Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rabba ... - Ordbøgerne: T - tamper ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1961
Rabba— Rabelais
1962
Rabba, Vest-Afrika, by i den britiske koloni
Nord-Nigeria ved Nigers nedre løb, 166 m. o. h., et vigtigt
overfartssted over Niger. Før hovedstad i Hausariget
Nupe (med ca. 50 000 (?) indb.), men ødelagt 1845 af
Falbestammen er R. nu ubetydelig.
Rabbi (hebr.), «min lærer», ærestitel for jødiske
lov-lærere og lærde.
Rabbiner, religionslæreren («presten») ved en jødisk
menighed.
Rabbinsk litteratur. Om fremkomsten af denne
litteratur se art. H a lak a og Haggâda(bd. III, sp.
1411). Her skal nu gives en udsigt over de verker, den
omfatter, samtidig med, at der foretages en gruppering
og inddeling. Den r. 1. bestaar af: I. Den talmudiske
litteratur (en systematisk kodifikation af den jødiske
ret). 1. Mishna (eg. «repetition»), «lovlære», d. v. s. den
mundtlige lovlære i modsætning til den skrevne tora; i
Mishna har vi nu den ældste bevarede kodifikation af
den traditionelle jødiske ret. Den deles i seks «ordener>
(sedarim) med ialt 60 «traktater» (massiktoth); hver
traktat er delt i «kapitler» (peraqim), og disse igjen i
«lærestykker» (mishnijjoth). Sproget er hebraisk;
indholdet overveiende halakisk. Mishna’en er redigeret
hen-imod slutningen af 2 aarh. e. Kr. (af Rabbi Juda ha-Nasi);
det er den jødiske ret, saadan som den saa ud fra
slutningen af 1 til slutningen af 2 aarh. e. Kr., som her er
blevet kodificeret. 2. Tosefta (d. e. «anhang») er anlagt
efter plan af Mishna, som den vil udfylde. Den har
delvis kilder, som er ældre end Mishna; den har ogsaa
mere haggadisk stof. 3. Den jerusalemske (eller
palæstinensiske) Talmud (d. e. «lære»), en kodifikation fra 4 aarh.
e. Kr. af 3 og 4 aarh.s juridiske diskussion i Palæstina
(navnlig Tiberias). Mishna’en (de fire første sedarim)
udvikles videre sætning for sætning. Sproget er
aramæisk. Ved siden af halaka er der rigeligt haggadisk
stof. Denne Talmud indeholder bl. a. Barajtha, d. e.
læresætninger fra ældre tid, som ikke har fundet
optagelse i Mishna; disse foreligger paa hebraisk. 4. Den
babyloniske Talmud, kodificeret i 5 og 6 aarh., og
indeholdende juridiske diskussioner over Mishna’en (dog
heller ikke her i dens helhed). Sproget er Babyloniens
aramæiske dialekt. I denne Talmud findes endnu
rigeligere haggada end i den palæstinensiske; den er mindst
fire gange saa omfangsrig og langt mere anseet. — II.
M i d r a s h’erne, dels halakiske, dels haggadiske
kommentarer. Sproget er hebraisk. A. De ældre (overveiende
halakiske): Mekilta (over en del af 2 Moseb.), Sifra (over
3 Moseb.), Sifre (over 4 og 5 Moseb.). Disse er
produkter af juridisk diskussion, og staar med hensyn paa
alder og indhold Mishna meget nær. B. De yngre (næsten
udelukkende haggadiske) er nedslag af de opbyggelige
foredrag i synagogerne: Rabboth, Pesikta, Pirke derabbi
Elieser, Tanchuma, Jalkut Shimoni. — III. Targum’erne,
de aramæiske oversættelser: Onkelos (til Pentateuken),
Jonathan (til profeterne), fra 3 og 4 aarh.; men stoffet
rækker længere tilbage, helt indtil den apostoliske tid.
Sproget er vistnok palæstinensisk-aramæisk, men
redigeringen er formodentlig foregaaet i Babylonien.
Endvidere hører herhen Jerushalmi I («Pseudo-Jonathan»)
og II (fragmentarisk). — IV. Historiske verker:
«Megillath Taanith», «Seder olam», «Megillath Antiochus»,
tamper—Tand
«Josef ben Gorion». [Litt.: E. Schürer, «Geschichte des
jüdischen Volkes im Zeitalter Jesu Christi», I.] De jødiske
lærde i Mishna’ens tidsalder benævnes Tann aï m og
deles i første generation (70—100 e. Kr.), anden
generation (100—130), tredje generation (130—160), fjerde
generation (160—200). De lærde i tiden nærmest efter
Mishna benævnes Amoræer. Efter dem igjen følger
saa G eon im, de lærde fra 7—10 aarh. Til den r. 1. i
videre forstand kan man henregne de lærde jødiske
verker, som er forfattet fra 10 aarh. af. I denne senere
epoke modtog jøderne sterke impulser fra den arabiske
litteratur, gjennem hvilken de blev kjendt med den
gamle klassiske filosofi, navnlig Aristoteles, ligesom sansen
vaktes hos dem for studiet af astronomi, matematik,
geografi, filologi etc. Under alt dette vedblev dog
be-skjæftigelsen med og hensynet til den hellige skrift og
overleveringen at gaa forud for alt andet. En
fremtrædende rolle kom den teosofiske retning, Kabbala (s. d.)
til at spille, medens en mere rationalistisk retning fik
sin betydeligste repræsentant i Maimonidis (s. d.).
