Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johan ... - Ordbøgerne: P - pendable ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
789
Johan—Johannes
790
pendable pendeur
Johan Nepomuk Salvator, kaldt J. Orth (1852
—90?), erkehertug af Østerrige, Frans Josefs halvfætter,
kom som østerrigsk officer paa forskjellig maade i
konflikt med regjeringen, opgav 1889 sine fyrstelige
præro-gativer, antog navnet J. Orth og udrustede et skib til
seilads syd om Sydamerika. Paa denne reise maa han
antages at være omkommet; man har ingen
efterretninger om ham siden, og udspredte rygter om, at han
skulde bo paa Mallorca eller leve som arbeider i Ohio,
er lidet trolige.
Johan fra Leiden (1509—36), t. religiøs sværmer,
var skrædder, senere handlende og vert i Leiden, blev
grebet af gjendøbernes (s. d.) idéer og vandt stor
popularitet ved sin veltalenhed og ydre fremtræden. 1534
sendtes han til Münster, hvor han gjorde sig til herre og
førte et sandt rædselsregimente, indtil han ved byens
erobring blev fanget og henrettet under store pinsler.
Johanne, pavinde. Et middelalderligt sagn fortæller,
at en ung pige fra England (eller Mainz) i mandsklæder
studerede i Athen, derefter under navnet Johannes
Ang-licus optraadte som lærer i Rom og endelig 855 besteg
pavestolen som Johannes VIII. Efter lidt over to aars
regjering nedkom hun med et barn, da hun deltog i en
kirkelig procession. Efter en beretning døde hun
umiddelbart efter; efter en anden levede hun flere aar i den
strengeste bod. Dette sagn, som fremkom i 13 aarh.,
vandt tiltro i middelalderen lige til 17 aarh. 1649
godtgjorde imidlertid David Blondel, at det var uhistorisk.
Johanne (Juana) den afsindige (1479—1555),
dronning af Kastilien, datter af Ferdinand den katolske og
Isabella. Egtede 1496 Filip den smukke af Østerrige,
med hvem hun havde seks børn: keiserne Karl V og
Ferdinand I, samt dronningerne Eleonore af Portugal,
Isabella (Elisabeth) af Danmark, Maria af Ungarn og
Katarina af Portugal. J. led tidlig af momentant vanvid
og holdtes siden Filips død 1506 indesperret i Tordesillas,
men behandledes fyrstelig.
Johanne I (1326—82), dronning af Neapel 1343—82,
datter af Karl II af Anjou. Smuk, klog, men sterkt
sanselig nedkaldte hun en række ulykker over landet,
da hun, efter 1345 at have forgivet sin første mand,
Andreas af Ungarn, egtede Ludvig af Tarent. Andreas’
broder, Ludvig den store af Ungarn, gjorde derfor et
hevntog til Neapel, og J. maatte flygte. For at vinde
paven solgte hun da Avignon og Venaissin til ham, og
han mæglede et forlig, hvorefter hun kom tilbage. Men
nye stridigheder opstod, og da tronprætendenten Karl af
Durazzo vandt overhaand, lod han J. fængsle og myrde.
Johanne II (1371 — 1435), dronning af Neapel 1414—35,
datter af Karl af Durazzo (se J. I), overtog magten efter
broderen Ladislaus. Hun var gift to gange, men havde
ingen børn, og da adelen, forbitret over hendes elskeres
herredømnae, gjorde oprør, forlod hun landet. J. I’s
adoptivsøn Ludvig II af Anjou søgte forgjæves at vinde
riget, men J. erklærede Alfons V af Aragonien for
arving, og skjønt hun siden angrede det og nærmede sig
Ludvig, beholdt Alfons dog en del af riget.
, ohan d’Albret, se A Ib r et.
^ ohannes, en af Jesu apostler, broder af Jakob den
ældre, søn af Zebedæus og Salome, var, før han kaldtes
til at være apostel, fisker ved Gennesaret sjø (Matt. 4, 21)
Hans karakter er betegnet ved tilnavnet «Boanerges»
(d. e. tordensønnerne), som Jesus gav ham og hans broder
(Mark. 3, 17). J. tilhørte Jesu fortroligste kreds blandt
apostlene (Mark. 5, 37; 9, 2; 14, 33). I det fjerde
evangelium er han utvilsomt betegnet som «den discipel, som
Jesus elskede» (Joh. 13, 23; 19, 26; 20, 2; 21, 7. 20).
Ved korsfæstelsen betroede Jesus ham omsorgen for sin
moder (Joh. 19, 26). I den ældste apostoliske menighed
indtog han en fremragende plads. Først synes han at
have arbeidet sammen med Peter (Ap. gj. 3; 4; 8, 14—25).
