Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1691
Tyskland
1702
selvstændig indsats gjør dog T. paa kunstens omraade
først, da den romanske stil opstaar i Rhinegnene. Her
bygges de mægtige katedraler i Mainz, Speyer og Worms;
i Syd-Tyskland faar denne stil sin høieste udfoldelse i
Regensburg, og i Nord-Tyskland begynder man nu at
anvende teglsten til monumentalbygninger (domkirken i
Brandenburg). Af romanske profanbygninger kan
nævnes keiserhuset i Gosslar (s. d.) og slottet Wartburg.
Samtidig udvikler der sig en rig kirkelig malerkunst
(vægmalerier) og en kirkelig plastik. — Den gotiske stil
kommer til T. i begyndelsen af 13 aarh. og bliver snart
den herskende. Sterkt franskpaavirkede er domkirkerne
i Strassburg og Köln o. a. i Rhinegnene; større
selvstændighed viser alene taarnene. Fra 14 og 15 aarh. er
katedralerne i Ulm, Wien og Prag. I Nord-Tyskland
udviklede der sig en eiendommelig gotisk
teglstens-arkitektur (Lübeck, Wismar, Danzig), og byernes
opblomstring giver anledning til opførelsen af en række
pragtfulde raadhuse (Bremen, Braunschweig, Hannover).
— Renaissancebevægelsen naar forholdsvis sent til T. og
gjør sig først gjældende i billedkunsten. Kölnerskolen
(Mester Wilhelm ca. 1370) staar helt paa middelalderlig
grund. Den nye tid kan dog spores hos Stephan Locher
(ca. 1440) og endnu sterkere hos de øvre-rhinske malere
Martin Schongauer og Hans Holbein d. æ.
Gjennem-bruddet kommer med maleren, kobberstikkeren og
træsnittegneren Albrecht Dürer, T.s merkeligste
renaissance-kunstner. I rent malerisk henseende naar dog Hans Holbein
d. y. endnu høiere. En betydelig maler er ogsaa Lukas
Granach. Særlig høit staar i denne tid den tyske
kobberstikkerkunst («die Kleinmeister>, s. d.).
Billedhuggerkunsten blomster især i Nürnberg (Veit Stosz, Adam Krafft
og Peter Vischer). Fra billedkunsten gaar
renaissance-strømningen over paa kunstindustrien. Tidens bedste
kunstnere leverer mønstertegninger (ornamentstik) for
haandverket, der naar en høide som aldrig før eller senere
i T. Endelig sætter ogsaa renaissancen sit præg paa
bygningskunsten. Den tyske renaissancearkitektur skiller
sig dog meget fra den, vi møder i stilens hjemland,
Italien. Fra gotiken tager den i arv de høie tage,
karnapper o. 1., materialet, teglstenen, betinger delvis et
andet formsprog, ligesom paavirkningen fra Holland er
merkbar. Blandt den tyske renaissancearkitekturs verker
maa særlig nævnes slottet i Heidelberg og de rige
nürn-bergske patricierhuse. Efter trediveaarskrigen indtræder
der et forfald i tysk kunst saavel som i tysk aandsliv i
det hele. Hverken > under barokken eller rokokoen naar
T. frem i første række, ligesom der heller ikke i tyske
verker fra disse stilepoker kan spores noget sterkere
nationalt præg. En ny opblomstring kommer først, da
den geniale kunstforsker J. J. Winckelmann (s. d.) paany
sætter antiken op som mønster. Den klassicistiske tyske
arkitektur kulminerer i de første aartier af 19 aarh.
med Schinkels bygverker i Berlin, og inden
billedhuggerkunsten, hvor indtrykkene fra Thorvaldsen gjør
sig sterkt gjældende, faar retningen sine bedste
repræsentanter i Rauch og Rietschel, medens G. Schadow
med sin djerve realisme stiller sig i opposition til den.
I malerkunsten indledes klassicismen med Winckelmanns
ven Raphael Mengs, men det endelige gjennembrud
skyldes her dansken Carstens, til hvem J. A. Koch og
dennes efterfølgere Preller, Rottmann o. a. slutter sig.
