Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skattepligt ... - Ordbøgerne: V - varuse ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
varighed—varmegrad
775
Skatteprocenten—Skatter
776
myndighed kan ogsaa paalægge statens undersaatter en
s. ligeoverfor kommunen eller en anden, den underordnet
institution. Garantien for misbrug eller overgreb fra
stortingets side ligger bl. a. i grundlovens ord (§ 75 d)
om, at det tilkommer dette «at bevilge de til
statsudgifterne fornødne pengesummer». Heri er udtalt, at
stortinget ikke kan benytte sin bevilgningsret vilkaarlig.
hvorfor borgerne heller ikke behøver at finde sig i
vilkaar-lige skattepaalæg, om saadanne maatte forekomme.
Skatteprocenten er den procent af de skattepligtiges
indtægter, som de direkte skatter tilsammen udgjør.
Slaaes indtægts- og formuesskatten sammen med skatten
paa fast eiendom, findes, at den procent af den antagne
indtægt, hvorefter herreds-, amts- og byskatten udlignedes
i 1908, gjennemsnitlig for landdistrikterne udgjorde
6.99 pet. og for byerne 8.74 pet.; i 1890 udgjorde de
tilsvarende procentsatser henholdsvis 5.29 og 6.21 pet.
Disse gjennemsnitsprocenter er imidlertid forsaavidt bare
nominelle, som der efter indtægtens størrelse og
forsørgelsesbyrden gjøres forskjellige fradrag i den indtægt,
som virkelig beskattes. Udregner man de nævnte skatter
for 1908 i procent af den virkelig beskattede indtægt,
naar man til betydelig høiere procentsatser, nemlig til
13.74 gjennemsnitlig for landdistrikterne og 19.69
(varierende mellem 10.03 og 24.61) pet. i byerne. De
tilsvarende gjennemsnitsprocenter var for 1890 9.43 pet. i
landdistrikterne og 12.30 pet. i byerne, altsaa en stigning af
over 50 pet. i disse 18 aar. For enkelte indtægtsklasser
udgjorde stigningen over 100 pet. og i de fleste
indtægts-klasser 70 à 80 pet. Til de her omhandlede kommunale
skatteprocenter maa saa lægges indtægtsskatten til staten,
nemlig den 1892 indførte direkte skat paa indtægt og
formue. I vort land er saaledes s. (skattebyrden) i det
sidste fjerdedels aarh. steget overordentlig. [Litt. ; Bredo
Morgenstierne, <Norsk socialstatistik, befolknings-,
nærings-og finansstatistik» (Kra. 1912).]
Skatter. Statens og kommunens virksomhed er
forbundet med udgifter, som har hjemmel i vedkommende
bevilgende myndigheds beslutninger. Midlerne til at
bestride disse udgifter tilveiebringes gjennem den offentlige
finansforvaltning, som har til opgave at skaffe dem
tilveie og forvalte dem. Staten (og kommunen, amtet) maa
derfor have indtægter. Disse kan bl. a. fremkomme ved, at
den udøver økonomisk virksomhed for at opnaa et
overskud af denne. Staten kan drive jordbrug, afvirke egne
skoge, drive jernbaner eller gruber, elektricitets- eller
gasverker, ja endog almindelig fabrikdrift, hvad enkelte
stater især i tidligere aarh. i ikke ringe udstrækning har
gjort. Dernæst kan det offentlige (stat og kommune)
opkræve gebyrer, d. e. betaling for udførte statsfunktioner,
af den, som nyder godt af dem eller volder derved
forbundne udgifter, f. eks. ved visse retshandlinger (skifte-,
pantegebyrer o. a.). Disse to indtægtskildtr for det
offentlige træder dog ganske i baggrunden for skatterne,
som i vore dage afgiver statens og kommunens vigtigste
indtægter. S.s berettigelse er givet i og med, at man
anerkjender staten som en organisation, hvis medlemmer
er forpligtet til at medvirke til statsformaalene, samt
derved, at de opgaver, som borgerne kræver, at stat og
kommune skal løse, nødvendiggjør tilveiebringelsen af
rigeligere pengemidler end dem, offentlige erhvervsindtægter
og gebyrer kan indbringe. Stat og kommune er altsaa
nødt til at tilegne sig en del af borgernes indtægter. Ved
siden af hensynet til samfundet opstaar der spørsmaal,
om der kan paavises en almengjddig grundsætning for
en retfærdig fordeling af s. mellem borgerne. Her har
navnlig to teorier spillet en rolle: nytte- eller
interesseteorien, som har sin oprindelse i Rousseau s lære
om samfundskontrakten, og evne- eller
offerteorien. Den første af disse teorier betragter s. som
betaling for den nytte, de enkelte borgere har af staten.
