Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Klima - Vekstlivet - Ordbøgerne: S - souche ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1211
Norge
1212
steder. Sne kan falde i alle maaneder i Finmarken og
paa høifjeldet. Juli og august er snefri i den største del
af landet. Hagl er sjelden. Taage er inde i landet
hyppigst om vinteren, paa kysten om sommeren.
Tordenveir er hyppigst om sommeren (8—10 dage
paa Østlandet). Kysten, især vestkysten, har ogsaa
vintertordenveir, med storm og farlige lynnedslag. —
Vekstlivet er i overensstemmelse med landets
geografiske beliggenhed i det store og hele taget fattigt.
Af blomsterplanter er der saaledes kun omkring 1500
arter. Landets store udstrækning fra nord til syd og
den forskjellige høide over havet medfører imidlertid en
vis afveksling i vegetationsforholdene. Hertil medvirker
ogsaa vekslingen af klima fra havkysterne til indlandet,
og ligeledes spiller undergrundens geologiske og fysiske
beskaffenhed samt fugtighedsforholdene en betydelig rolle
for plantevekstens udvikling. Saaledes har løse, let
smuldrende skifere et langt rigere planteliv end haarde
bergarter. Som særlig planterige udmerker sig de
kalk-rige silurtrakter omkring Kristianiafjorden. Kystegnene
er karakteriseret ved et større antal planter, som ikke
forekommer i indlandet. Af saadanne kystvekster skal
her kun nævnes vintereken, kristtorn, barlind, bergflette
eller efeu, flere bjørnebærarter, rævebjelde, erica cinerea
og erica tetralix. Og omvendt findes der i indlandet
planter, som skyr kysten. Et lidet planteselskab er
udelukkende udbredt i de nordøstligste dele af landet,
dette bestaar af arktiske planter, som dianthus superbus,
polemonium pulchellum, armeria sibirica og primula
sibirica. — For oversigtens skyld kan N.s vekstliv
inddeles i 5 regioner efter høiden over havet. For hver af
disse angives en øverste høidegrænse; denne er imidlertid
ikke konstant, idet den stiger og synker efter vekslende
naturforhold. Saaledes synker f. eks. fjeldbirkens grænser
saavel mod nord som mod havet; den kan i det sydlige
N. naa helt op til 1150 m., men i Ranen slutter birken
allerede ved 630 m., og i Finmarken naar den paa sine
steder kun til 330 m. o. h. Ekeregionen har kun
liden udbredelse i N. og omfatter de laveste egne under
300 m. i det sydligste og vestligste af landet, nemlig
silurtrakterne om Langesunds- og Kristianiafjorden
opover til Mjøsen samt de vestlige kystegne indtil noget
over 60°. Denne region særpræges ved forekomsten af
ek (qaercus pedunculaia) foruden en del andre løvtrær
og buske, som løn, lind, alm, ask, lavlandsbirk, svartor,
krossved, sølvasald og vildapald. Paa et kort
kyst-omraade fra den svenske grænse til Grimstad og
nordover til Holmestrand findes bøk, som imidlertid kun
sjelden, f. eks. ved Larvik, danner selvstændig skog, men
oftest indgaar i blandet bestand. Til disse kuldskjære
løvtrævekster slutter sig ogsaa et selskab af urter, af
hvilke kun skal nævnes merian, kransbørste,
erteknap-arter, tandrod og myske. Bartrærnes region
udmerker sig ved forekomsten af skog, bestaaende af furu
eller gran. Af disse har furuen størst udbredelse, den
danner skogdækket paa moer og lavere fjeldsider over
størstedelen af landet indtil sin nordgrænse 70° 20’,
enten i ren bestand eller opblandet med især gran og
birk. I det trondhjemske er granen det overveiende
naaleskogtræ og forekommer som saadant ogsaa længere
nord helt til over den 69 Vestlandets naaleskoge bestaar
souche (f) f, træstub, -stabbe;
dumrian, klods, slamp ; stamme,
stamfader; stamregister; skorsten;
(vand)springrør (i bassin),
souchet (?) m, halvgræs.
souchetage ® m, stubtælling
(efter hugst).
soucheteur (Î) m, stubtæller,
souchon ® m, liden træstub.
souchong (e) & (D m,
karavane-, blomsterté.
souci ® m, bekymring, sorg;
(bot.) mariguld. S. d’eau
solei-hov.
soucieux (f) bekymret; sorg-,
tankefuld.
soucoupe (t) f, underkop, skaal.
soudable ® som kan loddes,
sveises.
souche—soudure
saagodtsom udelukkende af furu, idet der kun paa faa
steder er granskog, f. eks. i Voss. Mod havet forsvinder
naaleskogen, og den yderste kystrand er skogbar helt
fra landets sydspids til den russiske grænse i nord.
