Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolvte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IVANHOE
93
forladt Kamppladsen, saa snart Kampen var endt, og nogle af
Tilskuerne havde set ham ride ned ad en af Skovvejene i den langsomme
Skridtgang, og med det rolige, ligegyldige Væsen, der havde skaffet ham
Tilnavnet »Den sorte Drivert«. Efter at han to Gange ved Trompetstød
og Heroldernes Raab var bleven opfordret til at indfinde sig, blev det
nødvendigt at nævne en anden, dea skulde modtage den Pris, som var
bleven tilkendt ham. Prins Johan havde nu intet yderligere Paaskud
for at modsætte sig den arveløse Ridders Krav, og han erklærede
des-aarsag ham for Dagens Helt.
Over en Kampplads, der var slibrig af Blod og belemret med
sønderbrudte Rustninger og dræbte eller saarede Hestes Kroppe, førte
Kampmarchallerne atter Sejrherren hen til Foden af Prins Johans
Trone.
»Arveløse Bidder,« sagde Prins Johan, »eftersom I kun vil gaa ind
paa at kendes af os under dette Navn, for anden Gang tilkender vi eder
Prisen i denne Turnering og forkynder for eder eders Bet til at æske
og modtage af Kærlighedens og Skønhedens Dronning den
Hæders-krans, som eders Tapperhed med Føje har fortjent.« Ridderen
bukkede dybt og med ædel Anstand, men svarede ikke.
Medens Trompeterne skraldede, medens Herolderne anstrengte
deres Stemmer for at forkynde den tapres Ære og Sejrherrens Hæder,
medens Damerne viftede med deres Silketørklæder og broderede Slør,
og medens alle Tilskuerne istemte et rungende Jubelraab, førte alle
Marchallerne den arveløse Ridder over Kamppladsen hen til Foden af
den Ærestrone, som beklædtes af Lady Rowena.
Paa det nederste Trin af denne Trone lod man Ridderen knæle ned.
Siden Kampen var endt, syntes han i det hele snarere at have handlet
efter Tilskyndelse af dem, der omgav ham, end af egen fri Vilje, og man
lagde Mærke til, at han vaklede, da Kampmarchallerne anden Gang
førte ham over Kamppladsen. Rowena gik med yndefulde og værdige
Skridt ned fra sin Plads og vilde sætte den Krans, hun holdt i Haanden,
paa Ridderens Hjelm, da Marchallerne som med én Røst udraabte;
»Saaledes maa det ikke være — hans Hoved maa blottes.« Ridderen
mumlede med svag Stemme nogle Ord, der imidlertid ikke kunde høres
for Hjelmen, men de syntes at gaa ud paa, at han ikke ønskede, at hans
Hjelm skulde tages af.
Enten det nu var af Hensyn til de brugelige Former eller af
Nysgerrighed, nok er det, Marchallerne gav ikke Agt paa hans Indsigelser,
men tog Hjelmen af ved at skære dens Remme over og løse Halskraven
paa Rustningen. Da Hjelmen var tagen af, kom en omtrent
femogtyve-aarig ung Mands vel formede, men solbrændte Træk til Syne under en
yppig Fylde af kort, blondt Haar. Hans Ansigt var dødblegt, og paa et
Par Steder saa man Blodstriber paa det.
Aldrig saa snart havde Rowena set ham, førend hun udstødte et
svagt Skrig, men hendes Viljestyrke vandt snart Overhaand, hun tvang
sig til at udføre den Gerning, der paahvilede hande, og medens hun
endnu rystede over hele Legemet af den pludselige og voldsomme Sinds-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
