Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Bedstemoderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rosen og hele Stuen fyldes med Duft, Væggene
synke, som vare de kun Taager, og rundt om er det
den grønne, den deilige Skov, hvor Solen skinner ind
mellem Bladene, og Bedstemoder — ja, hun er ganske
ung, hun er en deilig Pige med gule Lokker, med
røde, runde Kinder, smuk øg yndig, ingen Rose er
mere frisk, dog Øinene, de milde, velsignede Øine, jo
det er endnu Bedstemoders. Ved hendes Side sidder
en Mand, saa ung, kraftig og smuk, han rækker hende
Rosen og hun smiler, — saaledes smiler dog ikke
Bedstemoder! — jo, Smilet kommer. Han er borte;
der gaae mange Tanker og mange Skikkelser forbi;
den smukke Mand er borte, Rosen ligger i Psalmebogen
og Bedstemoder — ja, hun sidder der igjen,
som en gammel Kone og seer paa den visne Rose,
der ligger i Bogen.
Nu er Bedstemoder død. — Hun sad i Lænestolen
og fortalte en lang, lang deilig Historie. „Og nu er
den ude,“ sagde hun, „og jeg ganske træt, lad mig nu
sove lidt.“ Og saa lagde hun sig tilbage og hun trak
Veiret, hun sov; men det blev mere og mere stille,
og hendes Ansigt var saa fuldt af Fred og Lykke,
det var ligesom der gik Solskin over det, og saa sagde
de, hun var død.
Hun blev lagt i den sorte Kiste, hun laae svøbt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
