Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jølster ... - Ordbøgerne: P - phosphorescent ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
883
phrase-book—physic
Jørgensen, Bendt Søborg (1815—88), d.
polytekniker og landøkonom, professor ved den kgl.
veterinær- og landbohøiskole i Kbh., i mange aar præsident
i det Danske landhusholdningsselskab.
Jørgensen, Christian (1812—69), d. skuespiller;
kom 1831 til Norge og var helt til 1863, da han forlod
scenen og vendte tilbage til Danmark, knyttet til
Christiania theater, hvor han indtog en fremtrædende plads
som en af de bedste danske kræfter og i en aarrække
virkede som sceneinstruktør ved siden af at være
skuespiller. J. var en meget talentfuld kunstner, fin, intelligent,
med vakkert organ; han udmerkede sig i helte- og
karakterroller, f. eks. i Oehlenschlägers tragedier, men ogsaa i
komedier, syngestykker og operaer. Han var gift med
Gæcilie J., f. Gade (1814-90), d. skuespillerinde, fra
1835—63 knyttet til Christiania theater, meget anvendt
og dygtig i komedier og syngestykker.
Jørgensen, Erik (1848—96), n. bøssemager, arbeidede
først hos Larsen i Drammen, derefter fra begyndelsen af
1870-aarene hos den bekjendte geværkonstruktør, senere
oberst Krag, fra 1875 — 83 korpsbøssemager i Fredrikstad,
derefter var J. knyttet til Kongsberg vaabenfabrik. Under
J.s medvirkning blev magasinet paa Krags kapselgevær
modificeret, saaledes at geværet i 1889 blev antaget i
Danmark, og det fører fra den tid navnet Krag-Jørgensens
gevær (s. d.), som ogsaa efter nogle yderligere forandringer
blev antaget i de Forenede stater 1893 og i Norge 1894.
Jørgensen, Eugen (1862—), n. botaniker, overlærer
ved katedralskolen i Bergen og stipendiat ved Bergens
museum. Har udgivet en række, tildels betydelige
afhandlinger, særlig af systematisk-floristisk indhold, saavel
over fanerogamer som kryptogamer, saaledes f. eks. hans
publikationer over floraen i visse dele af Tromsø amt;
ligeledes kan nævnes hans arbeider over plankton.
Jørgensen, Jens Johannes (1866—), d. forfatter;
studerede opr. zoologi, debuterede 1887 med en liden
samling «Vers», sterkt paavirket af J. P. Jacobsen. I en
række smaa romaner, hvis bedste egenskab er sprogets
skjønhed, men som viser liden evne til variation,
fortæller han om sin egen fattige, glædeløse ungdom: «En
fremmed» (1890), «Livets træ» (1893) o. fl. 1893—94
udgav han tidsskriftet «Taarnet», der startedes som organ
for den litterære og kunstneriske symbolisme (s. d.), og
her viser han, at hans ungdoms radikale fritænkeri
holder paa at afløses af en katolsk farvet religiøsitet.
Overgangen til katolicismen fuldbyrdes i «Reisebogen»
(1895), digtsamlingen «Bekendelse» (s. a.) og brochuren
«Livsløgn og livssandhed» (1896). Hans senere
forfatterskab er for det meste religiøs polemik: «Vor frue af
Danmark» (1900), «Pilgrimsbogen» 11903) o. m. fl. J.s
betydeligste digteriske prosaarbeide er fortællingen «Den
yderste dag» (1897). Hans inderlige og formelt udsøgte
lyriske digte fra de senere aar er samlet i «Digte» (1898),
«Blomster og frugter> (1907) og «Af det dybe» (1909).
Nævnes bør ogsaa den omfangsrige monografi om «Frans
af Assisi» (1907) samt en samling «Essays» (1906). [Litt.:
G. E. Jensen, «Vore dages digtere» ; G. Nærup i «Ringeren»
(1898); Hjalmar Christensen, «Danske digtere i nutiden».]
Jørgensen, Johannes (1850—92), n. lærer og
lægprædikant. Efter en tid at have virket i Finmarken og
Trondhjem kom han i 1887 til Kristiania, hvor han var
Jørgensen—Jørstad
884
klokker ved tugthuset. Sammen med O. Treider deltog
han ivrig i den frireligiøse bevægelse, der ledede til
bygningen af Calmeyergadens missionshus, og virkede som
prædikant, søndagsskoleleder og redaktør. Mere almen
opmerksomhed vakte han ved den lærestrid han i 1890
blev indviklet i, idet pastor Storjohann (s. d.) beskyldte
ham for nyevangelisme (s. d.). Til selvforsvar udgav J.
da sin bog «Lære og liv», hvori ogsaa sagens dokumenter
er samlet.
Jørgensen, Jørgen, se Jürgensen, Jørgen.
