Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolvte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IVANHOE
91
petstod: »Desdichado ! Jeg kommer!« Det var paa høje Tid, thi medens
den arveløse Ridder trængte ind paa Tempelherren, var Front-de-Boeuf
kommen lige ind paa Livet af ham med sit oploftede Sværd; men inden
han kunde lade Sværdet falde, førte den sorte Ridder et Hug imod hans
Hoved; det gled af fra den blanke Hjelm og faldt med næsten
uformindsket Voldsomhed paa Hestens Panser, og Front-de-Boeuf tumlede
tilligemed Dyret, begge lige bedøvede af det voldsomme Slag, om paa
Jorden. Le Noir Fainéant vendte da sin Hest om imod Athelstane af
Coningsburgh, og da hans eget Sværd var blevet brækket i Kampen med
Front-de-Boeuf, vristede han ud af den svære Angelsachsers Haand den
Stridsøkse, denne svingede, og som en Mand, der var fortrolig med
Brugen af dette Vaaben, gav han ham et saadant Slag oven i Hjelmen,
at ogsaa Athelstane tumlede bevidstløs til Jorden. Da Ridderen havde
udfort denne dobbelte Bedrift, for hvilken der tiljubledes ham et saa
meget stærkere Bifald, fordi man slet ikke havde ventet den af ham,
syntes hans Ladhed at vende tilbage, og han red igen rolig hen til den
nordre Ende af Kamppladsen, medens han overlod det til sin Anfører
at gore det af med Brian de Bois-Guilbert, saa godt han kunde. Det var
nu ikke længere saa vanskelig en Sag som tidligere. Tempelherrens
Hest havde blødt meget og kunde ikke modstaa Stødet af den arveløse
Ridders raske Angreb. Brian de Bois-Guilbert tumlede til Jorden og
kunde ikke faa sin Fod ud af Stigbøjlen. Hans Modstander sprang af
Hesten, svingede sit dødbringende Sværd over sin Modstanders Hoved
og bød ham overgive sig; men Prins Johan, der var mere rørt over
Tempelherrens farlige Stilling, end han havde været over hans
Medbejlers, sparede ham for den Ydmygelse at erklære sig overvunden, ved at
kaste sin Kommandostav til Jorden og saaledes gøre Ende paa Kampen.
Væbnerne, der havde fundet det baade farligt og vanskeligt at staa
sine Herrer bi under Kampen, ilede nu ind paa Kamppladsen for at
yde de saarede skyldig Hjælp, og disse førtes med den største Omhu
og Varsomhed til Teltene i Nærheden eller til de Kvarterer, som var
satte i Stand til dem i den nærliggende Landsby.
Saaledes endte det mindeværdige Dystløb ved Ashby-de-la-Zouche,
en af hin Periodes med størst Tapperhed udkæmpede Turneringer.
Det var nu Prins Johan Pligt at nævne den Ridder, der havde
kæmpet bedst, og han bestemte, at Dagens Hæder tilkom den Ridder, som
Folkets Røst havde givet Navnet Le Noir Fainéant. Imod denne
Kendelse fremhævedes det over for Prinsen, at Sejren i Virkeligheden var
bleven vunden af den arveløse Ridder, der i Dagens Løb med egen
Haand havde besejret seks Stridsmænd og tilsidst havde løftet
Modpartiets Anfører af Sadlen og kastet ham til Jorden. Men Prins Johan holdt
fast ved sin Mening, for hvilken han anførte, at den arveløse Ridder og
hans Parti vilde have tabt i Kampen, naar ikke Ridderen i den sorte
Rustning havde ydet sin kraftige Bistand, og han vedblev derfor at
tilkende ham Prisen.
Til alle tilstedeværendes Overraskelse var imidlertid den Bidder,
hvem Fortrinet saaledes var givet, nu intet Steds at finde. Han havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
