Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl ... - Ordbøgerne: P - pleura ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
989
Ord, som ikke finde
Karl
nder K, rna
990
pleura—pli
Guesclins ledelse, saa næsten hele Frankrige blev
gjen-vundet. Han tog borgerlige raadgivere, indførte et til en
vis grad ordnet, fast skattevæsen (bl. a. gabelle, saltskat),
søgte at sikre landefreden, fuldendte Paris’ befæstning,
begyndte at bygge Bastillen og Louvre. Var en lærd mand.
— 7. K. VI (1368—1422), konge 1380—1422, søn af K. V.
Frænder stredes om formynderskabet og udpinte folket.
Dette fremkaldte en opstand i Paris, som dog hurtig
blev slaaet ned; Louvre og Bastillen fuldførtes og holdt
byen i tømme. 1388 overtog K. selv regjeringen, der nu
en tid førtes i samme borgerlige spor som under K. V.
Men kongen var svag og lod griske og uværdige
yndlinger herske. 1393 blev han vanvittig. Frænderne
styrede nu atter; en af dem, Johan den uforfærdede af
Burgund, smigrede demokratiet, medens en anden, greven
af Armagnac, var leder af feudaladelen. Bourgignons
og Armagnacs førte formelig krig med hinanden, og
imedens angreb Henrik V af England Frankrige. Den
franske ridderhær tabte slaget ved Azincourt 1415. K.s
dronning Isabeau (s. d.) forbandt sig med Johan af
Burgund og englænderne, medens dauphinen (K. VII) søgte at
verne landets uafhængighed og sin arveret. Men ved
freden i Troyes 1420 fastsattes, at Henrik V skulde giftes
med en datter af K. VI og Isabeau og efter K.s død være
konge i Frankrige, medens dauphinen udelukkedes. —
8. K. VII (1403—61), konge 1422 — 61, søn af K. VI og
Isabeau. Ved faderens død skulde efter Troyes-freden
Frankrige gaa over til det engelske kongehus
(barnekongen Henrik VI), men i mange egne af Frankrige holdt
folket fast ved sin gamle kongeslegt. Denne royalisme
og voksende harme over krigsfolkets plyndringer ligger
bag Jeanne d’Arcs (s. d.) fremtræden, og da englænderne
var altfor faa til at hævde sit herredømme i Frankrige,
gik det fremad for K., saasnart han og hans omgivelser
havde faaet tillid til sine kræfter. Han kronedes i Reims
1429, udsonede sig med Filip den gode af Burgund 1435,
indtog Paris 1436, fik 1439 en stænderforsamling til at
bevilge faste skatter til underhold af en hær; kjøbmanden
Jacques Coeur ledede finanserne klogt; 1453 var
englænderne jaget ud af Frankrige (undtagen Galais), og lige
til sin død førte K. en fast ordenspolitik, der bragte
landet paa fode igjen. — 9. K. VIII (1470—98), konge
1483—98, søn af Ludvig XI. Da kan var blevet myndig,
egtede han 1491 Anna af Bretagne og bragte derved det
sidste af de store uafhængige hertugdømmer i Frankrige
ind under kronen. Gjorde arvekrav paa Neapel; 1494
tog til Italien, meget kostbart og ødelæggende for
Frankriges finanser og dog uden blivende resultat; et forbund
mellem Venedig, Milano, Spanien og Østerrige tvang ham
til tilbagetog. De franske stormænd stiftede
bekjendt-skab med den italienske renaissanceluksus; den nye
smag og de nye vaner, der bragtes hjem fra Italien,
virkede paa mange maader uheldig i Frankrige. —
10. K. IX (1550—74), konge 1560—74, næst ældste søn
af Henrik II og Katharina af Medici. Moderen regjerede
for ham, ogsaa efterat han 1563 var erklæret myndig;
selv var han optaget af renaissanceluksus, poesi, kunst
og udsvævelser og temmelig ligegyldig for hugenotkrigen
(siden 1562). Efter religionsfreden 1570 synes det, som
hugenotføreren Goligny (s. d.) skulde faa indflydelse paa
ham og vække ham til selvstændighed, men af angst for
at miste sin magt søgte moderen at faa Goligny dræbt,
og da dette mislykkedes, fik hun iverksat
bartholomæus-nattens myrderier 1572, som hun fik K. til at give
samtykke til. Han døde to aar efter pint af rædsel over
denne udaad. — 11. K. X (1757—1836), konge 1824—30,
yngste broder af Ludvig XVI. Efter stormen paa Bastillen
14 juli 1789 emigrerede han og ivrede for udlandets
væbnede indskriden mod det revolutionære Frankrige.
