Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Trettende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
WALTER SCOTT
ning har man aldrig set, siden der første Gang blev krøget en Bue i
Bretland.«
»Og nu,« sagde Locksley, »beder jeg om eders Naades Tilladelse til
at sætte et saadant Maal som det, der bruges nordpaa i Landet; og hil
være hver brav Fribonde, der vil forsøge et Skud efter det for at vinde
et Smil af det Pigebarn, han holder mest af.«
Han vendte sig derpaa om for at forlade Kamppladsen. »Lad kun
eders Drabanter passe paa mig,« sagde han, »om I saa tykkes — jeg
gaar kun hen for at skære en Kvist af den nærmeste Pil.«
Prins Johan gav et Tegn til, at nogle Folk skulde følge efter ham
for det Tilfælde, at han vilde liste sig bort; men Raabene: »Fy! Fy!«,
der uvilkaarlig lød fra Mængden, bragte ham til at opgive sit smaalige
Forsæt.
Locksley vendte næsten øjeblikkelig tilbage med en Pilevaand
omtrent seks Fod i Længde, fuldstændig lige og lidt tykkere end en Mands
Tommelfinger. Han begyndte med stor Ro at skrælle Barken af, idet
ban bemærkede, at det at opfordre en god Skytte til at skyde efter en
Skive af saadan Størrelse som den, man hidtil havde benyttet, var at
fornærme hans Færdighed. »Han og Folkene i den Egn, hvor han var
opdragen,« sagde han, »vilde lige saa gerne falde paa at tage til Skive
Kong Arthurs runde Bord, om hvilket der kunde sidde tresinstyve
Riddere. Et Barn paa syv Aar,« ytrede han, »kunde uden at gøre sig Umage
ramme den Skive med sin Pil; men,« tilføjede ban, idet han med
sindige Skridt gik hen til den anden Ende af Pladsen og ståk Pilevaanden
ned i Jorden, »den, som rammer denne Vaand paa halvandet hundrede
Alens Afstand, ham vil jeg kalde en Bueskytte, som er værdig til at bære
Bue og Kogger for en Konge, om det saa var den gæve Kong Richard
selv.«
»Min Farfader,« sagde Hubert, »førte en god Bue i Slaget ved
Hastings og havde dog aldrig i sit Liv et saadant Maal — og heller ikke
vil jeg gøre det. Hvis denne Fribonde kan kløve den Kvist der, saa
giver jeg tabt for ham, eller rettere for Djævlen, der stikker i hans Vams,
thi saadan Færdighed kan intet Menneske have. En Mand kan ikke
mere end gøre sit bedste, og jeg vil ikke skyde, hvor jeg er sikker paa
ikke at træffe. Lige saa godt kunde jeg skyde efter Odden af Præstens
Kniv eller efter et Hvedestraa eller efter en Solstraale som efter en tynd,
hvid Stribe, som jeg knap kan se.«
»Din fejge Hund!« sagde Prins Johan. »Naa du, Locksley, skyd nu;
træffer du saadant et Maal, vil jeg sige, at du er den første Mand, der
nogensinde har gjort det. Hvordan det end er dermed, skal du ikke
gøre Blæst med din Færdighed uden at vise os den.-*
»Jeg skal gøre mit bedste, som Hubert siger,« svarede Locksley;
»mere kan ingen Mand gøre.«
Med disse Ord spændte han igen sin Bue, men denne Gang saa han
opmærksomt paa sit Vaaben og skiftede Strengen, som han syntes ikke
var rigtig rund mere, da den var bleven slappet lidt ved de to tidligere
Skud. Derefter tog han sindig og omhyggelig Sigte, og Mængden ventede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
