualistisk udgangspunkt: de store
natur-g. og de mindre aandevæsener. Og denne dualisme
vedvarer under udviklingens forløb, idet dog hos folk
med kraftig og levende fantasi natur-g. træder i
forgrunden, medens det hos fantasifattige folk bliver
hensynet til de afdødes aander, som kommer til at
dominere. Ligesom man nu tillagde menneskets sjæl en
selvstændig eksistens, begyndte man ogsaa efterhaanden
at frigjøre natur-g. fra det naturgrundlag, hvormed de
oprindelig faldt sammen. Under denne proces forestiller
man sig g. som dyr (lynet en slange, himmelen en ko
med maanehorn o. s. v.), eller som halvt dyr og halvt
menneske, eller sluttelig helt ud som mennesker.
Jevnsides hermed gaar (ofte som en følge af politiske
forbindelser) en stræben efter at bringe orden tilveie inden
gudeverdenen. G. sættes i slegtsforhold til hverandre
(genealogisk), og de stilles ind under et høieste
overhoved, en konge og hersker (hierarkisk, monarkisk).
Blandt disse mange g. (polyteisme) finder man
saadanne, som er eller oprindelig har været familie-g.,
stamme-g., lokal-g., special-g. (der hver især vaager over
en bestemt afgrænset virksomhed: undfangelse,
edsaflæggelse, pløining o. s. v.); ved siden af himmel-g.
staar jord-g (chthoniske g.): samtidig de dødes og
vegetationens og frugtbarhedens g. Er ordningen af
gudeverdenen en gjenspeiling af menneskeverdenen, saa er
det samme tilfældet med gudeforestillingernes udvikling
i etisk henseende. G. betragtes mere og mere som
bærere af en moralsk verdensorden; de belønner det
gode og straffer det onde (omraadet for denne deres
virksomhed udstrækkes efterhaanden fra jordelivet til
livet efter døden); dog behøver de til en begyndelse ikke
selv at følge de sedelige bud, som de foreskriver for
menneskene. Idéen om det guddommelige som sedeligt
ideal findes fuldt udformet først inden de religioner,
man af den grund betegner som etiske; og da dette
ideal jo kun kan være ét, bliver der paa dette stadium
alene tale om én gud (monoteisme), der desuden
opfattes langt mere transcendent end de tidligere guder;
han er ikke alene et væsen med overmenneskelig magt.
einen in der M. haben have
under behandling.
mâche (f) f, (bot.) vaarsalat.
mâchecoulis (?) m,
skoide-huller (i taarn, brystvern).
mâche-dru ® m, storæder,
madkrok.
mâchefer ® m, (jern)slagger ;
hammerskjæl.
mâchelière ® f, (dent) m.
kindtand, jæksel.
machen (t) gjøre, lage; bringe,
faa til at; udgjøre; slutte (fred);
tilbagelægge (en vei); spille, agere ;
volde, foraarsage. was machst
du ogs. hvordan staar det til.
sich nichts aus etw. m. ikke
bryde sig om noget, gemacht
affekteret, paataget ; kunstig, uegte.
forloren. sich m. greie sig;
gaa an, passere; tage sig ud; arte
sig; begive sig. sich an etw.
m. give sig i kast, i lag, i færd
med, tage fat paa. eilig,
geschwind, schnell m. skynde
sig.
mâcher (f) tygge (paa); gnage;
(sjøudtr.) skamfile, mâché ogs.
hakket, tagget.
Macherlohn (t) m, arbeids-,
syløn.
mâcheur (f) m, tygger;
storæder.
machiavélique (î)
samvittighedsløs.
machiavélisme (|) m,
samvittighedsløspolitik ;
samvittighedsløshed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
