Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolvte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IVANHOE
89
Elsket, en Broder eller en Mand kastedes af Hesten. Men i
Almindelighed opmuntrede Damerne rundt om de kæmpende, ikke blot ved at
klappe i Hænderne og vifte med deres Slor og Lommetørklæder, men
ogsaa ved at raabe: »Kække Lanse! Gode Sværd!«, naar noget heldigt
Stød eller Hug foregik for deres Øjne.
Da det smukke Kon viste en saadan Deltagelse for denne blodige
Leg, kan man lettere forstaa Mændenes Interesse derfor. Den lagde sig
for Dagen ved høje Raab ved enhver Lykkens Omskiftelse, medens
alles Øjne var saaledes fæstede paa Kamppladsen, at det saa’ ud, som
om Tilskuerne selv havde givet eller faaet de Slag, der i saa rigt Maal
uddeltes der. Og i hver Pavse hørte man Heroldernes Stemme, der
raabte: »Kæmper videre, tapre Riddere! Manden dør, men Æren lever!
kæmper videre — Død er bedre end Nederlag! kæmper videre, tapre
Riddere, thi skønne Øjne skue eders Daad!«
Under Kampens vekslende Lykke bestræbte alle sig for at opdage
Anførerne for hvert Parti, der, tumlende sig, hvor Kampen var
haar-dest, opmuntrede deres Mænd baade ved Tale og ved Eksempel. Begge
udførte glimrende Tapperhedsbedrifter, og hverken Bois-Guilbert eller
den arveløse Ridder fandt i de Rækker, som kæmpede imod dem, nogen
Stridsmand, der kunde kaldes deres uomtvistelige Ligemand. De
bestræbte sig gentagne Gange for at komme til en Enekamp, ansporede af
gensidigt Nag og vel vidende, at den ene Anførers Fald kunde betragtes
som afgørende for Sejren. Saa stor var imidlertid Trængselen og
Forvirringen, at deres Bestræbelser for at komme til at kæmpe med
hinanden i den første Del af Kampen var frugtesløse.
Men da Mylret mindskedes derved, at mange paa begge Sider havde
erklæret sig for overvundne eller var trængte hen til Enden af
Kamppladsen eller paa anden Maade var satte ud af Stand til at fortsætte
Kampen, mødtes Tempelherren og den arveløse Ridder endelig til
Enekamp med al den Forbitrelse, som dødeligt Fjendskab i Forening med
skinsyg Ærgerrighed kunde fremkalde. Saa stor var begges Færdighed
i at afparere og hugge, at Tilskuerne brød ud i et enstemmigt,
uvilkaarligt Raab, der tolkede deres Glæde og Beundring.
Men i dette Øjeblik stod det daarligt til med den arveløse Ridders
Parti; Front-de-Boeufs vældige Arm paa den ene Fløj og Athelstanes
vægtige Styrke paa den anden slog ned og spredte dem, der kom
umiddelbart i Lag med dem. Da disse tvende Riddere følte sig befriede
folderes umiddelbare Modstandere, syntes det i samme Øjeblik at være
faldet dem begge to ind, at de vilde skaffe deres Parti den mest
afgørende Fordel ved at hjælpe Tempelherren i hans Kamp med sin
Medbejler. De vendte derfor samtidig deres Heste om, og Normannen
sporede sin fra den ene Side, Angelsacliseren sin fra den anden Side ind
paa den arveløse Ridder. Det var aldeles umuligt, at Genstanden for
dette ulige og uventede Angreb kunde have modstaaet det, i Fald han
ikke var bleven advaret ved et almindeligt Raab fra Tilskuerne, der
ikke kunde undlade at føie Interesse for en Mand, som var udsat for en
saa ulige Kamp.
Jvanhoe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
