Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hansen ... - Ordbøgerne: M - menin ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1499
menneskeaand—menneskelig
oprettedes filial i Leipzig. Fra 1 jan. 1909
sammensluttedes W. H.s norske afdeling med brødrede Hals’
musikhandel og Warmuths musikhandel til Norsk
musikforlag i Kra.
Hansen, se ogsaa Hanssen.
Hansestæder, se Hansa.
Hans Heiling, opera af Marschner.
Hansjakob, Heinrich (1837—), t. forfatter, prest i
Freiburg i Breisgau, har skrevet fromme fortællinger
fra Schwarzwald. Hans enkle, kraftige fortællinger
bygger paa hans egne oplevelser, og hans blik for
folkeliv og folketyper er sikkert og skarpt. «Aus meiner
Jugendzeit» ’^[ISSO), «Aus meiner Studienzeit» (1885),
«Wilde Kirschen» (1888), «Schneeballen» (1892),
«Bauernblut» (1896).
Hanskemoralen er et paa tendensen i Bjørnsons
skuespil «En hanske» henspillende udtryk, der betegner et krav
paa lige stor sedelig renhed hos mand som hos kvinde.
Allerede i anden række af «Sidste blade» (1872) havde
Camilla Collett paapeget dobbeltheden i samfundets
moralkrav til de to kjøn og hævdet samme anskuelse som
Bjørnson i «En hanske». Problemet behandles ogsaa i
John Paulsens roman «Margherita» og i Edv. Brandes’
drama «Et besøg». Begge disse forfattere indskrænker
sig dog til at paavise det uretfærdige i, at
kyskheds-kravet i hele dets strenghed kun stilles til den ene part,
og først med Bjørnsons stykke (1883) rykkes spørsmaalet
for alvor ind i diskussionen. Hele 1880-aarene igjennem
stod det paa dagsordenen. Striden fremkaldte en hel
litteratur af avisartikler, brochurer og skjønlitterære
arbeider. Paa Bjørnsons side stillede sig næsten uden
undtagelse alle kvindeemancipationens ledere, og
bevægelsen maa i det hele sees i nøie sammenhæng med
kvindesagen, som netop i disse aar tog vekst. Ogsaa
politisk fik den betydning, idet den bidrog til at
uddybe kløften mellem de folkelige og de «europæiske»
fraktioner indenfor de nordiske landes demokratiske
partier. I litterære kredse vandt Bjørnsons forkyndelse
gjennemgaaende lidet bifald. Ibsen, Lie og Kielland
holdt sig vistnok udenfor kampen, men Kielland f. eks.
viser i sine breve, at han havde liden sympati med
h., og naar undtages «En hanske», er der neppe noget
indlæg fra denne side, der har litterær værdi, skjønt
adskillige verker især af svenske, kvindelige forf., som
fru Agrells skuespil «Räddad» (1883) og «Dömd» (1884),
er af betydelig tidshistorisk interesse. Sine vigtigste
forbundsfæller havde Bjørnson i den danske moralfilosof
V. Drewsen (artikler i «Tilskueren», 1884, og brochuren
«Grænser for kønsfriheden», 1888) og den gamle liberale
prest og digter G. Hostrup, men hovedslaget slog han
dog selv med foredraget «Engifte og mangegifte», som
han holdt paa 60 steder rundt om i Skandinavien, og
som dernæst 1888 udkom som bog og i 18 000 ekspl.
spredtes over Norden. Af de betydeligste indlæg fra den
anden side kan nævnes Garborgs spøgefulde novelle
«Ungdom» (i «Forteljingar og sogur», 1884) og en række artikler
af samme forf. samlede i «Fri skilsmisse» (1888). Fra
Sverige kom fru Lefflers lystspil «Den karleken !» (1890)
og Mathilda Mallings under pseudonymet Stella Kleve
udgivne noveller «Berta Funcke» (1886) og «Alice Brandt»
(1888). Strindberg rettede et angreb mod Bjørnsons
1500 Hanson—Hansson
1502
sedelighedsprogram i «Giftas» (1884 — 86; se især
fortællingen «Dygdens lön» og forordet til anden del). Ved
sin omtale af Garborgs og Strindbergs ovenfor nævnte
arbeider indvikledes G. Brandes i striden, og denne
udviklede sig efterhaanden nærmest til en tvekamp melk m
ham og Bjørnson (Brandes’ artikler er optrykt i «Saml.
skrifter» bd. 7, «Martin Luther om ugift stand og
ægteskab», og i bd. 13). Fælles for Bjørnsons modstandere
i denne sag var den anskuelse, at de herhen hørende
spørsmaal alene kan løses ved en omdannelse af
samfundsforholdene. En betragtningsmaade som denne
ligger ogsaa til grund for den saakaldte «bohembevægelse»,
der maa opfattes som den sidste udløber af striden om
h. [Litt.: L. Marholm-Hansson, «Vi kvinder og vore
digtere» (1896).]
