Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wergeland ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1969
Wergeland
1970
sig i et sundt og hærdende friluftsliv, deres
undervisning besørgedes af huslærere, hvis autoritet ikke
var overvældende. Faderen holdt dog strengt paa
iagttagelse af decorum, men var liberal overfor leg og sang.
I 1819 blev H. W. sat ind paa Kra. katedralskole og
anbragt i huset hos generalmajor B. Aubert paa
fæstningen; den militære orden og disciplin paa dette sted
blev ham dog snart besværlig, og efter nogen tid fik
han lov til at leie sig ind hos en høker i Lakkegaden,
hvor han hoede sammen med et par bergenske studenter,
som gav ham «gratis undervisning i at drikke sterktøl
i store kvantiteter og i at røge tobak, samt i flere
stu-denternetheder, jeg ved ikke én undtagen». Hans lyst til
selvstændig produktion vaagnede tidlig. 13 aar gammel
fik han optaget i «Morgenbladet» et stykke gru- og
rædsel-romantik betitlet « Blodstenen », og i de nærmest
følgende aar skrev han sammen med fætteren Jens
Aubert (d. 1826) en mængde fortællinger af lignende
indhold og stil. I 1825 blev han student med laud. Ved
denne tid havde Studentersamfundet begyndt at udvikle
sig til at blive en arena for fri diskussion af offentlige
anliggender, og W. blev snart en af de
ivrigste og hidsigste debattanter. Der
dannede sig en oppositionel kreds med
ham som midtpunkt. Han var, som hans
fader siger, fra sin tidligste ungdom «en
sværmende liberal, menneskeven og
patriot. Han var begeistret af liberalisme
for fædrelandets frihed og lyksalighed,
for folkets oplysning og velvære. Ingen
har elsket almuen saa oprigtig som han,
ingen saaledes antaget sig dens sag uden
sky for al den fortræd og al den ulykke,
han derved paadrog sig . . . Han delte
sit brød med den fattige og trak sin kjole
af og gav den, som ingen havde. » Faa
store digtere, om nogen, har saa tidlig
som W. været klar over sin digtnings
maal og med. Endnu medens han som
værst tumlede sin urkraft i det forvovne
studenterlivs brutale løier, samtidig som
han med momentan flid drev sine
teologiske og mangehaande andre studier, var
hans tanke i stilhed optaget af et vældigt poetisk verk.
Det blev paabegyndt i 1827, men atter og atter henlagt,
indtil han for alvor gav sig ikast med det vinteren
1829—30 og fuldførte det da paa nogen maaneder. 6
juli 1830 udkom det under titelen «Skabelsen,
Mennesket og Messias», et digt paa 720 sider. Kaotisk,
vildt, formløst, en jagende hvirvel af dunkle syner og
mægtige billeder, et buldrende virvar af ord og
forestillinger fra alle tider og lande, og dog fra først til
sidst præget af én idé og haaret af én stemning, den
han blev tro hele livet igjennem. Men alt skulde med,
det høieste og det laveste, det herligste og det ringeste,
det sublimt store og sjeldne saavelsom det latterlig usle
og ubetydelige, alt skulde speiles af hans
uendeligheds-higende tanke og varmes ved ilden i hans brændende
hjerte. «Glem ikke stjernerne! Glem ikke blomsten!
Glem ikke ormen i støvet!» Verket, som i den sidste
paa dødsleiet foretagne omarbeidelse fik titelen
«Mennesket», er et læredigt, en moralsk dityrambe, skrevet
til kristendommens og frihedens forherligelse og som
udtryk for hans klippefaste overbevisning om
menneskets evne til at naa den fuldkommenhedens høide,
som er maalet for vor tilværelse paa jorden. Digtets
fødende ophav er afsnittet «besjælelsen» i første del, og
idéen til dette inspireredes ham af hans kjærlighed til
hin mystiskblaa himmelblomst, som i hans
ungdoms-poesi apoteoseres under navnet Stella. Hans kvinde-
ideal gav ham ariadnetraaden gjennem verdenshistoriens
labyrint. Det siger sig selv, at et digterisk verk af dette
imponerende volum maatte vække en vis opsigt i en
fattig litteratur som den norske omkr. 1830, men yderst
faa var det nok, som for alvor prøvede paa at læse det.