Var med fiendehærene 1792 og gjorde 1795 et mislykket
forsøg paa at hjælpe vendéerne. Levede ellers et
ørkesløst nydelsesliv i England (ved hjælp af en eng. apanage),
kom først til Frankrige igjen 1813, i følge med fienderne.
Efter restaurationen 1815 var han de ultra-reaktionæres
overhoved og havde ikke ringe magt, især støttet af
kongregationerne. Ved broderen, Ludvig XVIH’s død 1824
blev han konge. 1825 lod han sig krone i Reims, med
middelalderlig pomp, og førte en yderliggaaende
reaktionærklerikal politik; fik pressefriheden indskrænket, fik
bevilget 1 milliard frc. til emigranterne o. 1. Da
kammerflertallet svigtede, udnævnte han, efter et kort forsøg
med et moderat ministerium (Martignac) et reaktionært
kampministerium Polignac, hvis juli-ordonnanser
fremkaldte julirevolutionen (s. d.) 1830 og K.s afsættelse.
Han døde landsforvist i Görz.
Karl, landgreve af Hessen- Kassel (1744—1836), d.-n.
officer, kom 1756 til Danmark, vandt indflydelse ved hoffet og
steg til generalløitnant og præsident for krigsraadet (1766).
S. a. egtede han Kristian VII’s søster Luise. Fra 1769
til sin død var han statholder i hertugdømmerne og 1772
—1814 kommanderende general i Norge, hvor han dog
kun opholdt sig i to aar (1772—74). 1788 ledede han
det norske felttog til Kvistrum bro. Et mindre svensk
korps blev undertvunget; men daarlig forpleining
fremkaldte smitsomme sygdomme blandt soldaterne. Siden
levede K. i Slesvig, i bedste forstaaelse med Fredrik VI,
der 1790 egtede hans datter. Hans til sine tider ganske
betydelige indflydelse skyldes mindre store evner end
intelligent og vindende væsen; angrebene paa hans
moralske vandel er i høi grad overdrevne. Han var morfader
til Kristian IX’s dronning Luise. [Litt.: G. J. Anker, «Prins
K. af Hessens optegnelser» og «Fra Prins K. af Hessens
arkiv» (1893).]
Karl Fredrik (1700—39), hertug af Holsten-Gottorp
1702—39, søn af hertug Fredrik IV og Karl XII’s søster,
opholdt sig en tid lang i Sverige, medens Danmark
besatte hans lande. 1720 fik han ved freden kun den
gottorpske del af Holsten tilbage. Hans bestræbelser for
at vinde den svenske krone slog feil; 1725 egtede han
Peter den stores datter, men de forhaabninger, han
knyttede til dette egteskab, brast ved hans tidlige død.
Karl V, hertug af Lothringen (1643—90), østerr.
felt-marskalk. Skulde efter sin farbroder K. IV af Lothringen
arve dette hertugdømme, men franskmændene besatte
det 1670, og først hans søn Leopold fik det tilbage ved
freden i Ryswick 1697. K. var en af tidens ypperste
feltherrer og udmerkede sig baade i Østerriges krig med
tyrkerne og i krigene med Frankrige. Han undsatte
Wien 1683 og befriede det meste af Ungarn fra tyrkerne.
Hans sønnesøn var den tyske keiser Frans I.
Karl den onde (1332—87), konge af Navarra 1349
—87; hans moder Johanne var datter af Ludvig X af
pleura @ brysthinde, lungesæk.
pleurard (f) m, taareperse,
hylekrok; (adj) flæbende.
pleure-misère, -pain (?) m,
gjerrigknark.
pleurer ©graate; rende, dryppe,
graate over.
pleurerie (f) f, hyling, tuding,
brøl.
pleurésie ® f, pleurisy,
Pleuritis © bryst ,
lungehindebetændelse, pleurit.
pleurétique pleuritic @
brysthinde-; brystbetændelses-.
pleureux (jf) graatefærdig ;
forgrædt.
pleurnicher (?) pibe, sutre,
klynke.
pleurnicherie (?) f, pibing,
sutring; flæbing, tuding.
pleurnicheur ® (m),
taare-perse; sutrende.
pleurs ® m pl, graad, taarer.
pleutre (f) m, (elendig) stakkar,
pleuviner (î) smaa-, duskregne;
duske.
pleuvoir ® regne; (fig.) iiagle
ned; strømme til (i mængde),
plèvre (f) f, bryst-, lungetiinde.
plexus @ (fysiol.) net(verk);
kompleks.
pleyon (?) m, halmbaand,
vidje-(baand).
Pli ® m, belevenhed, fint væsen,
pli ®m, fold, bret, læg, rynke;
(bogbinderi) fals; (brevs)
sammenlægning; konvolut; brev; vending;
vane. p. (de terrain)
fordybning, sænkning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
