Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Helgeland ... - Ordbøgerne: M - modanslag ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1649
Helgeland—Helgener
1650
klæder kong Hundings forfølgelse; beseirer Hunding.
Kongedatteren Sigrun opsøger Helge og beder ham befri
hende for beileren Hodbrod. Helge seirer i kampen,
men dræbes af Sigruns broder. Sigrun forbander broderen
og besøger den døde Helge i hans gravhaug. Et opr.
dansk digt ligger til grund. — 2. HelgakviSa
Hundings-bana I, norsk kvad fra Knut den mægtiges tid,
omdigtning af foregaaende kvad. Sigrun er nu valkyrje, hjælper
med sine hærmøer Helge, idealet paa en krigersk konge,
og bliver tilsidst hans brud. — 3. HelgakviÔa
Hjçr-varSssonar, norske kvad fra 10 aarh. med omgivende
prosa. Hjørvard beiler til Sigrlin. Deres søn, den dorske
Helge, vækkes til stordaad af valkyrjen Svaava. I
tvekamp saares Helge dødelig og overlader døende
Svaava til sin broder Hedin, der engang havde svoret at
ville tiltvinge sig sin broders brud. Hedin lover nu at
ville hevne Helge. I HrimgerÔarmâl, efterligning af
skjende-samtale i HelgakviÔa Hundingsbana I, fortælles, hvorledes
jettekvinden Hrimgerd overlistes af den opgaaende sol
og forstenes. [Litt.: F. Jonsson, «Oldnorsk-islandsk
litteraturhistorie» I; S. Bugge, «Helgedigtene i den ældre
Edda, deres hjem og forbindelser» (1896).]
Helgeland, Sjur (1858 — ), hardangerfiolinist fra
Voss, elev af Mosatinn, men nærmere besiegtet med
Fykerud-retningen i sit spil, der er mægtigt og teknisk
dygtigt, men samtidig ofte lider af smagløshed. Har
komponeret «Budeiune paa Vikafjell» og «Sivlefossen».
Helgeland (det gamle Hålogaland, hvormed betegnedes
hele Nordlands amt) udgjør den sydlige del af Nordland
fra grænsen mod Nordre Trondhjem i syd til Støt i nord,
hvor Salten begynder. H., der bestaar af de to fogderier
(og sorenskriverier) Søndre og Nordre H., har et
fladeindhold paa 18 618 km.^ med 54 011 indb. (1900). Naturen er
overordentlig vekslende: elegante fjeldformer (Heilhornet,
Vegtinderne, Syv søstre, Dønmanden, Hestmanden langs
kysten og Børgefjeld, Okstinderne (1912 m.) og Svartisen
med tinder i det indre), smilende fjordlandskaber
(Bindalen,Velfjorden,Vefsen og Ranen), vældige vandfald (i
Røsaaen, Ranenelven og Vefsenelven). Ude mellem de talløse
holmer og skjær er der et rigt fugleliv og opefter hele
kysten er der fiskevær og eg- og dunvær. De
vigtigste næringsveie er fiskeri og jordbrug. Der drives
ogsaa endel bergverksdrift, særlig i Ranen (Baasmo og
Dunderlandsdalen). Se forøvrigt under Nordland og
Nordre og Søndre H. Kfr. H.s beskrivelse i
«Nordlands trompet» — Sprog. H.s dialekter staar nærmere
øst- end vestlandsk. De har tyk Z baade for oldn. I og
rå, f. eks. i oldn. dalr og garâr^ og i det hele væsentlig
østnorske konsonantforbindelser, undtagen at sj og skj
ikke sammensmeltes til en enkelt lyd (sJ, men udtales
som to konsonanter efter hinanden. Ligesom i hele den
nordlige halvdel af landet bliver nn, II, dd o. 1.
forbindelser sedvanlig palatale. Med stiftet i det hele deler
maalet den egenskab, at rn og rs oftere end alm.
bevarer r i udtalen {haarn, faars, tildels kværn). Særeget
for H. er det, at et i oldn. kort p, t eller k efter vokal
mere eller mindre fuldstændig nærmer sig til b, d, g, i
nogle bygder antager bb, dd, gg ogsaa den samme
mellemlyd. Kort vokal med kort konsonant efter forekommer
mangesteds. Udlydende m i endelser bortfalder, f. eks.
i Søndre H. ijø’nnaa, i Nordre H. ijø’nna. Ubetonede
modanslag—modbør
endevokaler har sterk tilbøielighed til at falde bort, dog
mindre end i landskaberne baade norden- og søndenfor.
