Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1691
Tyskland
1706
og efterat Karolingernes æt var udød (911), var riget
sin opløsning nær. Dets redning og nystiftelse udgik
fra kongerne af det saclisiske hus: Henrik I (919 — 36)
maa betegnes som det Tyske riges eg. grundlægger, idet
han første gang samlede stammehertugerne under
kongemagten og samtidig begyndte den store koloniserings- og
erobringspolitik mod slaverne, som blev en af T.s
vigtigste kulturopgaver i de følgende aarh. Otto I (936—73)
førte faderens verk videre, hævede T. til Europas
sterkeste magt og betegnede delte ved 962 at lade sig krone
til romersk keiser. Hermed var traditionen fra Karl
den store knyttet pa any. Forbindelsen mellem det tyske
kongedømme og Italien blev imidlertid til adskillig skade
for T. Stammehertugerne i landet selv var vistnok trængt
indenfor snævrere grænser, men deres magt var ikke
knækket. Seieren over hertugerne var vundet ved
kirkens hjælp, men forbundet mellem stat og kirke
kunde ikke blive af varighed. De frankiske keisere
(Konrad II, 1024—39, Henrik III, 1039—56, Henrik IV,
1056—1105, Henrik V, 1106—25) begyndte med kraftig
at hævde rigsenheden og øge T.s magt mod øst og vest,
men allerede under Henrik III opnaaede den nidkjære
cluniacensiske bevægelse kirkens øverste ledelse, og et
sammenstød mellem stat og kirke blev uundgaaeligt.
For T.s indre forhold fik det betydning, da Gregor VII
reiste fyrsterne til kamp mod Henrik IV. Striden endte
under Henrik V med et nederlag for keiseren. T.s
stilling udadtil og den indre orden var svækket ved
borgerkrigene, og modsætningen mellem det tyske
valgkongedømme og den romerske keisertitel traadte stadig
sterkere frem. Under de hohenstaufiske keisere (Konrad
III, 1138-52, Fredrik I, 1152—90, Henrik VI, 1190—97,
Filip, 1198—1208, Fredrik II, 1215—50, Konrad IV, 1250—
54) blev alle modsætninger sat paa spidsen; høit begavede
herskere hævede det middelalderlige keiserdømme til
kulminationen, men svækkede derved kongemagten i
selve T. Hohenstaufernes politik var rettet udad, først
og fremst mod Italien, og de maatte skabe sig fred
overfor fyrsterne i det indre. Det viste sig derfor
umuligt at knække den opvoksende territorialfyrstemagt.
Hohenstaufernes kongstanke, sammensmeltningen af
keiser- og kongedømme, viste sig ugjennemførlig, og deres
politik overfor Italien og paven mislykkedes, ligeledes
forfaldt kongemagten i T. aldeles. Indadtil var splittelsen
mellem delfyrsterne i fuld gang. Stændernes indbyrdes
strid om overmagten, stædernes opblomstring,
riddervæsenets begyndende forfald, alt virkede til at svække
kongemagten og lægge tyngdepunktet for udviklingen i
territorierne. Kongen havde da kun én udvei for ikke at
sættes helt tilside, at skabe sig en sterk husmagt. De
følgende aarh. præges heraf. Tiden 1254—1493 viser
rigs-dynastiet kjæmpende for at bevare kongemagten, en stadig
sterkere opløsning i territorier og stænder og i det store
og hele nedgang i rigsregjeringens anseelse. Derimod er
der i mange territorier, særlig ved grænserne, en rig
blomstring; Hansaen, Brandenburg, Holsten og ordenslandene
er eksempler. Af fyrsteslegterne staar Habsburg (Rudolf
af Habsburg, 1273—91, Albrecht af Østerrige, 1298—1308,
Fredrik III, 1440—93) som en af de sterkeste og som
repræsentant for en ensidig tysk huspolitik; derimod
forsøgte andre (Henrik VII, 1308—13, Ludvig af Bayern,
1314—47, Karl IV, 1346—78) med lidet held at
gjenvinde den tabte magt i Italien. Kongemagtens svaghed
havde beredt T. store tab udadtil i ordenslandene og
Schweiz, og mod vest truede Karl af Burgund. Det blev
derfor af verdenshistorisk betydning, at Fredrik fik sin
søn Maximilian (1493—1519) forlovet med arvingen
til Burgund, og i denne nye hersker saa nu alle
reformatoren. Haabet blev dog i det væsentlige ikke
opfyldt. Der vedtoges 1495 en rigsreform til styrkelse
af rigsenheden, men den blev i praksis ikke fuldt
gjennemført. Da Maximilian lod sin søn egte arvingen
til Spanien, grundede han Habsburgs verdensherredømme.
