Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Høastma ... - Ordbøgerne: O - Ohrfinger ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
oisillon—oksydere
399
Høfeber—Höffding
400
fortroligbed og blev en af bovedmændene for
omveltningen 1772. De følgende 12 aar (1772—84) bar man
alm. kaldt den cGuldberg’ske periode» og for saa vidt
med rette, som H.-G.s idéer i voksende grad prægede
styrelsen, om end hans stilling udadtil først ved periodens
slutning blev ledende. Lige fra begyndelsen af var han
dog høist indflydelsesrig, og efterat Schack-Ratblou var
trængt tilbage, Bernstorff styrtet 1780 og Schimmelmann
død 1782, medens ban selv blev udvævnt til
kabinetssekretær 1774, statssekretær 1776, gebeimeraad og
statsminister 1780, var ban næsten eneraadende. Han øvede
sin indflydelse gjennem et yderst vidtgaaende
kabinets-styre, der var ganske imod bestemmelserne af 13 feb.
1772. De fleste af Struensees reformer tilbagekaldtes,
trykkefriheden begrænsedes (1773), og bøndernes stilling blev
ved boveriforordningen (1773) daarligere end før. Derimod
betegnede skolereformen (1775), indfødsretsloven (1776)
ogudskiftningsloven (1781) fremskridt, ligesom der gjordes
meget for handelens vekst. Gjennemgaaende var styrelsen
smaalig, omstændelig og uden vidsyn ; H.-G. var
grund-hæderlig og kundskabsrig, men en stuelærd teoretiker,
og hans massive statsbegreb spærrede for større reformer.
Paa to punkter saa han dog videre end sin tid og sin
langt overlegne modstander Bernstorff; han havde en
dyb følelse for dansk sprog og nationalitet, og han havde
øie for det ønskelige i at drage borgerlige mænd ind i
administrationen jevnsides adelen. H,-G.s kabinetsstyre
blev aldrig populært, og da kronprins Fredrik 1784 ved
et statskup tog magten og afskedigede H.-G., føltes
snarest lettelse. [Litt.: E. Holm, «Danmark-Norges historie
under Kristian VII», bd. 2 (1906); A. Friis, «A. P.
Bernstorff og O. H.-G.» (1899).]
Høfeber er en febril tilstand, som kan optræde hos
enkelte, særlig modtagelige personer og forløber med
katarrb i øinene (saak. conjunctivitis, se Conjunctiva)
og næsen samt i luftveiene; det svir i øinene, der er
snue samt hoste, som tildels ledsages af astma («høastma»).
Sygdommen opstaar om sommeren, naar græsarternes
blomsterstøv (pollen) svæver om i luften, og beror paa
en i dette støv indeholdt gift. Mod katarrhen i luftveiene
anvendes smaa inhalatorer (ringe med bomuldsdotter i),
som anbringes i næsen; aander man saa bare gjennem
denne, frafiltreres blomsterstøvet. Tillige hindrer det(men
kun i kort tid ad gangen), naar man i de betændte øine
strør ind eller i den forsnuede næse snuser op det
saa-kaldte pollantin («h.-serum»), d. e. et pulver, hvis
virksomme bestanddel er indtørret serum fra dyr, som er
sprøitet med blomsterstøvet. Derimod virker pollantinet
ikke ved indsprøitning under huden. Trods disse midler
generes imidlertid enkelte personer saa sterkt af h.,
at de f. eks. jevnlig maa opholde sig en større del af
sommeren paa steder, hvor der ikke gror græs, f. eks. i
en større by.
Höfer, Edmund (1819—82), t. forfatter, begyndte
sin forfattervirksomhed 1842 og har fra da af udgivet
digte, kulturhistoriske og litteraturhistoriske skrifter,
romaner og noveller. H. er en udmerket fortæller og
en djerv humorist, som forstaar at tage sine pommerske
landsmænd paa kornet. Hans fortællinger er udkommet
i 12 bind (Stuttgart 1865), og hans udvalgte skrifter er
efter hans død udgivet i 14 bind (Jena 1882—83).