Der fremkom kun én større, forøvrigt velvillig
anmeldelse. Welhaven forsøgte at knuse det eller rettere
sagt forfatteren ved et haanligt poem i «Morgenbladet»,
mea to aar efter blev han nødt til at prøve en
grundigere behandling og skrev da en hel bog, fuld af
vrængende kritik over sin fødte modstander. Forud
for denne kritiske pasquil gaar den opvask mellem
de to digtere i Studentersamfundets avis, som i vore
litteraturhistorier har faaet navnet «stumpefeiden».
Welhaven seirede her; han var koldblodigere og
giftigere; men ligeoverfor en kyndig kritiker og
for-staaelsesfuld dommer som N. Wergeland, «Retfærdig
bedømmelse af H. W.», kom han ynkelig tilkort. 1829
havde W. taget sin teologiske eksamen. Sommeren 1831
gjorde han et par maaneders udflugt til England og
Frankrige og vendte hjem med rige indtryk. Først i
25-aarsalderen tog han den praktiske del
af teologisk embedseksamen og maatte
nu begynde at søge prestekald. Dette
drev han paa med i mange aar, men
magthaverne vilde ikke ansætte ham, der
var jo unegtelig adskillige ting i hans liv
og offentlige færd, som kunde
diskvalificere ham som sjælesørger. Han begyndte
en tid at studere medicin, saa fik han
omsider en liden post som amanuensis
ved Universitetsbiblioteket, 1839 lovede
kongen ham Nannestad kapellani, «det
usleste i landet», men W. begik den
ubesindighed at deltage i et lystigt gilde i
Palæet sammen med nogen preussere,
kapellaniet gik op i en «vakker rød sky»,
og W. feirer forvandlingen med et af sine
skjønneste digte. Ved denne tid havde
han forlovet sig med en fattig ung pige
af folket, Amalie Sofie Bekkevold, han
maatte have et levebrød, og kongen,
som snart formildedes, tilbød ham 200
daler aarlig som personligt gratiale af sin privatkasse,
samtidig lovede han at ville tænke paa et passende
embede til digteren. W. modtog understøttelsen med
tak, kun bad han om at maatte faa yde vederlag med
frit valgte arbeider til folkets oplysning («For
arbeids-klassen», 6 aarg., 1839 — 45). 1840 blev han ved
kongens personlige indgriben udnævnt til rigsarkivar. W.
regner selv 1834 som det afgjørende aarstal i sin
udvikling som digter, fra da af «begyndte han at skjelne
mellem godt og ondt». Den rene poesi i hans vers
folder sig ud i et stadig rigere flor. Det er et vidt felt,
han omspænder, fra det troværdig belærende og naive
foredrag i barnesange og sjømandsviser til den stolte
ørneflugt i kantaten «Vord lys». Men altid rører han
hjertestrengene. Gjennem al hans lyrik klinger
tilbedelsens og lovprisningens fulde brysttoner, jubel- og
takkekvadets strømmende akkorder, henrykkelsens og
inderlighedens nøgne sange, der er bare skjælvende sjæl
og brændende følelse. For ham var det et og samme
hjerte, som bankede i alt levende. Blomster, trær, dyr,
stene maatte han have i sin nærmeste nærhed. Han
fornam plantens stille glødende higen mod lyset og dens
længsel efter at blive gylden frugt og grøde. Blomsterne
reiser sig med menneskeaasyn og fortæller sine
kjær-lighedshistorier. Skyen og insektet flammer af den
samme fryd. «Intet er mig skjult», udbryder han; «jeg
ser bølgernes gjækkende ansigter, læser bladenes skrift,
(lifter et daguerreotypi.)
Henrik Arnold Wergeland.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
