Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik ... - Ordbøgerne: M - monde ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
money-taker—monkery
—56), t. konge 1039—56, kronet til keiser 1046. Søn af
Konrad II af det frankiske hus. En mand af strengt alvor
og energi. Overfor fyrsterne hævdede han med
jern-haand rigets overhøihed og søgte i pavemagten at skaffe
sig en støtte mod dem. Han lod 1046 tre paver afsætte
og indsatte senere en tysk biskop som pave. Han var
sterkt grebet af de cluniacensiske reformidéer, men han
fastholdt statens hegemoni over kirken. Hans mægtige
personlighed holdt riget sammen, men det gjærede rundt
om. — 4. H. IV (1050 — 1106), t. konge 1056—1105,
kronet til keiser 1084. Søn af ovenn. ; myndig 1065.
Han var udsvævende og impulsiv, men ikke uden energi.
Han evnede ikke at opretholde faderens magtfylde; mod
hertugerne søgte han at styrke sin sachsiske husmagt,
og mod paven støttede han sig til den høiere geistlighed.
Investiturspørsmaalet (s. d.) bragte ham i strid med
Gregor VII, der banlyste ham 1076; for at undgaa en
afsættelse fra fyrsternes side ydmygede H. sig for paven
i Canossa 1077, et politisk schaktræk, der kun delvis
lykkedes. Fyrsterne valgte en modkonge, der dog faldt
1080, hvorefter H. indtog Rom. Kampe i Italien og
oprør af H.s søn H. (V) formørkede hans sidste aar, og han
nedlagde kronen 1105. Hans lange kamp for rigsenheden
var ikke uden betydning for fremtiden. — 5. H. V (1081
— 1125), t. konge 1106—25, kronet til keiser 1111, søn
af ovenn., hvis politik han fortsatte. Et forlig med paven
i Sutri 1111 viste sig ugjennemførligt. H. blev banlyst,
afsatte paven og erobrede 1116—18 Toskana og den
Mathilde’ske arv. Samtidig kjæmpede han mod oprørere
i Tyskland. Endelig kom et forlig i stand i Worms 1122;
om dette gjaldt videre end for H. personlig, er et
omstridt spørsmaal. H. var herskesyg og ilde ligt. Han
døde som den sidste hersker af det frankiske hus. —
6. H. VI (1165—97), t. konge 1190—97, kronet til keiser
1191, søn af Fredrik I af Hohenstaufen. Han egtede 1186
Konstantia af Sicilien, og der knyttedes tidlig store
forventninger til denne forbindelse. Ved at vinde Sicilien
vilde Fredrik I sikre besiddelsen af Italien, og sønnen,
som var legemlig svag, men rustet med glimrende
politiske evner, sigtede endnu videre. Han vilde gjøre
kongedømmet arveligt, ja, søgte endog at faa sin søn kronet
som medkeiser. Fra Sicilien vilde han brede sin magt
over det østlige Middelhav, hvad der tildels lykkedes, og
over det græske rige. Krig med Tancred om Sicilien
og med Welferne i Tyskland hemmede hans planer, og
under forberedelserne til et korstog døde han af feber.
Hans søn var Fredrik II. — 7. H. (VII) (1211 — 42)
valgtes 1220 til t. konge som faderen Fredrik I I s medregent,
sluttede sig siden til dennes fiender og førtes 1285
fangen til Italien, hvor han døde. — 8. H.VII af
Luxemburg el. Lützelburg (1269—1313), t. konge 1308—13,
kronet til keiser 1310. Hertug af Luxemburg; valgtes
til konge 1308, men fik aldrig stor magt i Tyskland.
Han var fransk af sprog og sympati og mere interesseret
for keisertitelen end for riget. 1310—13 gjorde han et
tog til Italien og blev kronet til keiser, men døde nær
Siena af malaria. [Litt, for alle: Verker af Manitius,
Jastrow & Winter og Lindner, se disse forfattere.]
Henrik, hertuger af Bayern og Sachsen. 1. H. den
stolte (omkr. 1108—39), af huset Welf, arvede Bayern
1126 og fik Sachsen 1137. Under Konrad IH mistede
Henrik
27
han begge hertugdømmer, men tog Sachsen tilbage kort
før sin død. — 2. H. Løve (1129—95), søn af ovenn.,
beholdt Sachsen mod at opgive Bayern og fik ogsaa
dette tilbage 1154, eft erat hans ven Fredrik I var blevet
keiser. Sit store rige udvidede han yderligere ved
mægtige kolonisationer blandt slaverne mod nord og øst.
