Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrettelse ... - Ordbøgerne: M - momification ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
monastère—monde
Henrik
24
og uden storhed, men praktisk, klog og energisk. Gift
1. med Maria af Bohun, 2. med Johanna af Navarra.
[Litt.: Oman, «History of England 1377—1485» (1906);
Ramsay, «Lancaster and York» (1892).] — 5. H. V (1387—
1422), konge 1413—22, søn af ovenn. Deltog som ung
meget i krige og i regjeringen, men førte et lidet
eksemplarisk liv, som dog i Shakespeares kjendte drama er
malet med for grove farver. Ved sin tronbestigelse slog
han om og blev, om end ikke den heros, Shakespeare
gjør ham til, dog en viljesterk og ansvarsbevidst konge.
Han troede sig berettiget til Frankriges krone og optog
kampen 1415, seirede ved Azincourt og blev 1420
aner-kjendt som arving; han egtede samtidig Karl VI’s datter
Katarina. Efter at have holdt indtog i Paris døde han.
Han vandt respekt, men ikke sympati; hans stort anlagte
franske politik blev skadelig for England, fordi opgaven
var uløselig og folket splittedes. [Litt. : Som ovenf.] —
6. H. VI (1421—71), konge 1422—61, søn af ovenn., blev
tillige konge i Frankrige, hvor dog Jeanne d’Arcs
optræden bragte dauphinen (Karl VII) seieren. H. var
godmodig, religiøs og ikke uden dannelse, men
uselvstændig og lunefuld; han beherskedes ganske af sin kloge
og energiske hustru Margrete af Anjou. Mellem denne
og prins Richard af York førtes en forbitret kamp om
magten; 1452 gjorde Richard oprør, og fra 1455 regnes
begyndelsen af den 30 aarige rosekrig mellem Lancaster
og York. Richard faldt 1460; hans søn Edvard IV blev
ved «kongemageren» Warwicks hjælp konge 1461 og
fængslede H.; denne kom atter paa tronen 1470, men
blev myrdet aaret efter. [Litt.: Som ovenf] — 7. H. VII
(1457—1509), konge 1485—1509, var søn af Edmund
Tudor og sidste ætling af huset Lancaster paa mødrene
side. Ved fransk hjælp fordrev han 1485 Richard III
og valgtes til konge af parlamentet (første konge af huset
Tudor); 1486 egtede han Edvard IV’s datter Elisabeth
af York. H. var en høit begavet regent, der øgede
kongemagten meget betydelig og holdt den under
rosekrigen svækkede høiadel nede. Krongods, som i tidens
løb var kommet over paa andre hænder, inddroges i
stor udstrækning. Folket blev vundet ved den strengt
gjennemførte orden og ved en kraftig national
politik; saaledes lagdes grunden til et selvstændigt engelsk
handelsliv. Ved at gjøre sig til repræsentant for folkets
ønsker opnaaede H. at blive næsten uafhængig af
parlamentet; det bevilgede langvarige skattepaalæg og blev i
de sidste 13 aar slet ikke indkaldt. Udadtil førte H.
en klog alliance- og egteskabspolitik, nærmest i
habs-burgsk retning; han kjæmpede heldig med flere
prætendenter og med Frankrige og Skotland. Han var
sparsommelig og retsindig, men ømtaalig for sin magt, og
hans finansielle reformer gjennemførtes ikke uden store
overgreb. [Litt.: Fisher, «History of England 1485—
1547» (1906); Moberly, «The earlv Tudors» (1887).] —
8. H. VIII (1491 — 1547), konge 1509—47, søn af ovenn.
Fik en ^^pperlig opdragelse og viste tidlig glimrende
egenskaber. Med store kundskaber i teologi, medicin,
filologi o. s. v. forenede den blodrige kjæmpe færdighed
i idræt og turnering. Fra begyndelsen gjorde hans
personlighed sig sterkt gjældende i regjeringen. Han
droges ind i fastlandspolitiken, egtede 1509 Ferdinand
den katolskes datter Katarina (hans broders enke) og
støttede først keiseren, siden Frankrige. Fra 1515 lededes
udenrigspolitiken af Wolsey, der faldt 1529 under H.s
skjæbnesvangre strid med Rom. H. var blevet kjed af
Katarina og vilde egte adelsdamen Anna Boleyn; han
vilde derfor have sit egteskab erklæret ugyldigt af paven,
hvad denne vægrede sig ved. H., der 1521 havde
udgivet et skrift mod Luther, dreves nu af personlig
interesse til en art reformation. Ifølge et gammelt statut
forbød han offentliggjørelse af pavebuller uden kgl.
samtykke; han fik provincialkoncilerne til at opgive sin ret
til at give kirkelove; han gjorde Cranmer (s. d.) til
kirkens primas og egtede 1533 hemmelig Anna. 1534 lod
han sig endelig af parlamentet ophøie til kirkens hoved.
