Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Weinheim ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1963
Wellandkanalen—Wellington
1964
først to aar efter og med non. Han havde altid vist talent
og interesse for tegning, og der var tale om, at han skulde
uddanne sig som maler. Men efterat den berømte J. G.
Dahl havde udtalt sig mindre smigrende om W.s forsøg,
maatte han bide i det sure æble og studere teologi.
Hans trøst var omgang med en udvalgt kreds af venner
og jevnaldrende, som delte hans litterære og kunstneriske
interesser og følte med ham i hans sorg og harme over
landets aandelige fattigdom. Det var Schweigaard, P. A.
Munch, Fr. Stang og B. Dunker, det vordende
intelligenspartis lyseste hoveder og ypperste mænd. 15 aug. 1830
kunde W. se sit første digt paa prent. Det var den
berømte udfordring til Henrik Wergeland i anledning af
«Skabelsen, Mennesket og Messias» og begyndte med
linjen: Hvorlænge vil du rase mod fornuften? Det kom
ved denne leilighed ikke til mere end en forpostfegtning
mellem de to fødte modstandere, men aaret efter sendte
Wergeland samfundsavisen den samling epigrammer,
som indledede «Stumpefeiden», og denne første store
polemiske opvask i vor litteraturs annaler fremkaldte
videre W.s første bog, «H. Wergelands digtekunst og
polemik» (1832). For W. stod det i denne
tid som en af hans vigtigste opgaver at
øve kritik; han havde uddannet sig i
kritikens kunst ved et flittigt studium
af J. L. Heiberg og W. Menzel, samtidig
som hans ven Schweigaard med sin
overlegne kundskab og skarptskuende,
ræsonnerende evne veiledede ham praktisk.
Imidlertid blev det som digter, W. fik
følge sit kritiske kald. 14 nov. 1834
udsendte han sin store sonet-cyklus,
«Norges dæmring», en bitter og sorgfuld
klage over det samfund, han var fordømt
til at leve i. Med gribende patos stiller
han frem billedet af Norge, som det
tegner sig for digterens blik, med sin
stolte skjønne natur, sine strenge
livs-vilkaar, sin usle, forkrøblede aandskultur,
seet paa baggrund af 1830 aarenes
brautende patriotisme og naivt stortalende og
høistemte politik. Han fik løle, at han
havde stukket haanden i et hvepsebol.
Det haglede med skjeldsord og injurier over hans hoved ;
endog en mand som N. Wergeland foreslog i fuldt alvor,
at man skulde benytte den tilstundende 17 mai til at
kaste «modermorderens» skandskrift paa baalet. W.s
første bind «Digte» udkom i 1839. Først seks aar efter
fulgte en samling «Nyere digte». W. havde i
mellemtiden gjennemgaaet sin smerteligste oplevelse, hans
forlovedes, Ida Kjerulfs død: da «brast en streng i hans
hjerte, som aldrig heledes». Omsider havde han faaet
et levebrød, og var uûder stor modstand og efter
langvarige overveielser og forhandlinger udnævnt først til
lektor, senere til professor i filosofi, en stilling, hvortil
han ikke medbragte andre betingelser end et udpræget
og velskoleret retorisk talent. W.s produktion som aand
og tænker maa vi søge i hans lyriske digtning, hvor
«Nyere digte» betegner et høidepunkt. Her findes de
mytologiserende poemer: «Tantalos», «Protesilaos»,
«Kal-chas>, «Orpheus», som alle indeholder intime tilstaaelser
og selvbekjendelser, desuden «Soiree-billeder», hvor han
haaner den ferske, alamodiske Kristiania-fornemhed i
1840-aarene; endelig det fuldkomment deilige og dybe
«Digtets aand», hvor han giver os hele sin skjønhedslære.
For de fleste læsere var det dog kanske af større
interesse, at W. her for første gang anslaar den norske
naturtone og finder frem til nationalromantikens
forestillingskreds, saaledes i «Tomme kjæmpehøie», «En vise
om Hellig Olaf», «Asgaardsreien», «Eivind Bolt» o. fl.
(Efter maleri af J. M. Galmeier.)