Høffding, Harald (1843—), d. tænker, født i en
velstaaende kjøbmandsfamilie i Kbh., studerede først
teologi og paavirkedes i sin ungdom desuden af Søren
Kierkegaard, forbigaaende af Rasmus Nielsen, hvis
løsning af spørsmaalet om tro og viden fik betydning for
ham, men afgjørende for hans hele følgende udvikling
af den moderne franske og engelske filosofis banebrydere,
Aug. Comte, Stuart Mill og H. Spencer, som han studerede
under et ophold i Paris’ 1868—69. Resultatet af disse
studier var hans doktorafhandling «Den antikke
opfattelse af menneskets vilje» (1870). Allerede ved disse
studier var H. ført bort fra al dogmatik i religiøse
spørsmaal. Ved sin hjemkomst holdt han
privatforelæsninger, udgav forelæsningsrækkerne «Filosofien i Tyskland
efter Hegel» (1872), «Den engelske filosofi i vor tid»
(1874) og en smuk liden bog «Om grundlaget for den
humane etik» (1876), hvorefter han 1876 blev docent,
1883 professor ved Kbh.s
universitet. Efter at have
udgivet et par
fortræffelige lærebøger for
studerende, «Psykologi i
omrids paa grundlag af
erfaring» (1882), som gav
en samlet oversigt over
sjælelivets vigtigste
fænomener, og et omrids af
logiken (1884), samlede
han sine kræfter om
ud-arbeidelsen af en række
større filosofiske
haand-bøger, der blev
hovedverker i dansk filosofisk
litteratur, og som i
oversættelse har fundet en for
saadanne arbeider
storartet udbredelse. Det
første og betydeligste af
disse verker var hans
fængslende og righoldige «Etik» (1887), en systematisk
fremstilling, der suppleredes med en samling «Etiske
undersøgelser» (1891), som bl. a. indeholder en for H.s
grundopfatning betegnende udredning «Om
forholds-loven i etikken». H. sætter velfærdsprincipet som
maalestok og den universelle sympati som motiv for
de etiske vurderinger. Den frisindet humane maade,
paa hvilken han begrunder de etiske grundsætninger,
og den anvendelse af dem, han gjør paa de
konkrete forhold i den enkeltes og i samfundets liv, har
virket rigt befrugtende i vide kredse. Sin «Psykologi
i omrids» udvidede han i senere udgaver til en lignende
omfangsrig og dybt pløiende haandbog. Til disse to
hovedverker sluttede sig en klar og aandfuld fremstilling
af «Den nyere filosofis historie» i to store bind (1894—95),
til hvilken slutter sig mindre arbeider om «Moderne
filosoffer» (1904) og «Danske filosoffer» (1909) samt en
række sa?rafhandlinger om enkelte filosofer, blandt disse
«Søren Kierkegaard» (1892) og «Rousseau» (1896). En
interessant kritisk udredning af det religiøse livs historiske
kjendsgjerninger og dogmatiske indhold gav han i
«Religionsfilosofi» (1901), suppleret med «Nogle religions-
Harald Höffding.
ørkesløs, doven ; overflødig, tom,
unyttig; død (kapital).
oisillon ® m, fugleunge,
oisiveté ® f, uvirksomhed,
lediggang.
oison ©m, gaasunge, gjæsling;
(fig.) fæ, tosk.
oisonnière (î) f, gaasepige.
okker — ® Ocker, Ocher m —
© ocher — ® ocre f.
Ökonom (t) m, husholder,
økonom ; landmand.
Ökonomie (î) f,
sparsommelighed, økonomi; landvæsen; bedrift,
landbrug, gaard.
Okonomiegebäude (t) n,
udhus, avlsbygning.
Ökonomisch ® sparsommelig,
økonomisk.
okra, okro (^ (bot.) spiselig
abelmoskus.
okse — ® Ochs(e); Stier m —
(g) ox; bullock; bull - (g bœuf;
taureau m.
oksedriver — (t) Ochsentreiber
m — @ drover — (î) bouvier m.
oksehoved (vinfad) — ®
Ochs-hoft n - (e) hogshead — ®
barrique f.
oksekjød - (t) Rind-,
Ochsenfleisch n — (e) beef - ® bœuf m.
oksesteg — (t) Rinder-, Rinds ,
Ochsenbraten m — (è) roast
beef-(f) bœuf rôti; rôU de bœuf;
rosbif m.
Oksyd - (t) Oxydn - (e) oxide
— ® oxyde m.
oksydere - (t) oxydieren - @
oxidize - (f) oxider.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
