Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
75
have i det mindste eet Vidne om din Byrd. Du gør
bedst i at lade ham følge med herhjem i Morgen
Aften; jeg vilde gerne se ham og tale med ham,
inden jeg dør.«
Tidlig den næste Morgen gav Edvard sig med
Bøssen paa Nakken paa Vej til Konge-Egen, som laa
godt og vel halvanden Mil fra Skovløberhuset; han
havde Trofast med sig. Han var første Mand paa
Mødestedet, men der gik ikke mange Øjeblikke, inden
Osvald med Bøsse og Hund saas et Stykke Vej borte.
»Vel mødt, Osvald,« hilste Edvard, medens deé
trykkede hinanden i Haanden.
»Tak, i lige Maade, min unge Ven,« lød den
brave Skovfogeds Svar. »De kan ellers tro, at jeg
har været i skarpt Forhør, siden vi saas sidst, — og
det om Dem.«
»Om mig?«
»Ja. Først var det Skovrider Stone. Han hersede
ordentlig med mig for at faa ud af mig, om De vir-
kelig er en Sønnesøn af gamle Jakob, saaledes som
De udgiver Dem for at være, Jeg tror min S’æl,
han bilder sig ind, at De er Hertugen af York i egen
høje Person! Naa, jeg kunde jo ikke fortælle ham
mere, end jeg selv vidste, saa han fik ikke meget
ud af mig. Men saa tog hans lille Datter fat, og
hun var ikke god at stille tilfreds. Alt det, hun dog
vilde have Rede paa! Til sidst bad hun mig om at
hilse Dem og sige, at De endelig ikke maatte gaa
paa Jagt; for blev De nappet, saa var hendes Fader
nødt til at gøre sin Pligt og dømme Dem — og det
vilde hun da saa nødig have.«
»Det er saamænd pænt af hende at advare mig,«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