Furuen gaar i det sydlige af landet til ca. 950 m. o. h.;
grangrænsen ligger noget høiere, ved ca. 1000 m.
Naale-skogenes bundvegetation er af en triviel natur. I
furuskogen dannes den især paa tørre moer væsentlig af
laver og mos, medens blomsterplanterne er sterkt
reduceret i antal. I mørke granskoge kan bunden helt
mangle vegetation, først hvor skogen er saapas aaben,
at lyset bliver tilstrækkeligt for planteliv, danner der
sig et vekstdække, som dog mest bestaar af moser,
mindre af blomsterplanter. Kun om vaaren oplives
bunden i visse egne af landet af vaarblomster, som
blaa-veis, hvidveis o. a. — I eke- og barskogsregionen ligger
størstedelen af N.s opdyrkede jord; korn kan i det
sydlige af landet modnes til 630 m. o. h., hveden dog kun
til 380 m. Byg kan blive modnet indtil 70°, rug og
havre til ca. 69°. Poteter kan dyrkes, hvor bygget
bliver modent. Fjeldbirkens region,
«birke-beltet», er beliggende ovenfor naaleskogene og er
karakteriseret ved skoge eller krat af fjeldbirken (betula
odorata). Birkens øverste grænse ligger i det centrale
sydligere N. ved ca. 1100 m. o. h., men den sænker sig
saavel mod nord som mod havet i vest. Fjeldbirken
gaar mod nord helt til Magerøen (71° 10’). Sammen med
fjeldbirken forekommer ogsaa nogle andre haardføre
trær, især beg, graaor, asp og rogn. Bundvegetationen
i birkelierne veksler sterkt efter fugtighedsforholdene.
I vel vædede og solaabne lier vil man ofte kunne finde
de frodigste krat af høie blomsterrige urter, som turt,
tyrhjelm, skogstorkeneb, den hvide ranunculus
plata-nifolius, fjeldflok og mjødurt og store bregner, især
strudsebregne, skogburkne og ormetelg eller de vakre
og store græsarter sølvbunke, miljegræs og rørhvein.
Og indimellem disse staar de mindre arter:
skogforglem-migei, den røde pragtstjerne, den fiolette, vellugtende
løvtistel (saussurea alpina), og den lille gule fjeldfiol
o. m. fl. Men hvor bunden er tør, er vegetationen kun
fattig og ensformig og dannes ofte af lyng med en eller
anden plante iblandet her og der, f. eks. marimjelde,
skogstjerne, guliris og tiriltunge. I det sydlige N. er
sæterbebyggelsen væsentlig knyttet til birkeregionen.
Ovenfor birken følger vidjeregionen, som i det
sydlige N. naar op til ca. 1300 m. Denne region har
sit navn efter nogle vidjearter, som især paa fugtige
steder danner meterhøie krat; mest almindelige er de
tre graalodne arter salix glauca, lapponum og lanata,
men ogsaa andre slutter sig til, saaledes salix
phylici-folia, myrsinites o. a. foruden dvergbirk og fjeldformen
af ener. Vidjebeltet er ofte lidet udpræget og mangler
ikke sjelden helt, saaledes især nordpaa. Det danner
en overgang fra birkeskogen nedenfor og det egentlige
helt træløse høifj eld ovenfor, og dets bundvegetation er
for det meste sammensat af planter, som stammer dels
fra birkeskogen, dels fra høiere beliggende steder i
fjeldet. Den egentlige højfjelds- eller lavregion
naar fra vidjernes øverste grænse til den evige sne. Her
som i de øvrige regioner spiller fugtighedsforholdene en
stor rolle for vegetationens karakter. Paa de steder,
soudage ® m, lodning,
sveis-ning.
soudain © pludselig, braa.
soudaineté ® f, pludselighed,
braahed.
Soudan (g) m, sultan,
soudard, soudart (f) m, (en
gammel) hugaf, bjørn.
soude ® f, soda, natron ; (bot.)
sodaurt.
souder ® lodde(s) (sammen),
sveise. se s. ogs. (fig.) vokse
sammen.
soudeur ® m, lodder,
soudier ® soda-,
soudière ® f, sodafabrik,
soudoir ® m, loddebolt.
soudoyer ® lønne, leie.
soudre ® (op)løse.
soudure ® f, lod(demetal) ;
39 — Illustreret norsk konversationsleksikon. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
