Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
67
Edvard kom til at smile, og da hans Øjne i det
samme faldt paa den unge Pige, som under hele
Samtalen havde siddet stille og rolig henne ved Ar-
nen, spurgte han hende i en spøgefuld Tone, om hun
ikke syntes, at hendes Fader tog sig for stor Ret til
at spørge.
»Aah, jeg ved ikke,« svarede hun og lo, »han
har vel Lov til det!«
»Nej, vist ikke! Over mig har han slet ingenting
at sige — og da heller ikke over Bedstefader, nu,
da han har sagt ham op.«
»Er De bleven opdraget i Skovløberhusét, unge
Mand?« spurgte Skovrideren.
»Nej, paa Arnholt — sammen med Børnene der
paa Gaarden.«
»Hvor var De henne, da Arnholt brændte?«
Alt det onde kom op i Edvard, naar han blev
mindet om hin Rædselsnat, da hans Fædrenehjems
høje Mure sank i Gruset, og der var Vildhed og
Hævnlyst i hans Blik, da han svarede Rundhovedet,
at han den Gang havde været hjemme i’ sin Bedste-
faders Hytte. Skovrideren saa, hvorledes hans Øjne
skød Lyn.
»Jeg forstaar Dem, min unge Ven,« sagde han,
»og jeg indser saa godt, at Deres Blod maa komme
i Kog, naar De tænker paa denne grusomme Udaad.
Arnholts Brand var Djævelens Værk, og vi er de
første til at fordømme slig Voldsfærd.«
" Edvard tav, og hans Vrede mildnedes noget. Han
tænkte ved sig selv: »Naa, Rundhovederne er nok
ikke alle sammen saa slemme, som jeg havde troet!«
Imidlertid huskede han paa sit egentlige Ærinde og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
