Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Kinnekulle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Valnødtræet groe, stige de Reisende i Land; de vandre
under skyggefulde Træer hen over den smukke
lysegrønne Eng, der er omsluttet af Haver og Skov,
ingen engelsk Park har et skjønnere Grønt end Engen
ved Hellekis. De gaae op til „Grottarne,“ som man
kalder de høiere oppe fremspringende røde Steenmasser,
der gjennemæltede med Forsteninger træde
frem af Jordskrænten, og minde om den romerske
Campagnes hensmuldrende Grav-Colosser; enkelte ere
saa glatte, som afrundede ved Vandets Strømninger,
andre, fra Aaringer tilbage, bære Mos, Græs og
Blomster, ja selv høie Træer. — De Reisende gaae
ad Skovstien op til Kinnekullens Top, hvor en Steen
er reist som Maalet for Vandringen. Den Reisende
læser i sin Reisebog om Kinnekullens Bjerglag: nederst
findes Sandsteen, derpaa Allunsteen, saa Kalksteen, og
ovenover denne Rødstenen, høiere endnu Skiffer, og
tilsidst Trap. Og nu har han seet det. Han stiger
igjen ned og gaaer ombord, han har seet Kinnekulle;
ja Steenbjerget har mellem sit svulmende Grønne viist
ham sin tunge buttede Steenfinger, og de fleste Reisende
troe jo, at de ere som Fanden, har man fat i een Finger,
saa har man fat i hele Personen; men det er ikke altid saa.
Den mindst besøgte Side af Kinnekulle har
just det meest Characteristiske; derhen ville vi.
Veien gaaer endnu et langt Stykke paa denne Side
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