Mest udpræget fik denne opfatning udtryk i den saakaldte
forsikringsteori, efter hvilken s. maatte opfattes
som en betaling for den retsbeskyttelse, staten yder det
enkelte individ. Hverken denne eller nogen anden form
af nytteteorien lar sig imidlertid forene med de krav,
som i vore dage stilles til staten som økonomisk
virksom institution, idet følgen da vilde bli den, at den
fattige selv fik betale den nytte, han har af staten. Den
hele moderne udvikling gaar i netop modsat retning:
at lette skattetrykket for den økonomisk svage. Nytten
kan forøvrigt i de fleste forhold ikke udmaales i penge;
man kan ikke sige, hvormeget udtrykt i penge den
enkelte borger har nytte f. eks. af forsvaret eller af
foranstaltninger til fremme af kulturformaal; dette er
opgaver, som det paahviler det hele folk at søge fremmet
og som i lige grad kommer alle tilgode og maa
forudsættes at interessere alle borgere. I saadanne tilfælde
har nytteteorien en relativ berettigelse; den kan finde
anvendelse i enkelte særlige tilfælde, f. eks. til at
begrunde skibsafgifter til dækning af fyrvæsenets udgifter.
Evneprincipet er det i nutiden mest anvendte og har
mest indflydelse i praktisk skattepolitik. Som udslag
af dette princip kan følgende krav opstilles: det
saakaldte eksistensminimum bør være skattefrit; for
indtægter, som gaar ud over dette minimum, bør der være
en progressiv beskatning: de som evner mere, skal betale
mere; skatten bør ramme lige store indtægter forskjellig,
idet hensyn tages til de byrder, som paahviler den
enkelte skatteborger personlig forskjellig, f. eks.
forsørgelsespligt (antal børn) og andet, som har betydning for
evnen til at afstaa en del af sin indtægt til staten;
beskatningen bør endelig tage hensyn til indtægtskildens
natur, idet f. eks. indtægt af formue bør rammes
haar-dere end indtægt af personligt arbeide. Beskatningens
maal maa blive, at den i størst mulig udstrækning
kommer til at hvile paa evnen til at betale s., samtidig som
den saa lidet som mulig griber forstyrrende ind i
erhvervslivet. Allerede Adam Smith opstillede som
grundsætninger for beskatningens gjennemførelse følgende fire
krav: De maa være fast bestemte og fri for
vilkaarlig-hed ; enhver skat bør indkræves paa den tid og paa
den maade, som maa antages at være den bekvemmeste
for skatyderen; oppebørselsomkostningerne bør reduceres
til det mindst mulige, og s. bør saa vidt gjørligt lægges
paa indtægten efter evnen. — Af stor betydning er s.s
inddeling i direkte og indirekte s.; i første tilfælde
bæres s. af de, som betaler dem; i sidste tilfælde
over-veltes de som regel paa en anden person. Denne
sondring er imidlertid ikke skarp; det kan f. eks. hænde,
at nogle eiendoms-s. overveltes paa husleien, medens
andre bæres af eieren selv eller falder tilbage paa eien-
varighed - (t) Dauer f - @
duration, permanence, continuance
~ (D solidité; stabilité f; (længde
i tid) durée f.
variola variole (D f,
(barne)-kopper.
variolette ® f se varicelle,
varioleux ® (m) som har
kopper; koppepatient.
variolique ® koppe-.
varioloid @ de modificerede
kopper.
variolous @ koppeagtig, koppe-;
koparret.
variorum (e) af forskjellige,
various el (mange) forskjellige,
variqueux ® aareknude-.
varix aareknude.
varlet ^e) & U m, svend,
væbner; tjener; ^e) ogs. knegt, slyngel.
varlope (|) f, skaathøvl.
varloper (f) skaathøvle.
varm - ® warm, heiss — @
warm, (sterkere) hot - (f) chaud;
(kilde) ogs. thermal; (fig) ogs.
chaleureux; ardent; fervent; (være
v., om mennesker) avoir chaud,
(om veir) faire chaud.
varmblodig — (t) warmblütig,
(fig.) heissblütig - @ warm-blooded ;
(fig,) hot-blooded ~ ® à (qui a le)
sang chaud.
varme - (t) Wärme f ; Feuer n
— (ê) warmth, heat; (fig.) fervour,
ardour; (ild) fire — ® chaleur f;
feu m.
varme — ® (er)wärmen ~ @
warm, heat ~ ® (faire) chauffer;
mettre au chaud.
varmegrad — ©Wärmegrad m
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