Han erobrede i tiden efter 1050 største delen af
Meck-lemburg og Holsten, anlagde Lübeck og organiserede det
vundne militært og kirkelig. Fra sin hovedstad
Braunschweig herskede han fra Østersjøen til Adriaterhavet,
men medens Fredrik I forfulgte rigsinteresser, styrede
H. sine lande som delf^rste i strengt monarkisk aand,
udeblev fra rigsdagene, undgik deltagelse i keiserens
krige og gjorde andre fyrster til sine fiender ved sit
overmod. En tid lang støttedes han af keiseren, men da
han kom i strid med flere af dennes sikreste tilhængere
blandt fyrsterne, indtraadte bruddet. H. sad en
stevning overhørig og blev 1180 lyst i acht og mistede sine
lande. 1181—88 var han i England; efter et mislykket
forsøg paa at gjenvinde det tabte fik han 1190 de
wel-fiske arvelande tilbage.
Henrik Julius (1564—1613), hertug af
Braunschweig-Wolfenbüttel 1589—1613, udmerkede sig ved sin store
lærdom i sprog og retsvidenskab, ved sit glimrende hof
og sit dramatiske forfatterskab. Han skrev 11 dramaer
(alle trykt 1593—94), nærmest efter engelsk forbillede,
paa prosa, men med sange og musik og med benyttelse
af dialekter.
Henrik, grever af Holsten. 1. H. (omkr. 1320—90),
paa grund af sin krigerdygtighed kaldt Jernhenrik. Han
og brødrene Klaus og Adolf fulgte faderen Gerhard den
store 1340 som hertuger og som panthavere i
Sønderjylland og Fyn. Siden deltog han paa lübsk side i
kampen mod Valdemar Atterdag og fik Gotland i pant.
Efter kongens død 1375 bemægtigede han sig
Sønderjylland. — 2. H. (1397—1427) var den sympatetiske søn
af Gerhard IV, der faldt 1404. Han opdroges i Danmark,
men forholdet til kongeriget var siden fiendtligt. 1427
faldt H. under Flensborgs beleiring.
Henrik Wladimir Albrecht Ernst (1876—),
prins af Nederlandene, hertug af Mecklenburg. Søn af
Fredrik Frans II af Mecklenburg-Schwerin; egtede 1901
den regjerende dronning Vilhelmine af Nederlandene,
der 1909 fødte ham en datter.
Henrik Sjøfareren (Dom Henrique el Navegador)
(1394—1460), infant af Portugal, ansaaes som sin tids
største matematiker. Han deltog i Ceutas erobring (1415)
og under dette felttog vaktes hans interesse for
undersøgelse af Afrikas kyster. Han udsendte ekspeditioner,
som skulde opsøge guldlandet Guinea og den kristne
prestekonge Johannes, som skulde bo der. Saaledes
opdagedes Porto Santo (1418), Madeira (1419), Kap Bodajar
(1434), Kap Blanco (1441), Kap Verde (1445), Senegal og
Gambia (1455). H. beskjæftigede sig ogsaa med at
forbedre de astronomiske instrumenter og sjøkarter samt
oprettede skoler for at uddanne dygtige sjømænd og
matematikere. H.s betydning ligger ikke mindst i, at
hans eksempel eggede til de store opdagelsesreiser, der
blev foretaget efter hans død.
Henrik (A1 b e r t W i I h e 1 m H.) (1862—), prins af
Preussen, anden søn af keiser Fredrik HI og keiser Wilhelm H’s
money-taker (g) billettør,
kas-serer(ske).
monger (e) handler; handle,
mongoler — ® Mongole m —
@ Mongol(ian) - (f) Mongol m.
Mongoliet — ® Mongolei f
-(èj Mongolia - (f) Mongolie f.
mongolsk — (t) mongolisch —
(e) Mongol(ian) ~ ® mongol; de
da) Mongolie.
mongrel @ af blandet race;
blandings-, bastard-; bastard,
monied se moneyed,
moniteur, (-trice) (f) m (f),
monitor @ (hjælpe)lærer(indt) ved
indbyrdes undervisning, monitor;
(D raadgiver, formaner; @
monitor, taarnskib.
monition @ & (f) f, © advarsel ;
d) biskoppelig advarsel.
monitive © advarende,
monitoire®: (lettre) m. m,
formaningsskrivelse.
monitorial (e) & ® formanings-,
advarende. m. system,
instruction (e) undervisning ved
hjælp af ældre elever.
monitory @ paamindende,
advarende ; formaningCsskrivelse).
monitress © advarer(ske) ;
hjælpelærerinde.
monk © munk ; (typogr.) mynk,
blindt sted. black m.
benediktiner. m.’s head (bot.) løvetand,
m.’s hood (bot.) tyrhjelm; (zool.)
marulk.
monkery © munkeliv, -væsen;
munkekloster.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