Over de italienske quattrocentister bygger de saakaldte
«nazarenere» (Overbeck, Veit, Steinle), og fra deres kreds
udgaar Peter Cornelius, der i sin høitstræbende kunst
søger at forene antike og kristelige idealer. Tysk
sagnverden og tysk historie har afgivet emnerne for
kunstnere som Schnorr von Carolsfeld, Rethel og Schwind,
og tysk dagligliv faar en fremragende skildrer i Ludwig
Richter. Romantikens malerkunst blomstrer i Düsseldorf,
hvis malerskole faar stor indflydelse paa skandinavisk
kunst. Af andre malere fra 19 aarh.s første halvdel kan
nævnes Runge i Hamburg, Krüger, Blechen og Gärtner i
Berlin, K. Friedrich og nordmanden J. C. Dahl i Dresden
og Waldmüller i Wien. I de første aartier efter 1850
har Münchenerskolen under ledelse af historiemaleren
Piloty førerskabet, og realismen holder sit indtog.
Udenfor enhver skole staar malere som Menzel og Bocklin og
af de senere Klinger (ogsaa raderer og billedhugger). I
nær tilslutning til ældre tysk kunst arbeider Hans Thoma
og Worpswede-malerne (s. d.), en portrætkunstner af høi
rang var Lenbach, og i Leibi fik tysk kunst en genial
folkelivsskildrer. Det franske friluftsmaleri og den
franske impressionisme har havt bestemmende indflydelse
paa Liebermann, Uhde, Trübner, Habermann, Corinth
og en lang række andre, og denne retning er for tiden
(1913) den dominerende i tysk malerkunst. —
Billedhuggerkunstens betydeligste navne er i de sidste to
menneskealdere Ad. Hildebrand og Max Klinger. En
dekorativ plastiker efter sin smag fik det moderne
officielle T. i Begas, der har faaet talrige efterfølgere. —
For arkitekturen saavel som for kunstindustrien var de
sidste seksti aar af 19 aarh. stilefterligaingens tid. Særlig
har gotiken og den tyske renaissance været dyrket som
typiske nationale stilarter. Først mod aarhundredets
slutning begynder bestræbelserne for at finde en ny,
for vor tid eiendommelig, af dens behov og teknik
præget stil at antage fastere former. Banebryderne har
her været O. Eckmann (ornamentik), H. van de Velde
(kunstindustri) og A. Messel (arkitektur). Det
betydeligste navn paa dette omraade er for tiden arkitekten
P. Behrens. [Litt.: «Geschichte der deutschen Kunst»
af Bode, Dohme, Falke og andre (1887—91); C. Gurlitt,
«Die deutsche Kunst des 19 Jahrhunderts» (1899).] —
Musik. Allerede i den tidligste middelalder opstod der
i T. egne sangskoler, som fik stor udbredelse og
betydning, og særlig tog kirkesangen et stort opsving. Ved
siden deraf dyrkedes religiøse folkesange, heltesange o. a.
samt geistlige skuespil og mysterier, hvoraf en rest endnu
findes i passionsspillene i Oberammergau. Længere
fremme i middelalderen opstod de berømte minnesangere
og deres borgerlige efterkommere mestersangerne. En
langt større betydning havde dog selve folkevisen, ikke
mindst den religiøse (Isaak, Senfl). Den danner det
egentlige grundlag for den nye nationale tonekunst, især
efter opfindelsen af notetryk. Et betydningsfuldt led i
den nationale udvikling var ordningen af den evangeliske
kirkesang (Luther, Hasler, Eccard, Prætorius).
Trediveaarskrigen skabte en stilstand, men kun for kort tid.
En hurtig udvikling fik orgelspillet, som satte sin høieste
blomst i Joh. Seb. Bach, samtidig med at Händel skabte
sine udødelige operaer og oratorier. I operaen herskede
imidlertid i begyndelsen italienerne omtrent eneraadig
overalt. Med det 18 aarh. begynder klassikernes
tidsalder, Gluck, Haydn, Mozart og som kulminationen
Beethoven. Samtidig med ham indledes ogsaa den
romantiske epoke med navne som Schubert, der skabte
den tyske Lied, Schumann, Weber, Mendelssohn,
Meyerbeer, som skabte den store opera, om end paa fransk
grund, senere Rob. Franz, Volkmann, Adolf Jensen,
Cornelius, Max Bruch m. fl. Oppe i nutiden møder vi
nyromantikens to store navne Wagner og Brahms og
endnu senere den omtvistede Richard Strauss. Af andre
mestere fra denne epoke kan nævnes Liszt, Raff,
Bruckner, Humperdinck, Hugo Wolf, Mahler m. fl. Af
udøvende virtuoser har T. sendt en hær ud i verden, blandt
de fornemste Liszt, Tausig, d’Albert, Bülow, Joachim.
Berømte musikforskere er Jahn, Chrysander, Spitta,
Ambros, Kretschmarr, Riemann m. fl. og teoretikere som
Fux, Hauptmann, Marx, Dehn m. fl. En specialitet er de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
