Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Wadstena
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvor Dronningen fandtes, dertil var Ridder Gustav
ikke at bevæge. Julen nærmede sig. En Søndagaften
sad Gustav trøstesløs, Natten blev lang og søvnløs, ved
Daggry søgte han ind i Byens Kirke til Stammemoderen
Sanct Birgittas Grav. Da saae han nogle
Skridt fra sig en Qvinde knæle ved Philippas Grav.
Det var Dronningen han saae; deres Øine mødtes,
og Gustav skyndte sig bort; da nævnede hun hans
Navn, hun bad ham blive, hun bød ham det. „Jeg
befaler det, Gustav!“ sagde hun. „Dronningen befaler
det.“ Og hun talte til ham, de talte sammen, og
det blev dem begge klart, hvad der var gjort og skeet
mod dem og med dem; og hun viste ham en vissen
Rose, som hun gjemte paa sit Bryst, pg hun bøiede
sig imod ham og gav ham et Kys, det sidste — til
evig Afsked — og saa skiltes de ad. Halls Død
fulgte snart, men Katarina var stærkere, dog ikke
stærk nok over sit Hjertes dybe Sorg; i Sovekammeret
her, i urolige Drømme, siger Historien, forraadte
hun i Søvne Kongen sit Hjertes stadige Tanke,
sin Ungdoms Kjærlighed, idet hun sagde. „Kung Gustav
... hållar jag mycket kär, men ... Roosen ...
forgättar jag ... aldrig!”
Fra en Løndør træde vi ud paa den aabne Vold,
nu græsse Faarene der; Qvæget drives ind i et af
de forfaldne Taarne; vi see Slotsgaarden og fra den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
