Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 VAN H OE
71
det Galleri, hvor Lady Rowena sad med Kransen endnu liggende ved
sine Fodder.
»Modtag, skønne Dame,« sagde han, »Tegnet paa eders
Herskermagt, hvilken ingen oprigtigere yder sin Hyldest end vi, Johan af
An-jou; og om det maatte behage eder i Dag sammen med eders ædle
Frænde og Venner at hædre vort Gæstebud i Ashby Castle med eders
Nærværelse, vil vi lære at kende den Herskerinde, hvem vi i Morgen vil
vie vor Tjeneste.«
Lady Rowena tav, og Cedric svarede for hende i sit hjemlige
angelsachsiske Maal.
»Lady Rowena«, sagde han, »er ikke eders Sprog saa mægtig, at
hun kan besvare eders Artighed eller tage Del paa rette Maade i eders
Gæstebud. Ogsaa jeg og den ædle Athelstane af Coningsburgh taler kun
vore Fædres Sprog og øver kun deres Skikke. Vi afslaar derfor med
Tak eders Højheds Indbydelse til Gæstebudet. I Morgen vil Lady
Rowena indtage den Æresplads, til hvilken hun er bleven kaldet ved den
sejrende Ridders frie Valg, som er blevet stadfæstet ved Folkets
Bifalds-raab.«
Med disse Ord løftede han Kransen op og satte den paa Rowenas
Hoved til Tegn paa, at hun modtog den midlertidige Myndighed, som
var tildelt hende.
»Hvad siger han?« sagde Prins Johan, der lod, som om han ikke
forstod det angelsachsiske Sprog, i hvilket han imidlertid var vel
forfaren. Indholdet af Cedric’s Tale gentoges for ham paa Fransk. »Det er
godt,« sagde han; »I Morgen vil vi selv føre denne stumme Dronning
til hendes Æresplads. I, Hr. Ridder,« tilføjede han og vendte sig om til
Sejrherren, der var bleven holdende i Nærheden af Galleriet, »vil vel
i al Fald i Dag tage Del i vort Gæstebud?«
Ridderen, som nu for første Gang oplod Munden, undskyldte sig i
en sagte og hastig Tone, idet han anførte som Paaskud, at han var træt,
og at det var nødvendigt for ham at forberede sig paa næste Dags Dyst.
»Det er godt,« sagde Prins Johan stolt; »skønt vi ikke er vante til
slige Afslag, vil vi bestræbe os for at fordøje vort Maaltid, saa godt vi
formaar, om det end ikke hædres ved Nærværelsen af den Mand, der
har været heldigst i Kampen, og hans kaarne Skønhedsdronning.«
Med disse Ord beredte han sig til at forlade Kamppladsen med sit
glimrende Følge, og det, at lian i dette Øjeblik vendte sin Ganger, var
et Signal for Tilskuerne til at bryde op og sprede sig.
Men med den skarpe, hævngerrige Hukommelse, som er
ejendommelig for krænket Stolthed, var Johan næppe reden tre Skridt, førend
han atter vendte om, fæstede et strengt og fortørnet Blik paa den
Fribonde, der tidlig paa Dagen havde mishaget ham, og befalede de
Drabanter, der holdt i Nærheden: »Ved eders Liv, lad ikke den Karl slippe
bort.«
Fribonden udholdt Prinsens vrede Blik med samme urokkelige Bo,
der havde præget hans tidligere Holdning, og sagde med et Smil: »Jeg
er ikke til Sinds at tage fra Ashby før i Overmorgen — jeg maa se, hvor-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
