Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Upsala
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skikkelsen, der var steget ud af Rammen paa det
sortskimlede Lærred, som engang havde viist et Billede
paa Væggen.
I Stuen her, i denne Henstinken levede den
Gamle lykkeligt, og opnaaede en meget høi Alder,
beskjæftiget med at oversætte Reiser i Africa.
Ureenlighedens Rede, hvor han laae, blev, under hans
Tænken, til Dromedarens høie Ryg, der løftede ham
høit i den brændende Sol; de lange, nedhængende
Spindelvæv bleve Palmens vaiende Faner, og
Caravanen gik over Floder til vilde Buskmænd. Gamle
Ødman var med paa Elephantjagt midt inde i de
tykke Rør; den smidige Tigerkat sprang forbi, og
Slangen skinnede som Guirlande om Trægrenen; der
var Spænding, der var Farer — og saa laae man
dog saa trygt i sin gode Seng i Upsala. En
Vinterdag traf det sig, at en Dalbonde gik feil, og i sin
oversneede Skindpels og med Haar og Skjæg fuld af
Iis kom ind i Ødmans Stue. Ødman skreg høit,
at han skulde gaae; Bonden var døv øg traadte heelt
hen til Sengen, det var den personisieerede Vinter
selv — og Ødman blev syg af det Besøg. Det var
hans eneste Sygdom i de mange Aar han, som
Polypen, her laae voxet fast, og hvor han blev malet,
som vi see hans Billed i Forsamlingsstuen.
Fra Lærdommens Hule ville vi gaae til dens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
