Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Liszt ... - Ordbøgerne: R - roussi ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
209
Liszt—Lit de parade
210
den udøvende kunst, hvor han betegner klaverkunstens
høidepunkt, som lærer en uimodstaaelig, inspirerende og
befrugtende autoritet, som symfoniker ophøiet fantastisk
og søgende mod de høieste maal. Blandt hans elever
var V. Bülow, Tausig, Stavenhagen, Rosenthai, Reisenauer,
d’Albert, fru Menter, Raff, Peter Cornelius, Alexander
Ritter m. fl. L.s kompositioner omfatter symfoniske
digtninge og en række andre orkesterverker, koncerter,
fantasier, rapsodier, ballader, polonæser, etuder,
transskriptioner og en masse andre verker for piano, talrige
vokalverker, af overveiende kirkeligt indhold. Skrifter i
6 bd. [Litt. : Biografier af Lina Ramann, Nohl, Pohl,Wohl,
Vogel, Reuss, Hahn, Pochhammer, Volbach, Louis m. fl.]
Liszt, Franz Eduard v. (1851—), t. retslærd, prof.
ved Berlins universitet. L. er en af nutidens mest
fremragende og mest indflydelsesrige kriminalister; han
betragter forbrydelser væsentlig som et socialt
sygdoms-fænomen og ser det bedste middel til en bekjæmpelse
deraf i en klog og fast socialpolitik. Straffens grund
søger han i nødvendigheden af at opretholde retsordenen,
og dens øiemed er at bekjæmpe forbrydelsen som socialt
onde, gjennem afskrækkelse, forbedring og
uskadelig-gjørelse, hvorved forbryderens individualitet er at
tillægge stor vegt. L. er bl. a. en af stifterne af den
internationale kriminalistforeniog og af det anseede «Zeitschrift
für die gesammte Strafwissenschaft». Af hans arbeider
kan særlig nævnes «Lehrbuch des deutschen Strafrechts»
(opr. udk. i 1880, senere i en række nye udgaver).
Li T’ai-poh (699—762), kin. digter, opholdt sig meget
ved hoffet, hvor han stod i høi yndest; rigtignok faldt
han under et oprør i unaade og blev dømt til døden,
men han blev benaadet paa grund af sine digteriske
fortjenester. L. var det betydeligste talent blandt de
samtidige digtere; han var ogsaa den frugtbareste, hans
produktion fylder 30 bind. Man kan betegne ham som
anakreontikeren blandt de kinesiske l3^rikere; han ynder
korte stemningsbilleder, og grundstemningen i hans digte
er betegnet ved harmløs nydelse af øieblikket og vinens
glæder; ikke sjelden skinner dog en pessimistisk
resignation igjennem. Han har ogsaa forfattet balladelignende
digte af fortællende karakter; i dem spiller list og intrige
en mere fremtrædende rolle end personligt mod og
aaben kamp.
Litani (græ., «et nødraab») bruges i kirken om et
bønneritual, der læses vekselvis af prest og menighed. Kirken
sondrer mellem det lille 1. (kyrie eleison, s. d.), som
læses i enhver katolsk messe og ogsaa i den ældre
lutherske kirke udgjorde en fast bestanddel af høimessen,
og det store 1. med talrige paakaldelser og bønner, der
i katolske kirker bruges ved særlige leiligheder, men i vor
kirke er indskrænket til bededag. L. slutter med
paa-kaldelse af guds-lammet (Landstads salmebog, nr. 33).
Litauen (rus. og polsk Litva), engang et
storfyrstendømme, som hørte til Polen, bestaaende af tre dele:
Det egentlige L., hertugdømmet Samogitien og det litauiske
Rusland. Ved Polens tredje deling (1795) kom L. til
Rusland og udgjør nu guvernementerne Vilna, Grodno,
Mohilev, Vitebsk og Minsk; en del, som allerede i 14 aarh.
var erobret af de tyske riddere, blev tillagt Øst-Preussen
(nu regjeringsdistrikt Gumbinnen). Det litauiske omraade
i Rusland udgjør 122 000 km.^, med en befolkning af
rarve. r.s, taches (f pi) de r.
Tegner.
roussi (?) m, svidd, sveden,
roussiller ® svi(de), brænde
let.
roussin(f)m, kleppert; se ogs.
rousse.
roussir (î) farve (blive) rød;
svide(s), brænde(s).
roust @ se roost.
roustir ® narre, snyde, tage
ved næsen ; (be)stjæle ; ruinere.
rout (ê) & ® m, større
aftenselskab, soirée; @ ogs. støiende
mængde, pøbeJhob; opløb, tumult;
(slaa paa) viid flugt. r. out
gjen-nemsøge, -støve; jage, faa ud.