Hansker (t. Handschuh), haandbeklædning, der dækker
hver finger særskilt og undertiden ogsaa en del af armen,
H. forfærdiges af skind; forarbeidet af andet materiale
(silke, bomuld, uld o. s. v.) kaldes de paa n. vanter
(got. wantiis, fr. guant)\ med fælles rum for fire fingre
og særskilt for tommelfingeren kaldes de votter. Der
er to sorter h. : vaskeskinds-h. (af sæmsket skind af elg,
hjort, gjet, kalv, faar) og glacé-h. (oftest af gjeteskind,
de fineste af gemse-, de daarligste af faareskind). — H.
brugtes allerede af oldtidens folk: i Ægypten af kvinder
som halvvanter, af perserne til beskyttelse mod kulde,
af grækere og romere ved havearbeide, gladiatorkampe
m. m. I middelalderen brugtes h. ikke blot til
beskyttelse, men ogsaa som pynt, forsiret med broderier og
ædelstene (saaledes til geistlige ceremonidragter). Til
riddernes udstyr hørte ogsaa h. Først i 13 aarh. hørte
til kvindedragten linvanter, der rak til albuerne. I 17
aarh. smykkedes h. med broderier og kniplingskraver.
Først i 18 aarh. blev de korte og til at knæppes om
haandleddet.
Hanslich, Eduard (1825—1904), øst err. musikkritiker,
professor i musikæstetik ved Wiens universitet. Foruden
det lille skrift «Om det musikalsk skjønne», som først
henledede opmerksomheden paa ham og vakte strid, har
han udgivet en række bind med høist fængslende kritiker
og afhandlinger («Wienerkonservatoriets historie», «Fra
koncertsalen», «Den moderne opera», «Musikalske stationer
o. a.). Hans sange og klaverkomp. viser baade talent og
grundig teoretisk uddannelse. Hans hovedteori i det nævnte
skrift, at musikens indhold væsentlig er begrænset til
de tonende bevægelser, altsaa er et slags musikalsk
arkitektur, har ikke holdt prøve for den senere udvikling. H. var
en lidenskabelig modstander af Wagner-bevægelsen og
programmusiken. Hans bøger gnistrer af aandrighed
iklædt den fineste form, men er delvis ondskabsfulde og
saaledes ikke altid fuldt objektive.
Hans og Grethe, opera af Humperdinck.
Hansom [hænsdm] el. h.-cab, let, tohjulet kjøretøi
med kuskebuk bag og høiere end sædet.
Hanson, Bernhard Frederik (1821 —83),
tegne-og skrivelærer ved Stavanger latinskole. Paa sin
eiendom Tjensvold ved Stavanger istandbragte han anlæg
for kunstig fiskeudklækning og pilplantning og
eksperimenterede med akklimatisering af dyr og planter. Ved
testamente skjænkede han alle sine samlinger til
Stavanger by.
gens m, personnes f pl; (aile m.r)
ogs. tout le monde.
tnenneskeaand — ®
Men-schengeist, der menschliche Geist
m — © human spirit — ® esprit
(m) humain.
menneskealder — ® Men
schenalter n — © age of man —
(g) âge (m) d’homme.
menneskefjendsk — ® men-
schenfeindlich — (ë) misanthropical
— ® misanthropique.
menneskefiende — ®
Menschenfeind -©&(?) misanthrope
m.
menneskehed — (t)
Menschheit f, Menschengeschlecht n ~ @
mankind - ® genre (m) humain.
menneskekjender — ©Men
schenkenner m — @ judge of
character, humanist, one who
knows man (human nature) — ®
connaisseur (m) des hommes, du
cœur humain,
menneskekjærlig — ®
menschenliebend — @ humane,
charitable, philanthropie — ® humain,
philanthropique.
menneskekjærlighed — ®
Menschenliebe f — (e) philanthropy.
charity, love of man — (f)
philanthropie f.
menneskekundskab — ®
Menschenkunde, -kenntnis f - ©
knowledge of men (human nature)
— (?) connaissance (f) des hommes,
du cœur humain.
menneskelig — (î) menschlich
- © human; (menneskekjærlig)
humane — (?) humain.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
