Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Korssakov ... - Ordbøgerne: Q - qualmisch ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1377 Konsta’ntius Chlorus—Konstanz-koncilet
Ord, som ikke findes under K, maa søges under C.
1338
Grankorsnebben
(loxia curvirostra).
fugl. Vingerne er temmelig lange, spidse; stjerten kort
og kløftet i spidsen. Typiske naaleskogsfugle, der lever
af frø og delvis ogsaa af insekter. Under klatringen
tager de ligesom papegøierne nebbet til hjælp. De er
meget uregelmæssige i sin optræden og viser sig gjerne
i en egn, naar frøaar indtræffer. De forplanter sig paa
alle aarstider, oftest i februar, da granens frø modner.
De bygger et solid, men aabent rede af kvist, forer det
indvendig med granlav og lægger tre—fire—fem eg, som
udruges af hunnen. Eggene taaler op til tyve graders
kulde uden at ødelægges. — Man kjender fire arter, der
er udbredt over den gamle verdens og Amerikas nordlige
skogstrøg, deraf hos os
grankorsnebben (I curvirostra).
Hannen er overveiende rødfarvet
med mørkere partier paa hovedet
og halsen og graat underliv.
Vingerne og stjertpennerne er
brunsorte med rødlige fjærkanter.
Længden ca. 180 mm. Hunnen
er oventil graa med grøngule
fjærkanter,bagryg og overgump gulgrøn,
undersiden lysere graa med grøngul
anstrygning. Den unge han er gul,
hvor den gamle er rød, antager først efterhaanden dennes
farve. Ungerne er flekkede. — Grankorsnebben er alm.
i det sydlige Norge, men streifer kun tilfældig nordenfor
polarcirkelen. Den findes østover gjennem Asien og
erstattes i Amerika af en nærstaaende varietet, Z.
ameri-cana. Eggene er hvide med brunrøde og brunsorte
flekker og streger i den tykkeste ende (længde ca. 22,
tykkelse 16 mm.). — Furukorsnebben (l.pityopsittacus)
ligner i farve fuldstændig den foregaaende art, men er
lidt større. Bedst kjendes den fra denne paa nebbet,
hvis høide er omtr. lig underkjævens længde, medens
den hos grankorsnebben er mindre. Den er i Norge
paatruffet op til Saltdalen, men er sjeldnere end
grankorsnebben. Mod øst gaar den til Ural. Enkelte anser
den som en varietet af grankorsneb ; i Norge er dog de to
former vel afgrænset. Eggene er lidt større end
gran-korsnebbens, som de ellers ligner. — Den hvidvingede
korsneb (1. leucoptera) ligner i farver de to foregaaende,
men har to hvide tverbaand over vingerne. Længden
ca. 170 mm. Den findes over hele den nordlige
halvkugle, men kommer kun leilighedsvis paa sine streiftog
til Skandinavien. Den europæisk-asiatiske form har
bredere neb og mørkere røde farver end den amerikanske
og regnes derfor ofte som en egen race, Z. hifasciata.
Korssakov, Dondukov, se Dondukov-Korssakov.
Korssten, se Harmotom.
Korstogene var udslag af den mægtige bevægelse,
der, mere eller mindre levende, beherskede de
europæiske folk ca. 1100—1300 («en kristen tanke, som fik en
hedensk udførelse»), og hvis oprindelige maal var at
befri det Hellige land fra de vantro og hævde dets
besiddelse. Pilgrimsfarterne til det Hellige land var i det
11 aarh. tiltaget overordentlig, men vanskeliggjordes
efter Seldsjukernes indtrængen i Lilleasien, især efter
Jerusalems erobring 1070. Det gamle fiendskab mellem
kristne og muhammedaner, den normanniske eventyrlyst,
pavemagtens søgen efter midler til at sikre verdens-
qualmisch—Quark
herredømmet, grækernes bønner om hjælp, det asketiske
kirkeideal og den menneskelige livstrang, de lavere
klassers haab om befrielse fra sine trykkede kaar og de
norditalienske stæders handelsinteresser, alt virkede
sammen til at fremkalde den mægtige bevægelse, som
reiste sig i Vest-Europa, da pave Urban II i Clermont
1095 opfordrede alle til at «tage korset» og drage ud
til befrielse af den hellige grav. Det første k. (1096—99)
begyndte ; en mægtig hær, ledet af franske og italienske
fyrster, Raimund af Toulouse, Gotfred af Bouillon,
normannerne Bohemund og Tancred, gik 1097 over fra
Konstantinopel til Lilleasien, indtog Edessa og Antiochia,
men smeltede sterkt sammen, før den naaede Jerusalem
og juni 1099 erobrede byen (der 1098 var gaaet over til
de ægyptiske Fatimider). Flere kristne riger opstod, og
et levende samkvem med Europa begyndte. Fransk
indflydelse var overveiende; dog skabte norditalienerne en
art kolonialrige paa Syriens kyst. De kristne
ridderordener opstod. Imidlertid gjenforenede Zenki de
seld-sjukiske riger, og 1144 erobrede han PZdessa. Det andet
k. foretoges (1147—49) af Konrad III af Tyskland og
Ludvig VII af Frankrige uden at bringe noget resultat.