Route ® f, route @ & (g f,
rute, vei(retning).
routier (f): carte r.e vei-,
roussi—roux
henimod 5 mill, (deraf 60 pet. litauer); 40 pr. km.^ Et
landbrugsomraade med enkeltgaarde og smaa landsbyer
ligesom i Polen. Uden særlig udviklet industri.
Hovedstad var Vilna. Litauerne (lit. lictuviai), til hvis
sproggruppe (se Litauisk sprog og litteratur) ogsaa hører
letter, kurer, germaniserede preussere og jatojager, tæller
omkr. 3\/5 mill, mennesker og er sterkt blandet med
polakker og tyskere. Deres hovedomraade er de russiske
guvernementer Vilna, Kovno, Suvolki, fortrinsvis i
Vilija-omraadet og ved Njemens nedre løb. Her (i Rusland)
udgjør deres antal 2V2 mill. De deles i eg. litauer og
schmudjerne i den vestre del af Kovno, det tidligere
Samogitien. Litauerne er middelshøie, med blondt, sjelden
kastanjebrunt haar og lyse øine. De er mistænksomme,
dog høist gjestfrie og af et roligt sind med en sterk
op-lysningstrang. De er romersk katolske. Megen udvandring
til Amerika. Litauerne erobrede i 14 aarh. Volhynien,
Kiev o. a. og trængte helt frem til Moskva. Under
Jagello blev de kristnet. 1569 blev L. nøiere forbundet
med Polen. Ved Polens delinger kom de fleste litauer
under Rusland. En national vækkelse spores først efter
1850, bl. a. gjennem presten Fr. Kurschat (1806—84) og
tyskeren dr. Sauerwein, der ogsaa digtede paa vendisk.
I Rusland er litauernes selvstændighedstrang blevet sterkt
hemmet. [Litt.: Å. M. Benedictsen, «Et folk, der vaagner»
(1895); Vilh. Thomsen, «Berøringer mellem de finske og
de baltiske sprog» (1890).]
Litauisk sprog og litteratur. Litauisk tales i flere
forskjellige dialekter af litauerne og var før mere
udbredt end nu. Det er et indoeuropæisk sprog og
udgjør med lettisk og det i det 17 aarh. uddøde
old-preussiske sprog den baltiske gruppe, der atter staar i
nært forhold til de slaviske sprog. Af alle nulevende
indoeuropæiske sprog har litauisk holdt sig paa det mest
oprindelige trin. Substantiverne bøies i syv kasus og
tre tal og med endelser, der i mange tilfælde har samme
udseende som længe før Kr. Ordet suims, søn, heder
f. eks. i genitiv siinaus, medens denne form paa sanskrit
(uddød som talesprog f. Kr.) er sammentrukket til sunös.
De omgivende sprog har paa forskjellig maade paavirket
litauisk. Der findes saaledes mange laanord fra polsk
og russisk, ogsaa fra tysk. — Nogen eg. litteratur
findes ikke. De ældste sproglige mindesmerker er af
religiøst indhold og gaar tilbage til 16 aarh. Fra 18 aarh.
haves et stort digt om aaret og dets arbeider af
Dona-litias (d. 1780). I vore dage udgives der endel tidsskrifter
og aviser paa litauisk, og flere og flere bøger trykkes.
Folkelitteraturen indeholder foruden eventyr smukke
folkesange, de saakaldte daina’er.
Litchiplommer, se Kinesiske plommer.
Lit de justice [lidzysWs], eg. domssæde, det ophøiede,
brede, med en baldakin smykkede sæde, hvorpaa i ældre
tid de franske konger sad og holdt dom omgivet af
sine baroner og pairs. Da senere parlamentet blev fast
domstol, var kongen selv kun undtagelsesvis tilstede, og
udtrykket 1. d. j. kom derfor til at betyde et høitideligt
parlamentsmøde, hvor kongen selv eller hans kansler er
tilstede og udøver den gamle kongelige domsret.
Lit de parade [lidpara’d] kaldes som særlig
betegnelse udstillingen af en afdøds lig, hvilende paa en seng.
Det var især skik, at efter kongens død enten det bal-
reisekart. livre r. veiviser for
sjøfarende, sjøliartbog. (vieux)
r. m, gammel praktilius.
Routine (t) f, routine (e) & (g
f, øvelse, færdighed, rutine ; (e) ogs.
almindelige forretninger, fast
arbeidsordning; ® ogs. slendrian.
routiniert routiné ® øvet,
dreven, rutineret.
routinier ® haandverks-,
vanemæssig; mekanisk; m,
rutinemenneske, prakUkus.
rouvieux (D (m), skab(bet).
rouvre (î) m, rød stenek.
rouvrir ® aabne igjen; rive op
igjen (saar).
roux (f) (m), rødgul (farve);
rød-(haaret) ; brunet smørsaus. beurre
(m) r. brunet smør. lune (f)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
