Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vinkelhake ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1897
Vinkelhake—Vinranke
1898
omløb (en «fuld» v.). En v., som udgjør Vseo af et
helt omløb, kaldes en grad hver grad deles i 60
lige store dele, minutter (60’), og hvert minut i 60
sekunder (60"). Gradinddelingen skyldes kaldæerne. En
v. paa omløb (180°) kaldes en lige v., og en v. paa
V4 omløb (90°) en ret v. En v. kaldes konkav eller
konveks, eftersom den er mindre eller større end en
lige v. En konkav v. kaldes spids eller stump, eftersom
den er mindre eller større end en ret v. V. mellem en
ret linje og et plan er v. mellem liDj’en og linjens
projektion paa planet. V. mellem to planer er v. mellem
to rette linjer, en i hvert plan, begge lodret paa planernes
skjæringslinje.
Vinkelhake, se Bogtrykkerkunst.
Vinkelmaaling udføres ved dertil specielt indrettede
instrumenter fra det enkle landmaalerkors, som er
indrettet for udstikning af vinkler paa 90 og 45°, til de
komplicerede teodoliter. I landmaaling maales saavel
vertikalvinkler (høidevinkler) som horisontalvinkler. Se
forøvrigt Høidemaaling, Landmaaling, Teodolit.
Vinkelspeil, to plane speil stillet i vinkel; anbringes
en gjenstand i vinkelen mellem speilene, dannes ved
gjentageu refleksion flere speilbilleder: Er vinkelen 90
er billedernes antal 3, ved 60 ° 5, ved 45 ° 7 o. s. v. Er
speilene parallele, faaes efter teorien uendelig mange
billeder, liggende i række bag hverandre, men billedernes
antal begrænses som følge af det lystab, der finder sted
ved hver refleksion. V. anvendes i kaleidoskop (s. d.).
Vinland kaldtes den del af Nordamerikas østkyst, som
Leif den heldige (s.d.) fra Grønland opdagede aar 1000.
I «Erik den rødes saga>, som er hovedkilden til V.s
historie, fortælles det, at Leif kom til et land med
selv-saaede hvedemarker og «vintrær». Leifs broder
foretog kort tid efter hans hjemkomst en mislykket
op-dagelsesreise til V.; men 1002 drog islænderen Torfinn
Karlsefne ud fra Vesterbygden paa Grønland med to
skibe og 140 (el. 160) mand for at opsøge V. Efter nogle
dages seilads naaede han til et land, han kaldte
Hellu-iand (klippeland; maaske d. s. s. Labrador); senere
naaedes et land, han kaldte Markland (skogland; maaske
d. s. s. Nev^ Foundland), og en lang, sandet kyst, der
fik navnet FurSustrandir, og hvor der voksede hvede og
vindruer. Farten gik nu videre, og man overvintrede i
Strømfjord (1003—04). Den følgende sommer drog han
videre sydpaa til et land, hvor de atter fandt hvede og
vindruer. Her stødte de ogsaa paa mennesker, der efter
beskrivelsen at dømme har været eskimoer (neppe
indianere). Med disse handlede de først, men kom senere
i strid med dem. Landet antog de for V. (maaske d. s. s.
Nova Scotia). Derpaa drog Torfinn tilbage til
Strømfjord og overvintrede der 1005 — 06 efter nogle
ekspeditioner ind i landet og nye kampe med de indfødte.
Til-sidst vendte han tilbage til Grønland, da han indsaa, at
en kolonisation var altfor vanskelig. Nogle senere
ekspeditioner var fuldstændig resultatløse. Mod den
historiske paalidelighed af «Erik den rødes saga» har især
Nansen reist sterke indvendinger. Han peger paa en
række sagnagtige træk i sagaen og særlig i skildringen
af V., som han anser for identisk med de
«Lykkelige øer» (insulae fortunatae) i den middelalderske
eventyrverden. [Litt.: «Grønlands historiske mindesmerker»,
I—III; «Antiquitates americanæ» (1837); G. Storm,
«Studier over Vinlands-reiserne, V.s geografi og
etnografi» i «Aarbog for nordisk oldkyndighed og historie»
(1887); W.Thalbitzer, «Skrælingerne i Markland og
Grønland, deres sprog og nationalitet» (1905); Fridtjof Nansen,
«Nord i taakeheimen» (1910).]
