Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Harcourt ... - Ordbøgerne: M - merkeblæk ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1513
Harcourt—Hardangerfele
1514
merkeblæk—merkværdig
billeder i gammel hollandsk manér. H. var en flittig
medarbeider i «F’liegende Blätter».
HarcourtpïaaMaf/. 1. Sir William George
Granville Venables Vernon H. (1827 -1904), eng.
statsmand. Advokat 1854; 1869—87 professor i folkeret i
Cambridge. Fra 1868 var han med korte afbrydelser
medlem af underhuset og var her en af førerne for de
liberale. I Gladstones kabinetter var han 1873—74
solicitor general, 1880 -85 indenrigsminister, 1886 og
1892—94 skatkammerkansler, under Roseberry
skatkammerkansler 1894—95. 1895—98 var han de
liberales leder i underhuset. Han var altid en tro tilhænger
af Gladstone, hvem han, neppe med lyst, fulgte ogsaa i
det irske spørsmaal. Hans store selvstændighed og
sarkastiske dialektik gjorde ham mere frygtet end afholdt,
og som fiende af imperialismen kom han tilsidst i
modstrid med en stor del af partiet. Fremragende
journalist. — 2. Lewis H. (1863—), søn af ovenn., blev 1905
arbeidsminister under Gampbell-Bannermann og siden
under Asquith,
Harcourt [arkûr], landsby i det franske departement
Eure, nær Brionne. Ruiner af et gammelt slot. Herrerne
af H. var et af de ældste feudalherskaber i Normandiet,
grever siden 1338, hertuger 1700.
Hardanger, d. e. hordernes anger (fjord). Fra gammel
tid af forstod man herved strøget omkring den indre
del af den saakaldte H.-fjord og dens grene, Sørfjorden,
Eidfjord, Osafjord og Granvinfjorden. Til H. regnede
man de nuværende herreder, Eidfjord, Ulvik, Granvin,
Ullensvang, Vikør og Jondal. De førstnævnte 4 herreder
udgjorde Indre H. og de to sidste Ytre H. Dog regnede
man gjerne en del af Kinservik sogn til Ytre H. Nu
regner man ofte ogsaa Røldal og Strandebarm med, og
stundom lader man endog H. strække sig helt ud til
Kvinnherred. H. omgives af Søndhordland i vest, Voss
i nord, Hallingdal og Numedal i øst og Telemarken,
Røldal og Suldal i syd. Arealet er 5569.39 km.^ med
14 848 indb. (1900). H. er bekjendt for sin paa engang
yndefulde og storslagne natur og har tidt været besunget
i vers og prosa og foreviget paa malerier (Wergeland,
A. Munch, Tidemand, Munthe o. s. v.). Naturen byder
en række skiftende billeder af stor skjønhed. Den stille,
blaa fjord, hvori de mægtige fjelde speiler sine snedækte
toppe (Onen 1570 m., Vasfjæren 1645 m., Solnuten 1474
m., Veranut 1513 m., Folgefonnen 1653 m.),
Folge-fonnens skinnende sneflade med de mange blaagrønne
bræer, der skyder ned fra hovedbræen og trænger sig
ned gjennem skarene, de mange storartede fosser
(Laate-fossen, Espelandsfossen, Vifossen, Kjønnedalsfossen,
Ringe-dalsfossen, Vøringsfossen, Rembesdalsfossen,
Skykjedals-fossen m. m. fl.) og mod øst H.-jøkelens vældige
snekuppel. Langs fjorden ser man den ene yndige vik
efter den anden. Bekjendte partier i denne henseende
er Odda, Lofthus, Ulvik, Eide, Norheimsund o. s. v.
Hvad der giver naturen her dens eiendommelige charme
er fjorden, bræerne, fossene og især de sidste. H. er i
særlig grad fosselandet i Norge. Frugtavlen spiller i
flere af bygderne en betydelig rolle. Særlig er Sørfjorden
frugtavlens hjem i vort land og neppe noget andet sted
i landet spiller den den rolle som her. Den lune
beliggenhed, det drivende klima og jordbunden begunstiger
den. I de store fjeldvidder, især inde paa H.-vidden,
har befolkningen ypperlige havnegange, og fædriften
spiller derfor en stor rolle som næringsvei. Baad- og
jægtebyggeri drives i betydelig udstrækning i Jondal.
Husfliden har i de sidste aar taget stort opsving og staar
høit i flere retninger (vævning, h.-søm, træskjæring m.
m.). H. var blandt de steder, som først blev besøgt af
turister, og strømmen af disse har stadig vokset.
