Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægypten ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2045
Ægypten
2046
dria, Damiat, Port Said, Ismailije, Suez, el Arisch) af egne
guvernører. — Mynt. 1 pund à 100 piaster — kr. 18.46.
Mest bruges dog engelsk guldmynt. — Maal og vegt
metrisk. Ved siden af bruges ældre orientalske maal.
— Litteratur. Tidlig skabte ægypterne sig en skrift,
oprindelig en billedskrift, som dog efterhaanden
gjen-nem optagelse af fonetiske bestanddele blev videre
udviklet til det hieroglyfiske skriftsystem. Dertil kom
opfindelsen af papiret (se Papyrus plan ten), som blev
beskrevet med soit og rødt blæk. Ægypterne var et meget
skrivende folk, men kun lidet af den ægyptiske litteratur
er bevaret. Den ældste poesi feirede guderne i hymner,
fornemmelig solguden, samt kongen og hans stormænd
eller de fornemme afdøde. Vi har ogsaa bevaret meget
gamle prover (fra første halvdel af tredje aartusen)
paa folkepoesi: hyrdesange, drikkeviser o. 1. Eventyr
har altid staaet høit i gunst hos de gamle ægyptere;
ligesaa eventyrlige reisebeskrivelser. Medens juridisk,
historisk og filologisk litteratur mangler (d. v. s. ikke
findes bevaret), har vi prøver paa medicinsk: mest tørre
receptsamlinger. Tørre og ensformige er ogsaa de fleste
tekster af magisk indhold, som bl. a. ogsaa skulde yde
hjælp under sygdom, eller yde de afdøde bistand mod
de mangehaande farer, som truede dem. Af rent
didaktisk indhold er en række skrifter, der præsenterer gode raad
og leveregler, som en eller anden navnkundig vismand
skal have meddelt sin søn; deriblandt er veziren
Ptah-hoteps leveregler (fra ca. 2000) og skriveren Anis vise
ord. — Sidstnævnte skrift tilhører sandsynligvis den
litteratur, som stammer fra det saakaldte «Nye rige»
(ca. 1600—1100 f. Kr.). De nye forhold gav sig
udslag ogsaa i litteraturen, hvor nu efterhaanden
folkesproget i stigende grad gjorde sig gjældende, fra
ca. 1200 endog i templernes indskrifter. Der gaar et
nyt og friskere pust gjennem denne litteratur; det
merkes baade i de religiøse sange (som f. eks. i den
berømte sol-hymne fra Amenhotep I V’s tid) og i
kongehymnerne. Fra denne periode har vi desuden prøver
paa kjærlighedssange. — Efterhaanden blev jo ogsaa
Ny-rigets folkesprog antikveret; det blev afløst af en
yngre form af det ægyptiske oiKgangssprog, det
saakaldte demotiske. I dette sprog (med tilhørende skrift)
fremstod saa en litteratur, som bestod til ind i den
romerske tid. Det er væsentlig de tidligere arter, som
fores videre i denne demotiske litteratur, hvortil vi
imidlertid endnu har et overmaade mangelfuldt
kjend-skab, da den sproglige forstaaelse af teksterne er
temmelig ufuldkommen. Denne litteratur blev efterhaanden
trængt i baggrunden af den græske, og sluttelig (ca. 300
e. Kr.) blev den tilintetgjort af kristendommen, som i
det yngste ægyptiske folkesprog, koptisk, fremkaldte en
litteratur, som dog alene i uegentlig forstand kan henregnes
til den ægyptiske. — Religion. Vort kjendskab til den
ægyptiske religion er endnu nødvendigvis mangelfuldt, dels
fordi vi ikke fuldt mestrer det gamle sprog, dels fordi
kildeskrifterne er ensidige, specielt giver de ingen fremstilling
af gudelæren. — Saaledes som vi møder den ægyptiske
religion i den ældste for os tilgjængelige skikkelse (ca. 3000
f. Kr.), har den allerede en fuldt organiseret kultus med
templer og et nøiagtig fastsat ritual. Om guderne troede
man, at de viste sig for menneskene i skikkelse af
forskjellige dyr: krokodille, væder, okse, ibis etc.
Solen og himmelen var den høieste gud og gudinde.
Himmelgudinden er solgudens moder, som føder ham
hver dag paany. Af andre guder kan nævnes Ptah (s. d.),
Ghnum (s. d.), Sobk eller Sebek (s. d.), Schu (s. d.).
Allerede meget tidlig kom guden Osiris (s. d.) og de
med ham sammenhørende guddomme til at spille en
særdeles fremtrædende rolle. I tidens løb fik den
politiske udvikling betydning for den religiøse: naar et
dynasti kom til magten, naaede ogsaa dets specielle
gud frem til høi værdighed; saaledes blev Amon (s. d.)
