Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Voldtægt ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1919
Vologda—Voltaire
1920
Vologda, Rusland. 1. Guvernement, 402 126 km.^
1 625 000 indb. (mest storrussere). — 2. Guvernementets
hovedstad, ved elven V., jernbaneknudepunkt; 28 000 indb.
Volontør (fr. volontaire, frivillig), en som gjør
tjeneste paa et kontor el. 1. uden eller for ringe løn, alm.
i paavente af senere fast ansættelse.
Volsk, Rusland, by i guv. Saratov, ved Volga; 28 000
indb. Cement-, støbejernsfabrikation. Kornhandel, frugtavl.
Volsker, et af de gamle italiske folk, boede s.ø. for
latinerne. Efter en gammel overlevering skulde de være
indvandret fra Illyrien. Efter langvarige kampe med
romerne blev de undertvunget 338 f. Kr.
Volsunger, Volsungs efterkommere, den mest berømte
æt i de nordiske og tyske heltesagn. De ældste
fremstillinger af volsungsagnene findes i den ældre eddas
sidste halvdel. En yngre formning haves i den tyske
«Nibelungenlied» (s. d.). Hovedpartierne i de nordiske
sagn er for det første fortællingerne om Volsungs søn
Sigmund og sønnesøn Sinfjøtle. Da Volsungs datter
Signy holder bryllup, kommer Odin ind, støder et sverd
i hustræet og forsvinder saa. Ingen kan drage sverdet
ud uden Sigmund, som derved paadrager sig svogerens
had og bliver lumskelig fanget af ham. Sigmund redder
dog livet, faar med sin søster, Signy, sønnen Sinfjøtle,
som sammen med sin fader dræber Signys husbond.
Sinfjøtle mister siden livet, da hans stedmor giver ham
gift, og Sigmund møder Odin i et slag og falder. Det
andet hovedafsnit i sagnene er fortællingerne om
Sigmunds søn Sigurd Faavnesbane (s. d.), Volsungslegtens
ypperste repræsentant. Efter Sigurds død gifter hans
enke, Gudrun, sig med kong Atle, men da denne dræber
Gudruns brødre, hevner hun deres drab paa Atle (se
Grimhild og Gudrunskvadene). Det sidste
afsnit er fortællingen om Sigurds og Gudruns datter,
Svanhild. Hun bliver gift med kong Jørmunrek, som
paa en falsk anklage lader hende træde ihjel af heste.
Hendes halvbrødre Hamder og Sorle, Gudruns sønner
og hendes tredje mand Jonakr, hevner hendes drab. —
Volsungsagnene har dels mytisk, dels historisk udspring.
Baggrunden er folkevandringstiden med dens bevægede
liv. (Jfr. Andvare, Fâfnir, Jörmunrekr, G juke.)
Volt, se Elektriske maalesystemer.
Volta, Allessandro, greve (1745—1827), ital.
fysiker. Blev 1774 rektor ved gymnasiet og professor i fysik
i Como, 1779 universitetslærer i Pavia. Efter studier i
læren om gasarter opfandt han eudiometeret og en
gaslampe og 1782 den elektriske kondensator. 1794 tydede
han Galvanis (s. d.) opdagelse rigtig som
elektricitets-udvikling ved berøring mellem metaller (se G a 1 v a n i s m e).
Dette V.s fundamentalforsøg blev udgangspunktet for en
ny æra i elektricitetslæren. Hans berømte søile (se
(Voltas søile) var det første apparat, som leverede
varig elektrisk strøm. 1804 nedlagde han sit embede,
med lod sig 1815 af keiser Franz udnævne til direktør
for det filosofiske fakultet i Padua.
Volta, vending, gang. Saaledes prima v., første
gang, forkortet l^na (mus.).
Volta, elv i Vest-Afrika paa Øvre Guinea-kysten.
Op-staar af Hvide- og Sorte-V,, som udspringer i den
franske koloni Øvre Senegal syd for Niger-buen.
Hvide-V. danner grænsen mellem Elfenbenskysten (fransk) og
Guldkysten (britisk); V. danner i sit nedre løb grænsen
mellem Guldkysten og Togo (tysk). Udenfor V s
munding i Guineabugtea raser den frygtelige Kalema-brænding.