Forbindelsen med Rom var nu løst, og i de følgende
aar inddroges alle klostre. 1536 og 1539 blev trosartikler
udstedt, de første mere i luthersk, de sidste i katolsk
aand. Nogen fasthed i konfessionen blev dog ikke
op-naaet, og baade katoliker og protestanter forfulgtes.
Imidlertid var H. blevet kjed af Anna, der henrettedes
for utroskab 1536; hans tredje hustru Jane Seymour
døde aaret efter. 1539 egtede han Anna af Kleve, men
lod sig faa dage efter skille fra hende; sin femte hustru
Katarina Howard lod han henrette 1542; endelig egtede
han Katarina Parr, som overlevede ham. H.s regjering
var af overordentlig betydning for Englands historie.
Hans betydning laa i hans mægtige egenvilje og evne til
at beherske mennesker. Uden at bryde lovene herskede
han som despot; uden at eftertragte andet end sin egen
kongemagts stigen øgede han sterkt folkets selvfølelse.
Han lagde grunden til blomstringen under Elisabeth, og
han indtager en høi plads blandt det 16 aarh.s fyrster,
om end hans brutale egoisme og sanselighed gjør hans
personlighed lidet tiltalende. [Litt. : Som ovenf. og
Pollard, «H. VIII?. (1902); Hume, «The wives of H. VIII»
(1905).] løvrigt jfr. England, historie.
Henrik, konger i F’rankrige. 1. H. I (omtr. 1010- 60),
konge 1031—60, maatte som alle de første Kapetinger
kjæmpe haardt med vasallerne og havde liden magt (se
Frankrige, historie). —- 2. H. II (1519—59), konge 1547
—59, næstældste søn af Frans I. Egtede 1533 Katarina af
Medici. Fortsatte kampen med Habsburgerne i forbund
med de tyske protestanter. Franske hære erobrede Metz,
Toul og Verdun fra Karl V samt Galais fra England, men
led forøvrigt adskillige nederlag. Ved freden i
Cateau-Cambrésis beholdt Frankrige de nævnte erobringer, men
prisgav efter 40 aars krige Italien til Spanien. Efter
freden vilde H. udrydde protestanterne af Frankrige i
forstaaelse med Filip II af Spanien, der egtede hans ældste
datter. Under bryllupsfestlighederne i Paris blev
imidlertid H. dødelig saaret i en turnering, og hans død
bevirkede en foreløbig udsættelse af religionskampen. Af
hans sønner blev tre konger efter ham: Frans II, Karl IX
og H. III, men enkedronningen, Katarina af Medici, vedblev
at have stor indflydelse. — 3. H. 11 1 (1551 — 89), konge
1574—89, deltog som prins i krigene mod hugenotterne
og i Bartolomæusnattens myrderier. 1573 valgtes han
til konge i Polen, hvor han kronedes 15 feb. 1574, men
allerede sommeren s. a. sneg han sig bort fra landet
og ilede til Frankrige for at bestige tronen efter
broderen Karl IX’s død. Som konge holdningsløs og ødsel.
Han lod sig rive med af den kat. liga til kamp mod
monastère (D m, monastery
@ kloster.
monasterial (e) klosterlig,
kloster-.
monastic(al)@, monastique
® klosterlig, kloster-, munke-.
monasticism (e) klosterliv,
munkevæsen.
Monat (t) m, maaned.
monatlich ® maanedlig, hver
maaned.
Monatsabschluss, ausweis
m, maanedsopgjør, -oversigt,
monatsweise ® maanedsvis.
monceau (?) m, bunke, dynge,
haug, stabel.
Mönch (t) m, mnnk.
Möncherei ® f, munkevæsen,
mönchisch (t) munkeagtig.
Mönchskopf (t) m, munke
hoved; (bot.) løvetand.
Mönchsplatte (t) f,
munketonsur; (bot.) løvetand.
Mönchswesen ® f,
Mönch-tum n, munkevæsen.
Mond ® m, maane; (sjelden)
maaned.
mondain (f) verdslig(sindet),
mondæn; m, f, verdensmand, - dame.
mondanité (f) f, verdslighed;
mondænt præg; (pi) verdslighed,
verdslige glæder, tant.
Monday @ mandag.
Black-M. anden paaskedag. Blue-,
Saint-M. blaamandag.
monde (î) m, verden, jorden;
den timelige verden; samfund;
den finere, selskabelige verden;
selskabelig dannelse, verdenserfa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