Vinlusen (phylloxera vastatrix) er en i Amerika
hjemmehørende bladlus paa vinranken, som derfra er
blevet overført til Europa og i mange af de vindyrkende
distrikter her, særlig i Frankrige, har gjort skade og
truet hele vinavlen med ruin. Den har en meget
kompliceret udvikling. Fra overvintrende «vintereg»
udklækkes først om vaaren vingeløse hunner, af disses eg
igjen ligeledes vingeløse eglæggende hunner, og dette
gjentager sig 6—8 gange i sommerens løb. Disse lever
paa rødderne af vinranken og bevirker ved sin sugning
opsvulmninger paa rodtrevlerne, hvorved planterne tilsidst
dør ud.
Vinnitza, Rusland, by i guv. Podolien, ved Bug,
jernbaneknudepunkt; 30 500 indb. (mest jøder).
Vinogradoff, Paul (1854—), rus.-eng. retshistoriker,
professor i historie i Moskva 1881—1901, fra 1903 som
landflygtig professor i retshistorie i Oxford. Har
offentliggjort en række fortrinlige rets- og socialhistoriske
arbeider paa engelsk, som «Villainage in England» (1892),
«The growth of the manor» (1905) og «Roman law in
mediaeval Europe» (1909), hvorhos han forestaar
udgivelsen af en samling «Oxford studies in social and
legal history» (1909 flg.). Blandt hans talrige ypperlige
afhandlinger er «Geschlecht und Verwandschaft im
altnorwegischen Recht» i «Zeitschrift für Social- und
Wirtschaftsgeschichte» (1899). V. er en af samtidens
bedste kjendere af norsk retshistorie, har ofte opholdt
sig i Norge og er medlem af Videnskabsselskabet i Kra.
Vinpalme, se Borassus.
Vinranke (vitis), planteslegt af vinrankefamilien med
særmerker som denne. 28 arter, af hvilke flere spiller
større eller mindre rolle som vinplanter. Størst
betyd–ning i denne henseende har den egte vinranke,
vinstok (v. vinifera). Denne har en indtil flere meter
høi og armtyk
stamme, der klatrer paa
andre trær.
Skuddene er to slags:
langskud, som bærer
blade og ranker, og
kortskud, der
bryder frem fra
langskuddenes bladhjørner og bærer
blomsterne. Bladene er
langstilkede,
fem-lappede og som
udvoksede glatte, de
gulgrønne blomster
er vellugtende,
bærene, vindruer,
har forskjellig farve
fgulagtige, røde eller r
blaa) og er beklædt
med et vokslag,
«duggede».
Dyrkningen af v. er antagelig
begyndt i egnene syd
for det Sorte og det
Kaspiske hav og har senere bredt sig mod øst, men især
mod vest til Grækenland, Italien, Spanien og Frankrige.
Tiden for den første vindyrkning kjendes ikke, men
maa ligge langt tilbage; i Ægypten kan den følges helt
til 3000 à 4000 aar f. Kr. I vore dage dyrkes der med
fordel vin i Europa indtil 52° n. br. og sydover gjennem
Ægypten til 27° n. br., dog kan druer i gode somre
modne meget længere mod nord, i Norge saaledes til ca.
61° (Sognefjorden). I Nordamerika er nordgrænsen for
vinavl 50 Ogsaa i Syd-Afrika og i Australien er der
ikke liden vinavl. Stamplanten for v. antages af enkelte
forskere at være den i Middelhavslandene, Rhinegnene og
Donaudalen vildtvoksende v., v. silvestris; herfor taler
den kjendsgjerning, at der er fundet frø af vindruer
Vinranke med blomst og frugt.
(Efter Bâillon.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