Jørgensen, Simon Emmanuel (1846—), n. prest,
cand. theoL 1873, reiste 1875 ud som missionsprest i
det Norske missionsselskabs tjeneste og bestyrede den
norske missions presteskole i Tananarive til 1886. I 1889
—92 var han bestyrer af hjemmet for missionærernes
børn i Stavanger og fra 1892—97 af missionsskolen
sammesteds. Senere har han virket som prest i Baklandet og
Lademoen (Trondhjem). J. har været en af de mest
frugtbare forfattere paa missionslitteraturens omraade.
Vi nævner her «Missionslære», «Folk og kirke paa
Madagaskar», «Vidnesbyrd fra missionen», «Missionsprækener»
o. fl. samt en masse artikler angaaende kirkelige
spørs-maal og missionen i kirkelige blade og i dagspressen.
I det madagassiske sprog har han skrevet en større
kirkehistorie, pastorallære, liturgik o. fl. kommentarer.
Jørgensen, Sophus Mads (1837—), d. kemiker,
indtil 1908 professor i kemi ved Kjøbenhavns universitet,
har navnlig gjort sig bemerket ved sine studier af
metal-ammoniakforbindelser samt ved sine fortrinlige kemiske
lærebøger.
Jørgensen, Sven (1861—), n. maler, fik sin første
uddannelse i München og kom i 1880-aarene hjem til
Norge, hvor han sluttede sig til det moderne
frilufts-maleri og indtog en fremskudt plads blandt de yngre
figurmalere. J. har ingen betydelige artistiske egenskaber,
men han er en sjelden fin og tilforladelig folkelivsskildrer ;
«Arbeidsløse» og «Sønnen», som repræsenterer ham i
Kunstmuseet, udmerker sig ved sin karakteristik og evne
til at fortælle. J. er bosat i sin hjembygd Slagen.
Jørgensen, Thorvald (1867—), d. arkitekt; kom først
i tømrerlære, gjennemgik teknisk skole samt akademiet.
Har senere arbeidet som konduktør, foretaget flere reiser
i udlandet og været ansat som assistent ved akademiet.
J. har opført flere kirker, bl. a. Esaiaskirken i Kbh.
Hans udkast til gjenopførelse af Kristiansborg slot blev
præmieret og lagt til grund for udførelsen.
Jörmungandr («den vældige stav») er et andet navn
paa Midgardsormen (s. d.).
Jörmunrekr, sagnkonge, identisk med østgoternes
mægtige konge Ermanrik, der ved hunernes indfald 375 dræbte
sig selv. Ifølge krønikeskriveren Jordanis (ca. 550) lod
J. Sunilda, en forræderisk høvdings hustru, sønderslide
af heste; hendes brødre Sarus og Amnius forsøgte hevn,
men opnaaede kun at saare J. Denne begivenhed blev
udgangspunkt for sagndannelse. I norrøn overlevering
(eddadigtene m. m.) er J.-sagnet knyttet til
Sigurds-sagnene, idet Sunilda (Svanhild) gjøres til datter af Sigurd
og Gudrun. [Litt.: Paul, «Grundriss der germanischen
Philologie» IH, side 682 (1900).]
Jørstad, Birgitte Marie Østende (1833—), n.
redaktrice og pædagog; skrev i 1880—90-aarene talrige
tryk; (mus.) sats; (e) ogs. udtrykke,
kalde, benævne; (mus.) frasere,
phrase-book (e) parlør.
phraseologic(al)
phrasé-ologique (^ fraseologisk.
phraséologie (f) f,
phraseology @ sætningsbygning,
udtryks-maade, fraseologi; (?) ogs. fraser,
bombast, svada.
phraser (g (mus.) frasere.
phraseur (f) m, frasemager,
phrasing @ udtryk,
udtryks-maade; (mus.) frasering.
phrenltis (§ hjernebetændelse.
phrenologic(al)
phréno-logique (g frenologisk.
phrénologie(f)f, phrenology
@ bjernelære, frenologi.
phrenologist (g, phrénolo-
giste, phrénologue (D m, fre-
phrygien (f) frygisk.
Phthiriasis (^ lusesyge.
phthisic,phthisis
pht(h)i-sie (f) f, svindsot, (lunge)tæring.
phthisical phthisique (f)
brystsyg, svindsottig; ® ogs. m,
tæringspatient.
phylactère ® m, phylacteri-
um (g (jødernes) tephilim,
tankerem ; talisman, amulet ;
relikvieskrin.
phyllite © & ® m, forstenet
blad; bladaftrvk (i sten).
phylloxera (g), phylloxéra (g
m, vinlus, druerodlus,
physalis (§ blæregople,
physeter (e) kaskelot,
physic @ lægekunst; læge-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
