Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjortende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
WALTER SCOTT
»Med denne Wilfred er det dog saa, ædle Herre,« svarede Cedric.
»Han forlod sit Fædrenehus for at færdes med den lystige Adel ved
eders Broders Hof, hvor han lærte at øve de Rytterkunster, som I prise
saa højt. Han forlod det imod mit Ønske og mit Bud, og i Alfreds Dage
vilde det være blevet kaldet Ulydighed — ja, en Brøde, der fortjente
streng Straf.«
»Ak ja,« svarede Prins Johan med et dybt Suk, der udtrykte skrøm
tet Deltagelse, »efterdi eders Søn var en Tilhænger af min ulykkelige
Broder, behøver man ikke at spørge om, hvor eller af hvem han har
lært sønlig Ulydighed.«
Saaledes talte Prins Johan, idet han forsætlig glemte, at af alle
Henrik den andens Sønner, af hvilke ganske vist ingen kunde sige sig fri for
den omtalte Fejl, havde han selv været den, der havde udmærket sig
mest ved Opsætsighed og Utaknemlighed imod sin Fader.
»Jeg tror,« sagde han efter et Øjebliks Pavse, »at min Broder agtede
at give sin Yndling det skønne Gods Ivanhoe i Len.«
»Han forlenede ham dermed,« svarede Cedric, »og ikke er dette den
mindste Aarsag til Strid med min Søn, at han nedlod sig til at modtage
som Len de Godser, hans Forfædre besad som fri og uafhængig
Ejendom.«
»Vi har altsaa eders Bifald og Samtykke, gode Cedric,« sagde Prins
Johan, »til at overdrage dette Len til en Mand, hvis Værdighed ikke vil
lide under at have et Len fra den britiske Krone. Ridder Reginald
Front-de-Boeuf,« sagde han, idet han vendte sig om til Baronen, »jeg
haaber, I vil værge det skønne Baroni Ivanhoe saa godt, at Ridder
Wilfred ikke vil paadrage sig sin Faders Mishag ved atter at bemægtige sig
dette Len.*
»Ved St. Antonius,« svarede den sortbrynede Kæmpe, »jeg giver
eders Højhed Ret til at holde mig for en Angelsachser, i Fald enten
Cedric eller Wilfred eller den bedste Mand, der nogensinde har haft engelsk
Blod i sine Aarer, skal fravriste mig den Gave, eders Højhed har hædret
mig med.«
»Hvo som vil kalde eder en Angelsachser, Hr. Baron,« svarede
Cedric, krænket over en Udtryksmaade, hvorved Normannerne hyppig
tilkendegav deres sædvanlige Ringeagt for Englænderne, »vil gøre eder
en lige saa stor som ufortjent Ære.«
Front-de-Boeuf vilde have svaret, men Prins Johans letsindige
Kaadhed kom ham i Forkøbet.
»Visselig, mine Herrer Riddere,« sagde han, »den ædle Cedric taler
Sandhed, og hans Slægt kan kræve Forrang for os lige saa fuldt i
Længden af deres Stamtræer som i Længden af deres Kapper.«
»De gaar virkelig foran os i Kampen — ligesom Dyrene foran
Hundene,« sagde Malvoisin.
»Og med god Føje gaar de foran os — glem ikke,« sagde Prior
Aymer, »deres fine Anstand og sirlige Lader.«
»Deres sjeldne Afholdenhed og Maadehold,« sagde de Bracy,
glemmende den Plan, hvorefter han skulde have en angelsachsisk Brud.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