Rabelais [rablæ], François, en af de største
forfattere i den franske renaissance, væsentlig satiriker.
Der har om ham dannet sig et lag af sagn, som det først
i nyeste tid har lykkedes at gjennemtrænge, takket være
navnlig det i 1903 i Paris af Abel Lefranc nystiftede
R.-selskabs anstrengelser for at bringe rede i R.s liv og
skrifter. Meget hviler dog fremdeles i mørke. Han er
sandsynligvis født 1494 paa sin faders, en anseet advokats
landgods ved Ghinon i Touraine og død i tiden mellem
august 1553 og mai 1554. Han blev først
franciskanermunk, men flygtede fra sit kloster, siden benediktiner,
gik saa over i sekulargeistligheden ; protegeredes af biskop
d’Estissac, hvis slot var et tilholdssted for fritænkere og
modstandere af paven. R. studerede medicin i
Montpellier. Han synes at have antaget doktortitelen, før han
i 1537 fik graden; han var ialfald før det aar
hospitalslæge i Lyon. Senere ledsagede han sin velynder kardinal
du Bellay til Rom, hvor pave Paul HI gav ham aflad for
undvigelsen fra klosteret, hvorpaa han blev kannik i
Saint-Maur; men han opgav vistnok snart denne stilling. Senere
fik han plads ved Frans I’s hof og opnaaede kgl.
privilegium for en af sine bøger. Ikke destomindre fortrak
han 1546 til Metz, hvor han ansattes som bylæge;
der-paa finder vi ham i Rom. Ved smigreri kom han i
naade hos Henrik II og blev sogneprest i Meudon. R.s
berømte hovedverk, romanen om kjæmperne Gargantua
og Pantagruel, har til grundlag en gammel folkebog, som
han bearbeidede og siden originalt udvidede. Der er
ialt fem bøger; de fire udkom 1532—52; i den tredje
begynder Panurges’ reiseeventyr; i den fjerde (det ved
man nu) beskrives sjøveien til Ostindien ; den femte
udkom posthumt med tilsætninger fra fremmed haand (en
anden femte bog fra 1549 beror paa forfalskning og er
en forvanskning af Sebastian Brants «Narreskib»). R.s
livsanskuelse falder væsentlig sammen med renaissancens
letlivede naturfilosofi. Hans haan var vild og flengende
som ingens før ham. Skinhellighed og aandelig
snæverhed, pedanteri, haarkløveri, medicinsk humbug, politisk
tyranni, aristokraters hovmod og raahed bekjæmpede
han med utrættelig ironi, fantasi og aandrig munterhed.
Han havde dog ogsaa positive idéer, saaledes om barne-
(rope’s) end; (strafferedskab) colt;
(faa t.) get flagged — (?) bout (m)
de corde; (des coups (m pl) de)
garcette f; (lege t.en brænder)
jouer à cache-tampon; (t.en
brænder) ça brûle.
tamper (e) eksperimentere,
forsøge sig; klusse med; underhandle
hemmelig.
tampion (e) (gevær)prop,
kanon-speil.
lampoon (g spuns,
tampon © & (f) m, (kirurgi)
prop; (f) ogs. spuns, dot; tap. t.
de choc fender .
tamponnement (f) m,
tildyt-ning, -stopning; (jernbane)
(sam-men)stød.
tamponner ® tildytte,-stoppe;
(jernbane) støde sammen med;
kjøre paa.
tam-tam © & ® m, gongong,
tan (ê) & ® m, garverbark; C«)
ogs. bark-, broncefarve.
tan @ (rød-, bark)garves ; brune,
broncere, gjøre solbrændt.
tanager @ en amerikansk
spurvefugl.
tanaisie ® f, (bot.) reinfann.
tan-cake (e) barktorv.
tancer ® skjende paa, skjelde
ud.
tanche ® f, (zoologi) suder,
tand — ® Zahn m; (paagaffel)
Zinke f — (ê) tooth ; (paa rive, kam
osv.) ogs. prong; tine; (paa hjul)
ogs. cog - ® dent f.
Tand ® m, tant,
forfængelighed, fjas.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