Turist-trafiken er nu en næringsgren af stor betydning for
mange bygder i H. Storindustrien har nu begyndt at tage
vandkraften i sin tjeneste (det store kraftanlæg i Tyssedal,
fabrikerne i Odda), og rimeligvis vil i en temmelig nær
fremtid flere fosser blive udbygget. Gjennem
Haukeli-veien staar H. i forbindelse med Telemarken, gjennem
Bratlandsveien med Ryfylke og gjennem veien fra Eide
og Ulvik i forbindelse med Voss. Jernbane fra Voss til
Eide er projekteret. Dampskib forbinder H. med
Bergen, Haugesund og Stavanger. Haringen er et intelligent
folkefærd, sterkt interesseret i alle tidens spørsmaal. —
Sprog. Hardangermaalet, navnlig de indre bygders,
hører i flere henseender til de mest antike og mest
selvstændig udviklede bygdemaal i Norge; hos den yngre
siegt synes dets særegenheder dog nu at tabe sig hurtig.
Især i lydlig henseende slutter det sig nær til
vossemaalet og andre indre bergenske bygdemaal, f. eks. ved
sin diftongisering af lange vokaler, især tydelig ved oldn.
å (udtalt ao, medens lyden aa sedvanlig kommer af oldn.
kort o) og sedvanlig ved d (udtalt ou), medens den
gamle diftong ei udtales ai og øy udtales aay. E^n del
af indre H. har (tilligemed Vossevangen) i modsætning
til det øvrige Vestland bevaret u i ubetonet stavelse,
udtalt som en slags o (vTsor, vTsobouk) og har derfor
ogsaa ligesom islandsk og sen middelaldersk vestlandsk
den tilsvarende lyd i den oldn. bøiningsendelse r, f. eks.
göVo, gul, rot’or, rødder, jël’o, galer. Som i alle
sydligere vestlandske maal bevares altid ubetonet a.
Foruden alm. vestlandske egenskaber, saasom at II
udtales dl, at rn (i betonet stavelse) og undertiden nn
udtales dn og sl som ti, har maalet havt den nu temmelig
forældede særegenhed, at i tj og stj ingen
sammensmeltning fandt sted mellem t og j; dog endnu alm. i
talordene søtjan, atjan, nëtjan. I Ullensvang udtales r
skarrende (uvulært). Hankjøns bestemte artikel har
(i de fleste bygder) efter enhver konsonant en tydelig
vokal {stain’enn, stenen); sterke hunkjønsords artikel er
-æ, svages -ozz. De oldn. flertalsendelser -ar, -ir og -ur
har i Indre Hardanger bevaret r, men endelserne -ir og
-ur er sedvanlig sammenblandet; til flertal paa -ar svarer
bestemt form paa -ane, til -er og -or sedvanlig -ena og
-ona. Dativ bruges ikke. I verbernes præsens bevares
r mindre ofte, dog gjør man mangesteds forskjel paa
ental (f. eks. kastar) og flertal (kasta); ogsaa præsens af
sterke verber har egen flertalsform (lig infinitiv), og flertal
af imperativ (paa -e) er udbredt. Kun i Eidfjord, og der
gammeldags, er der flertal af sterke verbers fortidsform
(fann, flert. funno). [Litt.: Olafsen, «I gamle dage»
(Bergen 1908).]
Hardangerbaad, se Baad.
Hardangerfele, den norske bondes ypperste
nationalinstrument, opfundet i Hardanger ca. 1670 af
«skoleholderen» Lars Klark, senere udviklet af Isak Botnen
heed, not(ic)e; (fornemme) find,
perceive; (vel at m.) mind well,
observe, remember; (m. sig) mark
— (g marquer; (føle, fornemme)
sentir; éprouver; (høre) entendre;
(indse) voir, (forstaa) comprendre;
(ikke lade sig m. med) ne faire
semblant de rien; (vel at m.) bien
entendu; (m. sig) noter, retenir,
merkeblæk - ® Merktinte f
— (ê) marking-ink — ® encre (f)
à marquer, à linge.
merkedag — ® Gedenktag m
— (ê) day of mark, red-letter day
— ® jour (m) mémorable,
merkelap — ® Gepäckschein
m - (g label - (^ étiquette f;
écriteau m.
merkelig — (t) merkwürdig,
bemerkbar — (e) remarkable ; curi-
ous’ notable - ® remarquable;
(besynderlig) singulier, étrange,
curieux.
merken ® merke,
merkepæl — (î) Merk-,
Grenzpfahl m — (e) boundary post —
® poteau de marque; jalon m.
merkesmand — ®
Bannerträger m - (e) standard-bearer —
(f) porte-drapeau m.
merklich (t) kjendelig.
Merkmal (g n, kjendemerke,
-tegn, kriterium.
merkning — ® Zeichnen n —
(g) marking osv. — (f) marquage m.
Merks (t) m, sansekage,
merkværdig — (t) merkwürdig
— @ memorable, important — (|)
remarquable, singulier, étrange,
curieux, extraordinaire.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