Særlig a bliver i den stilling især (sedvanlig udtalt ræsten
som æ) bevaret i svage hunkjonsord som visæ, vekæ,
sjeldnere, og det mest i syd, i verber, som mest har e
eller ingen endelse. Navnlig sydover er det meget
merkbart, at endelsen a (eller æ) oftere bevares efter kort
end efter lang rodstavelse. De i oldn. korte vokaler
bliver oftest meget bredt udtalt, endog i ord som sett,
sidde, legg, ligge; kort o bliver dels aa, dels mere ø-agtig
(især i de indre bygder). Formlæren er rigest i Søndre
H., hvor man tildels bruger dativ af substantiver, hvor
sterk hunkjønsartikel er e el. æ, svag (alm.) o, og
flertals-dannelse sker efter mønstrene : hæsta, saue, visaar,
rø’tter, medens i Nordre H. dativ er sjelden,
hunkjøns-artikelen a (eller æ) og flertalsendelserne kun er tre
(hæsta, sane, vise, rø’tter). Bestemt intetkjøn flertal har
(undtagen i de sydligste grænsebygder) ligesom stiftet i
det hele endelsen -an (luisan). [Litt.: H.s turistforening,
«H., veiledning for turister» (Trondhjem 1903).]
Helgelandsbaad, se N o r d 1 an d s b aa d.
Helgelandsflesa, en nøgen liden holme med
sjømerke i dampskibsleden, paa grænsen mellem Bindalen
og Vik herreder, sydligst i Nordlands amt. Grænsen
mellem Nordland og Nordre Trondhjems amt gik
tidligere over denne holme.
Helgelandsbukken, 1454 m. høit steilt fjeld syd
for Holandsfjorden, paa n.v.-siden af Svartisen, Meløy
herred. H. falder steilt mod Holandsfjorden. Den
karakteristiske, steile, fjeldtop sees fra dampskibsleden.
Helgelandsmoen, ekserserplads for Valdres og
Hallingdals bataljoner paa Ringerike, syd for Hønefoss.
Helgener er efter katolsk kirkelære hellige mænd,
som efter sin død æres og paakaldes af menigheden som
forbedere hos Gud og Kristus. Allerede i den ældste
kirke feirede man mindet om martyrerne paa deres
dødsdage. Deres ben betragtedes som kostelige relikvier; kirker
blev bygget, eller altre reist over deres grave. Ligesom
man tillagde bekjendernes forbøn stor betydning i kirken,
mente man, at martyrerne efter døden gik i forbøn for
menigheden hos Gud. Saaledes fremkom
helgendyrkelsen. Øverst blandt alle h. staar jomfru Maria,
efter hende følger apostler og evangelister, mart}’rerne og
mange af kirkens store skikkelser, som har kjæmpet og
lidt for sin tro. Den kirkelige kunst beskjæftigede sig
ofte med fremstillingen af helgenbilleder; de enkelte
h. fik sine særlige attributer, Peter nøglerne^ Johannes
døberen lammet o. s. v. Den folkelige fromhed
beskjæftigede sig med forkjærlighed med h. Kirker, byer og
stænder mente at besidde særlige skyts-h. Ligeledes
troede hvert land at besidde sin skyts li., Norge St. Olav,
England St. Georg, Spanien St. Jakob. Ungarn St. Stefan
o. s. V. Fremdeles mente man, at der var
forskjellige h. at anraabe mod forskjellige sygdomme, pest
og ulykker. Kirken fastslog læren om h. paa det
andet nicænske kirkemøde 787. Der skjelnes mellem
tilbedelse og egentlig dyrkelse (cultus latriæ), som kun
tilkommer Gud. og ærefrygt og paakaldelse (cultus duliæ),
som kan blive h. tildel. Specielt anbefales det at
anraabe h. om forbøn. I den ældste tid vandt martyrerne,
asketer og andre kirkelige stormænd uvilkaarlig rang
modanslag — ® Gegenanschlag
m — (e) counter-plot — (f)
contre-mine f.
modarbeide — ® entgegen
wirken, -arbeiten - (e)
counterwork, -mine, -act,-plot; withstand
— ® s’opposer à, combattre.
modbefaling — (t) Gegenbefehl
m, Konterorder f — (e)
counter-order — (f) contre ordre m.
modbemerkning — ®
Gegenbemerkung, Einwendung f.
Einwand m — © objection - (f)
observation en réponse d’une autre;
objection f.
modbeskyldning se
modan-klage.
modbevis — (t) Gegenbeweis m,
Widerlegung f — © disproof, re-
futation - (D (preuve (f) du)
contraire m.
modbevise — ® widerlegen
-© disprove, refute — ® réfuter.
modbevægelse — © entgegen
gesetzte Bewegung f - ©
counter-movement — (D contre-mouvement
m ; (mil.) contre manœuvre f.
modbydelig — (g) widerlich,
-wärtig, ekelhaft -■ © disgusting.
loathsome, distasteful — (f)
rebutant, répugnant, repoussant,
dégoûtant.
modbydelighed - ®
Widerwille, Ekel m — © loathing,
loathsomeness — (D répugnance f,
dégoût m, aversion f.
modbør - (t) Gegenwind m;
der widrige Wind — © contrary,
head wind — (f) vent (m) contraire.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