Voltaire [våltår], François Marie Arouet de
(1694—1778), fr. forfatter. V, \ar et antaget navn, hans
fader var en borgerlig embedsmand, Arouet, som satte
sin søn i jesuiterskole og vilde gjøre en jurist af ham.
16 aar gammel brød V. overtvert med disse
fremtidsplaner og optraadte som digter. Snart blev han ogsaa poli-
tisk oppositionel, og da han lod sit etsende vid gaa nd
over selve «regenten», blev han 1716 udvist af Paris og
fik aaret efter 11 maaneders indesperring i Bastillen.
Her skrev han tragedien «Oedipe» (1718) og begyndte
paa det store historiske epos «La Henriade», som dog
først udkom 1723. Den spottelystne digter lod sig ikke
afskrække fra nye dristige angreb paa magthaverne, og
efter et nyt ophold i Bastillen blev han landsforvist og
levede i England 1726—29, ivrig optaget af studier. Den
frigjørende engelske tænkning øvede et sterkt indtryk
paa ham, og fyldt af reformtrang kom han tilbage. Ved
siden af en række dramaer, bl. a. «Brutus» (1730) og
sin bedste tragedie «Zaïre» (1732), skrev han i disse
aar «Histoire de Charles XII» (1730), en lovprisning af
den viljesterke, daadskraftige personlighed, og fremfor
alt de revolutionært tændende «Lettres philosophiques»
(1734). V. flygtede til Lothringen, hvor han i 15 aar
holdt til hos sin lærde veoinde, markisen af Châtelet.
Med overstrømmende frugtbarhed udsendte han i disse
aar det ene litterære arbeide efter det andet, greb
reformativt ind overalt, udvidede sine forbindelser og
sin indflydelse til alle
sider, var de undertryktes
og de forurettedes hjælp
og trøst og
magtmisbrugets altid angrebsfærdige
skræk. Blandt hans
verker i denne periode er:
«Traitéde métaphysique»
(1734), «Elements de la
philosophie de Newton»
(1738), det antiklerikale
skandskrift «La pueelle
d’Orléans» (1739, trykt
mod hans vilje 1755), en
række dramatiske
arbeider, samt for at sikre
ham den anerkjendelse,
han ikke kunde undvære,
en «Panégvriquede Louis
XV» (1748), desuden
romanen «Zadig» (1747) og
en række fortællinger
foruden nogle politiske afhandlinger. Hertil kom en
umaadelig korrespondance, hvorved han befæstede sit
verdensry og sin stilling som samtidens centrale litterære
skikkelse. 1746 var han trods geistlighedens had blevet
medlem af akademiet og kongelig historiograf. 1750 begav
V. sig efter indbydelse til Fredrik den store af Preussen,
med hvem han længe havde staaet i brevlig forbindelse,
og som ved sit hof skabte en enestaaende stilling for
den forkjælede og ingenlunde let omgjængelige forfatter.
Det gik heller ikke af uden rivninger, og efter tre aars
ophold i Potsdam brød V. op og tog sin tilflugt først
til Schweiz, for 1758 at bosætte sig i et slot ved den
lille landsby Ferney paa fransk grund. Her levede han
sine sidste 20 aar, rig, uafhængig, søgt og æret som
«patriarken i Ferney». Efter opholdet i Preussen blev hans
holdning til det bestaaende samfund, og særlig til kirken,
endnu mere aggressivt end tidligere. Selv troede han paa
retfærdighedens seier, menneskeslegtens fremgang,
overtroens udryddelse og Gud som alfornuften og algodheden.
Fyldigst finder han udtryk for sine anskuelser i en del
historisk-filosofiske verker fra hans senere aar. Hans
«Siècle de Louis XIV» er en virkelig historiens filosofi,
banebrydende ved at betone det intellektuelle,
kunstneriske, moralske og sociale fremskridt som udviklingens
maal. Videre udarbeidede han disse tanker i en stor
almindelig kulturhistorie, «Essai sur l’histoire générale
et sur les moeurs et l’esprit des nations» (1753—56), et
François Marie Arouet de Voltaire.
(Efter tegning af von Huber, Genf 1790.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
