Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjerde Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IVAN HOE
25
Det vil jeg sige dig, at bærer du dig saaledes ad en Gang endnu, saa
skal du blive sat i Fangehullet i Bolt og Jern.«
Gurth, der kendte sin Herres pirrelige Sind, forsøgte ikke at
undskylde sig; men Narren, der kunde regne paa Cedric’s Overbærenhed i
Kraft af sine Forrettigheder som Nar, svarede for dem begge: »I
Sandhed, Onkel Gedric, I er hverken klog eller rimelig i Aften.«
»Hvad siger du, Karl?« sagde hans Herre; »Du skal komme ned i
Porthullet og prøve Tugten der, i Fald du som Nar tager dig saadanne
Friheder«.
»Lad først eders Visdom sige mig«, sagde Wamba, »er det ret og
billigt at straffe en Person for en andens Forseelse?«
»Nej, vist er det ikke, Nar,« svarede Cedric.
»Hvorfor vil I saa, Onkel, lægge stakkels Gurth i Bolt og Jern for
hans Hund Fangans Forseelse? Thi det vil jeg sværge paa, at vi ikke
spildte et Minut paa Vejen, da vi havde faaet vor Flok sammen, men
det blev Fangan ikke færdig med, førend vi hørte Vesperklokken ringe«.
»Saa klyng Fangan op«, sagde Cedric, idet han hastig vendte sig
om imod Svinehyrden, »hvis det er dens Skyld, og skaf dig en anden
Hund«.
Med Forlov, Onkel,« sagde Narren, »det vilde igen stride imod
Retten, for det var ikke Fangans Skyld, at den lammede paa Forbenene
og ikke kunde samle Flokken, men det var deres Skyld, som huggede
to af Kløerne paa dens Forben af, en Operation, som den stakkels Fyr
næppe vilde have givet sit Minde til, om man havde spurgt ham derom«.
»Og hvem har vovet at gøre en Hund lam, som tilhørte min
Livegne?« sagde Angelsachseren, hvis Harme optændtes ved Narrens Ord,
»Ih, det har saa Marri gamle Hubert gjort«, sagde Wamba, »Sir
Philip de Malvoisins Jagtfoged. Han fik fat i Fangan, da han strejfede
om i Skoven, og sagde, at den krænkede hans Herres Ret som
Tilsynsmand ved Skovene ved at jage efter Dyrene«.
»Den Onde annamme Malvoisin med samt lians Jagtfoged!« svarede
Angelsachseren. »Jeg skal lære dem, at Skoven blev given fri ved den
store Jagtlov. Men lad os nu ikke tale mere om det. Gaa, Træl, gaa til
din Plads — og du, Gurth, skaf dig en anden Hund, og skulde
Jagtfogden vove at røre den, skal jeg mærke ham saaledes, at han aldrig
mere skal skyde en Bue af; gid jeg være forbandet som en Kryster, om
jeg ikke skal bugge Pegefingeren af hans højre Haand — han skal
aldrig komme til at spænde en Bue mere. Jeg beder eder 0111 Tilgivelse,
mine ærede Gæster. Jeg er her belemret med Naboer, som er værre
end eders Vantro i det hellige Land, Hr. Ridder. Men Maden staar nu
for eder; spis, og lad en god Vilje bøde paa den ringe Kost«.
Det Maaltid, der stod paa Bordet, behøvede imidlertid ingen
Undskyldninger fra Husets Herre. Svinekød, tilberedt paa forskellige
Maader, saas paa den lavere Del af Bordet, og ligesaa Fjerkræ, Dyrevildt,
Geder og Harer samt forskellige Slags Fisk, vældige Brød og Kager og
liere Sorter Syltetøj, lavet af Frugter og Honning. De mindre Sorter
Fuglevildt, hvoraf der var Overflødighed, var ikke anrettede paa Fade,
Walter Scott: Ivanhoe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