«gudernes konge»; han blev sammenstillet med solguden
Re (s. d.) til Amon-Re; en lignende proces blev ogsaa
de øvrige guder efterhaanden gjort til gjenstand for.
Den ægyptiske teologi viser tendenser i retning af
monoteisme og panteisme: i virkeligheden eksisterer der bare
én guddom; de enkelte guder er dennes forskjellige
lemmer eller aabenbaringsformer. Ca. 1300 f. Kr.
kommer til gjennembrud en religiøs digtning af en
inderligere art end tidligere: «Amon-Re! jeg elsker dig
og har lukket dig ind i mit hjerte.» Samtidig lægges
der vegt paa moralen: synden fjerner fra guddommen.
Denne tanke faar tilknytning til forestillingen om Osiris
og livet efter døden; for at kunne komme ind i hans
paradis maatte man først kunne bestaa for hans
domstol. Dog blev moralens betydning efterhaanden sterkt
svækket gjennem magien: ved hjælp af amuletter og
trylleformler kunde man tvinge sig frem ogsaa der, hvor
man igrunden ikke var værdig til at faa adgang. —
Ca. 1000 f. Kr. møder man i Theben, Anions gamle
residens, et fuldstændigt teokrati: guden selv er regjerende
fyrste ; sin vilje tilkjendegiver han i hvert enkelt tilfælde
gjennem orakel. En ændring indtraadte, da Psammetik I
(s. d.) i 7 aarh. f. Kr. forenede Ægypten under sit scepter.
Samtidig søgte man nu at gjenoplive skik og brug fra
de aller ældste tider; ogsaa de ældste religiøse former
og forestillinger skulde der blæses nyt liv i. Nu
oprandt den gyldne tid for de hellige dyr: Apis (s. d.),
bukken i Mendes (s d.) o. 1. Men bagenfor det glimrende
ydre var der i virkeligheden forfald af det nationale, og
fremmede elementer fandt snart en let adgang. Navnlig
øvede græsk religion indflydelse; senere ogsaa jødedom
og kristendom. Samtidig vedligeholdt man i templerne
kultusen i den gamle form. Men i 5 aarh. e. Kr. var
den ægyptiske religion ogsaa i det ydre forsvundet. —
Omvendt har den ægyptiske religion øvet indflydelse udad :
i Nubien, Fønikien, tildels i Palæstina. En ikke ubetydelig
propaganda for ægyptisk religion (navnlig for O^iris læren)
blev gjort i Europa i hellenistisk tid. — Kunst, se
Billedhuggerkunst (bd. J, sp. 976),
Bvgnings-kunst (bd. I, sp.l499) og Malerkunst (bd.V, sp. 481).
— Historie. Alt i den ældste tid, i hvilken vi
overhovedet kjendtr noget til, at der har levet mennesker
paa jorden, 1 dtn palæolitiske tid, boede der
mennesker i Æ., hvis klima og øvrige naturforhold dengang
vistnok var meget forskjellige fra nutidens. Først fra
den neolitiske stenalders tid, da klimaet alt var
blevet omtrent som nu, begynder imidlertid fundene at
blive saapas mange, at vi kan sige, vi har nogen virkelig,
sammenhængende viden om landet og folket. I lange
tidsrum, hvis varighed vi endnu ikke kan maale, har
kulturen efterhaanden udviklet sig, med kjendskab til
metaller, fædrift, jordbrug og tilslut en slags skrift
(h i e r o g 1 y f e r). Denne kulturudvikling er i alt væsentlig
baaret af det samme folk, som siden boede i Æ. ; enkelte
ting, bl. a. kornsorterne, synes de dog at have faaet fra
andre land. Den første begivenhed, vi ved om i Æ., er
landets samling til ét rige, af Menes, den første farao, kanske
ca. 3300 f. Kr. Efter den ægyptiske historiker Manetho,
hvis verk er tabt og bare kjendes fra udtog hos senere
græske forfattere, pleier vi inddele Æ s historie fra Menes
til ca. 345 f. Kr. i 30 «dynastier». De tre første
dynastier ved vi lidet om, men fra det fjerde dynasti af
begynder en rig blomstringstid. Kongerne boede nu i
Memfis i Nedre-Æ., og i nærheden byggede de de
vældige pyramider, hvis talrige billeder og indskrifter
fortæller om det offentlige og private liv i Æ. Farao er
enevældig og styrer gjennem et sterkt, hierarkisk
inddelt bureaukrati. I det 7—10 dynasti kommer urolige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
