Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellevte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82
WALTER SCOTT
Jeg betalte Isak firsinstyve Dukater,« sagde Angelsachseren, og
han gav mig hundrede i Stedet.«
»Hvad siger du!« udbrød alle Røverne paa én Gang; »tor du drive
Gæk med os, siden du fortæller os slige urimelige Løgne.«
»Hvad jeg siger eder,« sagde Gurth, »er saa sandt som, at Maanen
staar paa Himlen. I vil finde denne Sum i en Silkepung i Læderposen,
adskilt fra Resten af Guldet.«
»Husk vel paa, Mand,« sagde Høvdingen, »du taler om en Jøde, om
en Israelit, der lige saa lidt er i Stand til at give Guld tilbage, som det
tørre Sand i hans Ørken formaar at give det Bæger Vand tilbage, som
Pilgrimmen spilder paa det.«
»Det forholder sig imidlertid, som jeg siger,« sagde Gurth.
»Tænd straks Lys,« sagde Høvidsmanden, »jeg vil se den omtalte
Pung efter; og hvis det forholder sig, som denne Karl siger, er Jødens
Gavmildhed næsten lige saa vidunderlig som den Kilde, der lædskede
hans Stammefædre i Ørkenen.«
Der blev skaffet et Lys til Veje, og Røveren gav sig til at undersøge
Pungen. De andre flokkedes om ham, og selv to, der havde holdt paa
Gurth, løsnede deres Tag, medens de strakte deres Halse frem for at se
Udfaldet af Undersøgelsen. Af denne Uagtsomhed benyttede Gurth sig,
og med en pludselig Anspændelse af sine Kræfter rev han sig løs fra
dem og kunde være undsluppen, om han havde kunnet beslutte sig til
at lade sin Herres Ejendom i Stikken. Men sligt laa ikke i hans
Hensigter. Han vristede en Pigstav fra en af Røverne, slog Høvidsmanden,
der ikke anede hans Hensigt, til Jorden og var lige ved igen at
bemægtige sig Pungen og Pengene. Røverne var ham imidlertid for raske og
greb igen fat baade i Pungen og i den trofaste Gurth.
»Din Slyngel!« sagde Høvidsmanden og rejste sig, »du har slaaet
Hovedet i Stykker paa mig, og hos andre Folk af vor Sort vilde det gaa
dig ilde for din Frækhed. Men du skal straks faa din Skæbne at vide.
Lad os først tale om din Herre; Ridderens Sager maa efter rette
Ridderskabs-Lov gaa forud for Svendens. Staa du nu imidlertid stille —
rorer du dig igen, skal du faa saadan en Bekomst, at du skal blive stille
for Livstid. Kammerater!« sagde han da til sin Bande, »denne Pung er
udsyet med hebraiske Bogstaver, og jeg tror, at Svendens Tale er sand.
Den vandrende Ridder, hans Herre, maa nødvendigvis slippe toldfri
forbi os. Ilan ligner os for meget til, at vi skal plyndre ham, efterdi
Hunde ikke bør gøre Hunde Fortræd, naar der er Ulve og Ræve i
Overflødighed.«
»Ligner os?« sagde en af Banden; »jeg gad nok høre, hvordan det
kan forklares.«
»Ih, din Nar,« svarede Høvidsmanden, »er han ikke fattig og
arvelos, lige som vi er? Tjener han ikke sit Udkomme med Sværdodden lige
som vi? Har han ikke slaaet Front-de-Boeuf og Malvoisin, lige som vi
vilde slaa dem, hvis vi kunde? Er han ikke Dødsfjende af Brian de
Bois-Guilbert, hvem vi har saa megen Aarsag til at frygte? Og om ogsaa alt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