Paulus kalder ham en af menighedens «søiler» (Gal. 2,9).
I Joh. aab. 1, 9 fortælles, at han blev forvist til øen
Patmos. I det nye testamente findes under hans navn:
J. evangelium, tre breve og J. aabenbaring (s. d.).
Johannes døber, profet i Israel, søn af presten
Zakarias og Elisabeth (Luk. 1, 5). Selv asket forkyndte
han med profetisk kraft, at forjættelsens opfyldelse
stundede til. Derfor bød han alle omvende sig for at
undfly den kommende dom. De, som fulgte hans
opfordring, lod sig døbe i Jordan som tegn paa, at de
begyndte et nyt liv. Store skarer søgte ud i ørkenen for
at høre ham. Ogsaa Jesus lod sig døbe af ham som
indvielse til sin gjerning. Senere lod Herodes Antipas
ham kaste i fængsel, fordi han foreholdt ham, at han
havde egtet sin broder Filips hustru Herodias. Efter
nogen tid lod Herodes ham dræbe efter Herodias’ ønske
(Matt. 14, 3 f.). Omfanget af den bevægelse, som J.
fremkaldte, antydes ved, at der endnu langt ned i
aposteltiden omtales disciple af ham (Ap. gj. 19, 3 ff.). Josefus
fortæller, at Herodes lod J. dræbe, fordi han frygtede
den magt, som han havde over folket.
Johannes, paver. J. I den hellige (pave 523—526),
blev af den østgotiske konge Theodorik tvunget til at reise
til Konstantinopel for at bevæge keiser Justinos I til at
mildne et edikt mod arianerne. — J. II (533—535). —
J. III (561-574). — J. IV (640—642). — J. V (685—686).
— J. VI (701-705). — J. VII (705—707). — J. VIII
(872—882), en romer af fødsel, var opfyldt af ønsket
om at udvide pavestolens magt og søgte at gjøre
keiserkroningen til et paveligt prærogativ. Derfor kaldte
han Karl den skaldede til Rom og kronede ham til
keiser, men maatte mod sit ønske efter hans død krone
Karl den tykke. — J. IX (898—900). — J. X (914—928).
valgt til pave ved hjælp af Theodora, en udsvævende rom.
adelsdame, som stod i spidsen for patricierpartiet i Rom.
Han kronede Berengar af Friaul til keiser og drog
personlig i spidsen for et italiensk fyrsteforbund mod
saracenerne, som han beseirede ved Garigliano (916). Han
blev styrtet af Marozia, Theodoras datter, fængslet og
sandsynligvis kvalt. — J. XI (931—936), søn af Marozia
og pave Sergius III, blev pave 25 aar gammel, men to
aar efter fængslet af Alberik, en anden søn af Marozia,
som tog magten i Rom. Han blev senere frigivet mod
at opgive al verdslig indflydelse. — J. XII (955—964),
oprindelig Octavianus, søn af ovenn. Alberik, blev 18 aar
gammel pave. Ha^i skjendede sit høie embede ved et
ryggesløst og usedeligt liv. Paa grund af strid med kong
Berengar maatte han paakalde den tyske kong Otto I’s
hjælp. Otto ydede denne, blev 962 kronet til keiser og
sluttede overenskomst med paven, som straks efter Ottos
bortreise brød den; Otto vendte tilbage, afsatte J. XII
pendable être p. fortjene
at blive hængt. un tour p.
skammelig streg.
pendaison (f) f, hængning,
pendant - ® Pendant n - ©
& ® pendant m.
pendant @ & (f) (ned)hængende;
® ogs. overhængende, truende;
svævende, uafgjort, verserende (for
retten).
pendant @ & (f) m, tilhæng,
gehæng; sidestykke; © ogs.
anhang; ørenring, øredobbe;
hængende ornament, søile; (pi)
(glas)-prismer (i lysekrone); vimpel;
top-reb; ® ogs. (pi) (øre)lokker.
pendant ® (om tid) under,
om, i (løbet af), p. que medens.
pendard ® m, galgenfugl,
slyngel.
pendel - Pendel n — ©
pendulum — ® pendule; balan
cier m.
pendeln (£) svinge; spasere,
drive om.
pendeloque (f) f, (glas)prisme ;
øredobbe; lap, fille.
pendelur — ® Pendeluhr,
Pendule f — © pendulum clock
-® pendule f.
pendency © uafgjorthed, sags
versering (for retten).
pendent © (udover)hængende.
pendentive © rum mellem to
hvælvbuer under en dôm.
penderie (î) f, hængning ;
tørkeplads, loft.
penderoles ® f pl, (mil.)
(trompet)snor.
pendeur (?) m, en som lader
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