Nu begyndte mistilliden mellem de asiatiske kristne og
europæerne, og Saladin indtog Jerusalem 1187. En ny
bevægelse i Europa fremkaldte det tredje k. (1189—92),
der foretoges af Fredrik Barbarossa, Filip August og
Rikard Løvehjerte. Fredrik druknede i Lilleasien; de
to konger indtog 1191 Akka, men Rikard sluttede
derefter vaabenstilstand med Saladin, der beholdt Jerusalem,
medens de kristne fik kysten. Det dreiede sig nu mest
om opretholdelsen af handelsforbindelsen med østen,
men korstogbevægelsen var derfor ingenlunde død.
Henrik VI af Tyskland lod 1196—97 foretage et k. (efter
nogle det fjerde k.), og Innocens IH fik 1202 en fransk
hær samlet i Venedig, men byens styrelse dirigerede
den til Konstantinopel, hvor den 1204 grundede det
latinske keiserdømme. Fredrik II af Tyskland vandt
Jerusalem 1229 (femte k.), men de kristne riger var
indbyrdes uenige, byen erobredes 1244 igjen af de
vantro, og islam samledes efter 1250 under de kraftige
Mameluker. De senere k.s-farere, blandt hvilke er Ludvig
IX af Frankrige (1248 og 1270, til Ægypten og Tunis),
udrettede intet. Forgjæves haabede man paa hjælp fra
mongolerne. 1291 indtog Mamelukerne Akka, og de
kristne rigers saga var ude. Fra Norge foretoges flere
k., saaledes af lendemanden Skofte Agmundssøn 1102—03,
af Sigurd Jorsalfar er 1107—11, Ragnvald jarl 1153—56,
af norske og danske høvdinger sammen 1191—92, af
norske høvdinger 1210 samt 1217—18. Foruden disse
større tog, som i det hele sluttede sig til de europæiske
hovedtog, var der ogsaa mange, som drog afsted paa
egen haand. — K.s opgave var uløselig, fordi den samlende
begeistring ikke paa langt nær blev støttet af en tilsvarede
ledelse og organisation. Desuden forfaldt de kristne
riger i østen meget hurtig og hemmede kun Europas
anstrengelser. Aandelig og socialt fik k. derimod stor
betydning. Veiene til østen aabnedes, og store værdier
indførtes, ridderskab og stæder voksede op, videnskaben
befrugtedes. Idet k. samlede middelalderens idealer i
en mægtig bølge, vakte de gjennem nederlag og
erkjen-delse kritiken tillive, og af den døende k.-tanke i 14 aarh.
qualmisch © som har kvalme.
Qualster (t) m, slim; væggelus.
Quälteufel (t) m, plageaand.
qualvoll ® kvalfuld, pinefuld,
quand (Î) da; naar. q. même
selv om; alligevel, selv da, trods
alt.
quandary (e) forlegenhed, knipe,
vaande.
quant (f): q. à hvad angaar.
44 — Illustreret norsk ki
quant-à-moi, quant-à-soi (f)
m, værdighed, stolthed,
quantième (î) m, dato,
quantitatif quantitative
@ kvantitativ.
Quantität ® f, quantité (f) f,
quantity @ mængde, kvantum;
kvantitet, (mat.) størrelse.
Quantum d) n, quantum (e)
kvantum, mængde.
»nversationsleksikon. IV.
Quappe ® f, (aale)kvabbe ;
haletudse; ørefik.
quappig ® kvabset.
Quarantäne ® f,
quarantaine (Df, quarantine @
k(v)a-rantæne; (?) ogs. firti aars alder;
antal af firti ; @ ogs. lægge i
k(v)a-rantæne.
quarante ® firti; firtiende.
les Q.S de flrtf (medlemmer af
det franske akademi).
quarantenaire (?) flrtiaarig;
karantæne-.
quarantième (?)(m),
firtiende-(del).
quarderonner (?) (arkit.)
afrunde.
Quark ® m, tykmelk;
ostemasse ; dy, søle, lort ; skrab, kram.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