Sønnesønnen Karl V blev hans efterfølger (1519—55). I
tidens mangesidige bevægelser, sociale og aandelige,
fandt Luthers optræden den gunstige jordbund.
Reformationen bredte sig, fremhjulpet af rigets opløsning, og
fremhjalp til gjengjæld fyrstemagten. For Karl V var
verdensmagten væsentligere end T.s indre forhold; han
forsømte at skaffe sig en virkelig ledende stilling I
striden, lod sig bestemme af politiske hensyn, men
endte med, tvunget af fyrsterne, at give den nye lære
fri bane ved Augsburg religionsfreden 1555. Samtidig
traadte han selv tilbage, og den habsburgske magt
spaltedes i to riger. Reformationstiden styrkede ikke
T.s stilling i Europa. Økonomisk og agrarisk var der
utvilsomme fremskridt, men da arven efter den
synkende Hansa skulde deles, blev det til skade for T.
overfor England og Nederlandene, at der ikke stod
en statsmagt til støtte bag foretagsomheden. Efter
reformationstiden fulgte en afslappelse. Protestanterne
følte sig trygge, og de første keisere stod velvillig
overfor dem. Indbyrdes splittelse og dogmatiske stridigheder
optog deres kræfter, og om nogen religiøs erobring var
der i denne periode ikke tale. Paa modsat side groede
derimod jesuitismen og dermed modreformationen frem,
og snart bredte denne strømning sig til Habsburgerne.
Ferdinand II (1619—32) vilde skabe en sterk habsburgsk
enhedsstat og derfor knække Böhmens protestai^tiske
adel; Fredrik af Pfalz’ even tyr-kongedømme fører striden
ind i T., og trediveaarskrigen begynder. De
protestantiske fyrster staar svagt og lunkent. Tilly og Wallenstein
seirer. Restitutionsediktet 1629 lagde den døde haand
over protestantismen, og ved Østersjøen fik den
keiserlige indflydelse overhaand. Gustaf Adolf redder, halvt
mod de nordtyske fyrsters ønske, T. fra Habsburg.
Efterhaanden træder de religiøse momenter i baggrunden
for de politiske, og resultaterne af den ødelæggende krig
er væsentlig politiske: keiserdømmet for stedse trængt
tilside for fyrsterne, smaastaterne, især
Brandenburg-Preussen, voksende op til europæiske magter, T. skudt
tilbage i anden række efter Frankrige. Den rige tyske
kultur var næsten ganske knust under krigen, og
kommercielt svækkedes landet ved, at ingen af de store
elvemundinger var i dets besiddelse. Efter keisermagtens
fallit laa fremtiden aaben for enkeltstaterne. Den
følgende tid saa ogsaa en udvikling, hvorunder
keiserhuset og dets politik blev mere og mere habsburgsk
og østerrigsk præget, samtidig med, at modsætningen
øgedes mellem det og den n3’e opvoksende tyske magt
Preussen. Mangelen paa enhed gav spillerum for fransk
indflydelse og fransk politik. Ludvig XIV havde 1648
faaet Elsass, og i aarh.s sidste aartier søgte han at
gjøre yderligere erobringer fra T. Keisermagten gik
styrket ud af kampene mod tyrkerne sidst i 17 aarh.,
og i den spanske arvefølgekrig var den i det hele den
seirende, uden at delte dog bragte T. selv nogen fordel.
Derimod førte Preussens deltagelse i den store nordiske
krig til afgjørende resultater. 1721 vandt Preussen
Odermundingen, og samtidig Hannover Wesers udløb.
Brandenburg-Preussen, der 1672 som den første tyske
magt var optraadt mod Ludvig XIV, naaede herved frem
til havet og fik i den følgende tid en glimrende civil
og militær organisation. Fredrik II rettede sin politik
direkte mod Østerrige og opnaaede at gjøre Preussen til
T.s hovedland. Efter syvaarski igen er Preussen trods høi
grad af udmattelse rigets bærende magt. Det viste sig,
da Josef II søgte at vinde ny fremgang for keisermagten
ved at skaffe dynastiet øget magt i selve T.; de tyske
fyrster dannede da et fyrsteforbund under Preussens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
