Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sekstende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ivanhoe
117
»Hr. Ridder,« svarede Eremiten, »I tænker som en uvidende
Lægmand, saaledes som Kødet indgiver eder det. Det har behaget Vor Frue
og min Skytshelgen at velsigne den ringe Kost, jeg under mig, ligesom
Bælgfrugterne og Vandet velsignedes for Sadraehs, Mesbechs og
Abed-negos Børn, der hellere nød dem, end de vilde besmitte sig med den
Vin og de kostelige Retter, som sattes for dem af Saracenernes
Konge.«
»Hellige Fader,« sagde Ridderen, »paa hvis Aasyn det har behaget
Himlen at udfore et saadant Mirakel, tillad en syndig Lægmand at spörge
dig om dit Navn?«
»Du kan,« svarede Eremiten, »kalde mig Kiærken i Copmanhurst,
thi saaledes kaldes jeg i disse Egne. Folk plejer vel at tilføje Ordet
hellig, men det holder jeg ikke paa, efterdi jeg er uværdig til en saadan
Benævnelse. Og nu, tapre Ridder, tør jeg nu spørge eder om min
hæderværdige Gæsts Navn?«
»Ja visselig,« sagde Ridderen, »hellige Klærk i Copmanhurst, Folk
kalder mig i disse Egne den sorte Ridder — mange føjer dertil
Tilnavnet Driverten, men jeg er ingenlunde saa ærgerrig, at jeg lægger Vægt
paa at blive hædret med dette Tilnavn.«
Eremiten kunde næppe lade være med at smile over sin Gæsts
Svar.
»Jeg skønner vel, Ridder Drivert, < sagde han, »at du er en Mand
med Klogskab og Forstand, og ydermere ser jeg, at min fattige
Munkekost ikke smager dig, der maaske har været vant til det lystige Liv ved
Hoffet og i Lejren og til Byernes Overdaadighed; og nu kommer jeg i
Tanker om, Ridder Drivert, at da den gavmilde og kristenkærlige
Skovfoged efterlod disse Hunde til min Beskyttelse samt disse Knipper Hø,
efterlod han ogsaa nogen Føde; men da den ikke egnede sig til min
Brug, var den under mine vægtigere Granskninger gaaet mig helt af
Glemme.«
»Det turde jeg gøre min Ed paa,« sagde Ridderen, »lige fra I slog
eders Hætte tilbage, hellige Klærk, var jeg overbevist om, at der var
bedre Føde i eders Celle. Eders Skovfoged er en flink Mand, og ingen,
som saa dine Møllestene slide i disse Ærter og din Hals oversvømmet
med dette ublide Element, kunde se dig fordømt til sligt Hestefoder og
slig Hestedrik« (dermed pegede han paa de Levnedsmidler, der stod
paa Bordet) »uden at sørge for, at din Kost blev forbedret. Lad os
derfor ufortøvet se paa Skovfogdens gode Gave.«
Eremiten saa vist paa Ridderen med et Blik, hvori der var et
komisk Udtryk af Tvivlraadighed, som om han ikke ret vidste, om han
vilde handle klogt ved at stole paa sin Gæst. Der var imidlertid i
Ridderens Træk saa megen aaben Kækhed, som der kunde findes i noget
Ansigt. Der var ogsaa i hans Smil noget uimodstaaelig komisk, og det
røbede en Ærlighed og Trohjertethed, som hans Vært ikke kunde lade
være at sympatisere med.
Efter at de havde vekslet et Par stumme Blikke, gik Eremiten hen
til den anden Side af Hytten og aabnede en Lem, der var skjult med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