Johan Sebastian Cammermeyer
Welhaven.
I «Halvhundrede digte» (1849) træffer han mesterlig vore
eventyrs djervt komiske tone i «Dyre Vaa», samtidig
som han tegner det pragtfulde vikinge-portræt «Koll
med bilen» og linder ord for den skjære, længselssitrende,
romantiske stemning i «Alfeland». Sin personlige
holdning til tidens social-revolutionære rørelser udtrykker
han i verslinjen: «Frels dig selv, vær fri og from i dine
tankers rige!» I det skjønne digt «Den salige» toner
mindet om Ida Kjerulf frem, og her som i hans
antikiserende poem, «Ganymedes» og «Mit skib pløier havet»
(en digtsamling, 1860), naar han den forsoning og
harmoni, som hans stridbare aand altid havde higet mod.
W. blev tidlig gammel og ensom. Kun 60 aar gammel
maatte han tage sin afsked som professor, i hvilken
anledning han blev indstillet til høieste pension, som
stortinget dog afknappede. Som protest mod denne
smaalighed bragte studenterne ham et fanetog, hvorunder
Bjørnsons skjønne hyldningsdigt blev afsunget, og
samtidig blev der indbudt til en nationalsubskription som
tak for hans virke for landet. Blandt hans skrifter i
prosa skal nævnes forelæsningsrækken «Ewald og de
norske digtere». [Litt. : H. Lassen,
«Afhandlinger til litteraturhistorien » ; A.
Løchen, «J. S.W.s liv og skrifter», 1—II.]
Wellandkanalen, Canada, provinsen
Ontario, forbinder Ontario- og Eriesjøen,
idet den omgaar Niagara. Den er 4.2 m.
dyb og har 26 sluser (100 m. stigning).
Wellesley [wlézlij. 1. Arthur W.,
se W e 11 i n g t o n. — 2. Richard
Colley W., marki af W. (1760—1842), eng.
statsmand; 1784 medlem af underhuset,
tilhænger af W. Pitt og dennes
krigs-politik. 1797—1805 generalguvernør i
Indien, overvandt Tippo Saib 1799,
beseirede mahratterne 1802—04, udvidede
og organiserede det engelske herredømme
med stor dygtighed og selvraadighed.
1809 en tid i Spanien som Englands
befuldmægtigede, 1809—12
udenrigsminister. Bekjæmpede de yderliggaaende
toryer og regjeringens kornlove, 1821—28
og 1832—33 vicekonge i Irland. 1830
medlem af Lord Greys liberale ministerium. Hans
broder var den berømte Wellington.
Wellhausen, Julius (1844—), t. teolog og orientalist,
professor i Greifswald 1872, i Halle 1882, i Marburg
1885, i Göttingen 1892, har været banebrydende for den
gammeltestamentlige kildekritik («Prolegomena», 1882,
«Die Komposition des Hexateuchs», 1899). Han anser
5 Mos. for at stamme fra Josias’ tid og den saakaldte
Prestekodeks for at være fra tiden efter landflygtigheden.
Wellingborough [wéliijhdrd], England, by i
Northamptonshire; 18 500 indb. Landbrugshandel,
læderindustri, smeltehytter.
Wellington [wéliijtn], Arthur Wellesley, hertug
af (1769—1852), eng. feltherre og statsmand, gjorde sig
først bemerket 1797 i kampen mod Tippo Saib, bidrog
væsentlig til erobringen af Seringapatam og udmerkede
sig 1802—04 mod mahratterne. Udnævntes 1807 til
statssekretær i Irland og deltog i ekspeditionen mod
Kbh. Først 1808 begyndte hans eg. virksomhed som
feltherre i felttoget mod de franske i Spanien, hvor han
i en masse fegtninger og slag, indtil krigen endtes,
bibragte de franske store tab. For sit forhold her ydedes
der ham store pengedotationer, og han ophøiedes i
grevestanden. Fik ved Napoleons tilbagekomst fra Elba
befalingen over de engelske, hollandske, hannoveranske
og brunsvigske tropper og seirede i forbindelse med
Blücher over Napoleon ved Waterloo, marscherede til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
